Fakta om udenlandske cirkus i Danmark
Gennem årene har en række udenlandske cirkus besøgt Danmark. Det tyske Cirkus Renz var således i København i 1860 og 1877, og direktør Ernst Renz var den første lejer, da Cirkusbygningen i København åbnede i 1886. Han var tilbage i bygningen i 1888. Også en række andre udenlandske cirkus lejede sig ind i Cirkusbygningen. Fx i 1941 og 1942 det hollandske det hollandske Cirkus Mikkenie – Strassburger, som i øvrigt allerede som teltcirkus under navnet Cirkus Strassburger havde besøgt Danmark i 1913 og 1914.
Nedenfor en kort oversigt over udenlandske cirkus, som har besøgt Danmark inden for de sidste ca. 30 år.
I december 1996, da København var Europas kulturby, gæstespillede det tyske Cirkus Roncalli nogle dage i Cirkusbygningen. I 1998 gæstepillede Chinese State Circus Yin Yang nogle få dage i bygningen.
Det store svenske Cirkus Scott (den gang ejet af brødrene Henry og Robert Bronett) besøgte København i 1999. Besøget blev gentaget i oktober 2000 og november 2001. Alle tre besøg gav beskedne tilskuertal.
Cirkus Scott på Bellahøj november 1999
Et stort antal "new wave" cirkus (somme tider fordansket til ny-cirkus) har siden 1987 besøgt Danmark med forestillinger, som ofte har været en blanding af teater og cirkus. Besøgene har ofte været arrangeret af Københavns Internationale Teater (KIT).
Det første besøg var det franske heste-cirkus Zingaro. I 1989, 1990 og 1991 fulgte det ligeledes franske Archaos Cirque, som mange vist betragter som det første rigtige nycirkus på dansk grund.
I 2001 besøgte det canadiske Cirque du Soleil København med forestillingen Quidam, som spillede i et specialdesignet telt på Fisketorvet. Cirque du Soleil har senere flere gange været tilbage i Danmark med haludgaver af deres forestillinger.
Cirque du Soleil på Fisketorvet i København. Juli-august 2001.
Det tyske familiecirkus Renz-Berlin turnerede på Fyn og i Jylland i 2004. I 2006 besøgte Renz-Berlin igen Jylland og Fyn for at slutte sæsonen med julecirkus i København. Hele sæson 2007 blev tilbragt i Danmark, først på Sjælland og siden på Fyn og i Jylland, hvor sæsonen sluttede med julecirkus i Aalborg. Også 2008 blev tilbragt i Danmark, indtil de i december tog tilbage til Tyskland. Under navnet Cirkus Renz vendte de tilbage til Danmark i begyndelsen af juni 2009. De turnerede i Jylland indtil november, hvor de vendte tilbage til Tyskland. Herudover turnerede et andet af Renz-familiens ganske små cirkus, Cirkus Amara, i Danmark i 2009. Det lille tyske Cirkus Astoria tilbragte en stor del af deres 2008-sæson på Fyn og var tilbage igen i 2009, hvor de turnerede i Jylland. De besøger fortrinsvis ganske små byer.Både Cirkus Amara og Cirkus Astoria gav også i 2010 et antal forestillinger i Danmark. I 2011 og 2012 besøgte Cirkus Astoria en række jyske og fynske campingpladser.
Reglerne fra 2015 om certificering af cirkustelte gør det svært for udenlandske teltcirkus at turnere i Danmark. Enten skal de betale betragtelige beløb for at få teltet certificeret i Danmark, eller også skal de søge byggetilladelse hver eneste gang, teltet skal stilles op. Dette forhold sammenholdt med, at det erfaringsmæssigt er meget svært for et cirkus at få succes i et land, hvor det er ukendt, betyder at det er tvivlsomt, om vi fremover vil opleve udenlandske teltcirkus på besøg i Danmark.