Cirkus I Danmark

Forord ved Ole Simonsen

Torsdag den 5. januar 2006 døde Martin Larsen, kaldet Waldini, efter nogen tids sygdom. Martin Larsen var født på Helnæs på Sydfyn i 1925 og voksede op i Strandby. Som barn var han vildt begejstret, hver gang der kom et cirkus eller et omkringrejsende tivoli til byen. Det var derfor ikke underligt, at han som voksen prøvede lykken såvel som cirkusknyst (han rejste med Benneweis i 1944, blandt andet i Sverige) og tivoliarbejder. Under navnet Waldini optrådte han i forskellige markedsvarieteer, blandt andet som rekommandør og bugtaler. Han var også i en periode knyttet til Cirkus Bruun. I 1956 købte han en grund i Allesø ved Odense, hvor han og hans ægtefælle Eva først boede i deres beboelsesvogn. Da kommunen forlangte, at der skulle opføres et rigtigt hus, byggede han som selvbygger det 45 m² store hus, som fortsat står på grunden, og hvor han boede til sin død. Nogenlunde samtidig tog han fast arbejde på Thomas B. Thriges fabrikker.

Kærligheden til gøglertilværelsen var dog ikke død, og sammen med Eva skabte han et fakirnummer, som de om vinteren i week-enderne optrådte med i forsamlingshuse, på kroer m.v. En periode optrådte han også som scenehypnotisør. Omkring 1966 begyndte Martin i weekenderne at lave småforestillinger for Arnes Tivoli, når dette tivolis variete-telt da ikke var lejet ud til anden side. Senere syede han og Eva hjemme i huset i Allesø selv et firkantet telt, i hvilket Martin i week-enderne optrådte på markeder, byfester m.v., mest på Fyn, samtidig med at mor Eva passede kassen. I begyndelsen kaldte han forestillingen Stjerne Variete. Senere blev navnet ændret til Stjerne Cirkus, fordi mange besøgende troede, at en variete var noget frækt med nøgne piger. Martin stod selv iført høj hat og smoking for det meste af forestillingen, der bød på trylleri, hunde, duer og en bugtalerentre.

Martin stoppede sin variete omkring 1980. I 1985, hvor han fyldte 60, valgte han også at stoppe hos Thomas B. Thrige. Han og Eva rejste dog fortsat rundt til diverse gøglertræf og udstillede undertiden Martins store samling af cirkusplakater m.v., ligesom Martin optrådte ved nogle af klovnefestivalerne i Svendborg. Også i øvrigt havde Martin en meget stor samling af programmer, udklip og fotos fra cirkus- og artistverdenen, mange af fotografierne taget af ham selv.

Martin Waldinis gode venner Elly og Kurt Stær hjalp ham i 2002 med at nedskrive en lille beretning, kaldet Min erindring om Lunaparken. Elly og Kurt lærte Martin at kende gennem Luna Parken, hvor han ofte kom på besøg. Kurt har i mange år kørt radiobiler og Elly hjælper til i pølsevogn mm. De renskrev hæftet for Martin, men det er skrevet som Martin har gjort det uden nogen rettelser. Elly og Kurt snakkede meget med Martin om at han burde udgive hele sine erindringer om sit liv, da de syntes, han kunne fortælle meget interessant. Men Martin var beskedenheden selv og mente ikke det var noget.

Tivoliet Luna Parken, som erindringerne handler om, eksisterer den dag i dag. Det turnerer stort set kun på Fyn. Parkens rødder går tilbage til 1927, hvor Christian Nielsen vandrede fra Lemvig-egnen i Nordvestjylland med kurs mod Sønderjylland. Egentlig var det hans mål at finde en læreplads som tømrer, men så langt nåede han aldrig. Undervejs stødte han ind i et af den tids omrejsende tivolier, og der blev han hængende. Christian Nielsen etablerede senere sit eget lille tivoli, og det har gennem årene udviklet sig til det nuværende Luna-Parken.

Og her kommer så Martins beretning:

Min erindring om Luna Parken

Et omrejse tivoli siden 1927

Den starter på det tidspunkt, da jeg begyndte at kunne stave mig gennem deres gule, grønne, røde og blå plakater. Det var den gang uden Tivoli.

Luna Parken ankommer til Hårby også en hel del, som jeg ikke kunne få til at hænge sammen. Vel nok fordi jeg tænkte på noget særligt. Men den sidste linie var fremhævet med ekstra store bogstaver, og satte sig uværgeligt fast i hukommelsen.

Hver aften, mandens leg med døden i 20 meter høj mast!

Ærbødigst

Chr. Nielsen

Jeg havde jo så tit hørt de voksne fortælle om parken på Brahetrolleborg og andre Herregårde. Det var jo store gl. træer og store blomsterbuske mm. Og så ankom en park til Hårby. Jeg spekulerede som en gal på, hvordan man fik flyttet alle de træer, indtil jeg kom hjem med mælken og fik fortalt min mor, at jeg havde læst en gul seddel der sad på lysmasten på trekanten omme ved skolen, der stod sådan og sådan. Så fik jeg så forklaret, at der også var andet, der blev kaldt park uden at havde noget med træer at gøre.

Men jeg anede jo ikke, hvad det var alligevel. Så søndag eftermiddag cyklede min mor med mig på bagagebæreren op til Hårby.

Der var en slags kasse på hjul. Der var vinduer i kassen og blomster under vinduerne. Derinde boede dem der havde Luna Parken.

Så var der en høj gynge med malerier helt oppe på trappen. Det var flotte skibe på et oprørt hav. Gyngerne det var både med messing i begge ender og på siderne var der malet nogle grønne uhyre med ildtunger..

Så var der 2 telte. I det ene var der en hel del gevinster på hylder. Det var tombola. Det havde jeg set når Frelsens hær en gang om året kom i vores forsamlingshus og lavede tombola. En dame spurgte om vi skulle prøve 35 øre for et nr. Men vi fik ikke 3 nr. for 1 krone.

Men i 1930 perioden var det meget småt med penge. Men der var også en pistol jeg måtte skyde med. Den sad fast på et bræt og så var der en plade der drejede rundt og så ramte pilen et nr. på denne. Der vandt jeg Datidens Kongenål. En rund plade med en nål på, størrelsen ca. som vores 50 øre, der var et billede af Chr. den X med celleud foran og så en lille rød - hvid sløjfe underneden. Men inden vi tog hjem fik jeg alligevel et nr. i tombolaen og vandt en mundharpe. Efterfølgende plagede jeg mine omgivelser med min musik, så de ønskede, at jeg havde vundet noget andet.

Der var også et andet telt. Det kunne vi ikke se ind i. Men der sad en mand med en hvid kasket, der foran. Han talte ind i en stor firkantet porcelænsklods. Han sad og fortalte, at vi kunne komme ind og det der var derinde vistnok var nogle dyr. Det hørte jeg ikke meget efter. I stedet for, så jeg en mast midt på pladsen. Den var sat sammen af 2 stk. Det var så der manden legede med døden. Men sådan noget måtte man jo ikke se. Tænk hvis nu han faldt ned eller masten knækkede. Den så nu ikke særlig solid ud. Så vi var der ikke om aftenen. Det var nu også det mest utrolige folk kunne hitte på. Sådan noget farligt noget.

Men nu kendte jeg Luna Parken. Uden træer. Det blev så mange en tilbagevendende begivenhed at være i Luna Parken henholdsvis i Hårby eller Jordløse. Vores første møde har nok været i 1931-32.

Jeg fandt så ud af at den porcelænsklods Nielsen talte i var en kulkornsmikrofon. Og teltet var et lille menageri. Det kostede 10 øre for børn og 15 øre for voksne. Det var et 2 mastertelt, ikke ret stort. I hjørnet lige når vi kom ind, var en lille indhegning, der gik en skildpadde.

På et smalt bord lig en barriere, stod nogle glaskasser (i dag terrarier) med nogle firben og lignende. Det var et hus i to etager med vinduer i. Der kunne vi følge hvide mus op ad trappen til 1. sal og ned igen. I midten i ” stuen” var et stort vindue og der kunne musen få en løbetur i et stort hjul af fluenet. Alle tiders oplevelse. Langs siden stod flere glaskasser med noget i, men der var træuld eller noget andet krølhår, så det var svært at se hvad der var derinde. Midt på, mellem masterne, stod understellet af en trædesymaskine, derpå var et stort akvarium med en masse fine fisk. Ingen alm. mennesker havde akvarium dengang.

Men det sjoveste derinde var et bur i hvert hjørne i den anden ende af teltet, i hver bur boede der en abe. Der var tykt af mennesker ved de 2 gutter der. Morede folk med deres spring rundt i buret. Og så især den lille i venstre side havde sådan nogle bedende øjne, når han stak hånden frem og tiggede cigaretter. Det var utrolige mængder, han satte til livs.

Der var en som lige havde købt en pakke Gele Schak, 50 gram. Og da han kun havde 2 cigaretter, så tog han tobakspakken frem, og den lille hånd dykkede ned i pakken og halede til, og da den finskårne tobak hang sammen, så forsvandt det hele ind i buret i en lang stribe til stor, meget morskab for alle. Men det skidt ville den ikke spise, så den spredte det over hele buret. Når det blev for morsomt ved den lille, så hoppede den større rundt i buret og brummede for at påkalde sig opmærksomheden. Så gik vi derover og så fik den sin tobak.

Engang var jeg en søndag inde i menageriet. Det var om eftermiddagen. Jeg havde vel været der 5. min. så kom Nielsen og bad alle gå ud. Vi var 2 der lige var kommet og nu havde vel kun de penge, vi lige havde betalt. Og så skulle vi ud. Vi kunne ellers gå der så længe vi ville. Men der skulle være optræden, sagde han. Nå men vi sagde jo som sandt var, at vi lige var kommet ind. Nå så fik vi lov at blive derinde.

Nu kunne vi så høre, at der blev optræden af en tryllekunstner

og den lille abe. Men så var prisen forhøjet til 15 øre for børn og 20 øre for voksne.

Mellem abeburet var lagt en træplade ”scenen” og ovenpå burene var lagt en lægte og en stump ledning gennem et stykke elrør og så bundet om lægten udgjorde en trapez til den lille abe. En af knysterne kom nu og lavede 2-3 korttrick og 2 med gummibånd, hvorefter han gik ned og tog hatten af en mand og fremtog en utrolig masse avispapir fra svederemmen, så vi måtte tro at den hat var 8 nr. for stor. Så kom Nielsen med aben, den hang i trapezen i arme og ben og gyngede og var helt ”fantastisk”. Til slut fik den lov til at klatre op i masten, i den anledning var teltet slækket lidt og så oppe i trapezen så rystede den med masten som raslede efter. Stor morskab. Og så var forestillingen forbi, og så kunne vi se på dyr, så længe vi ville.

En gyngetur stod jo også på ønskelisten, så en kammerat og jeg var blevet enige om at gå op sammen. Jeg husker ikke om det var en 4 eller 6 båds gynge, men vi havde udset os nr. 4 eller nr. 6, der var ikke så mange der brugte den, så vi ofrede vores 15 øre og blev sat i gang. Vi asede og masede det bedste vi kunne og gjorde som de andre, men vi fik den næsten ikke ud over broen. Gyngemanden var et par gange henne og give os nogle skub, så vi gyngede da lidt, men det var jo flovt, at vi ikke selv kunne. Da vi så kom ned, så sagde han til os, at hvis vi skulle prøve igen, så skulle vi tage en af de andre både, for den her var så tung at få op. Ja, da følte vi faktisk. at vi var blevet snydt for det kunne han jo godt have sagt, da vi tog båden. Men de andre var jo optaget, så godt som hele tiden.

På et tidspunkt var der 2 beboelsesvogne med en bro imellem, og en søndag eftermiddag, så vi en i vores øjne ældre mand og kone gå ud og ind af vognene. Jeg misundte dem, at de kunne det. Det var Elnas far og mor, fik jeg senere af vide, som var på besøg. Og det var muligvis ham, der lagde hat til alt avispapiret inde i menageriet.

Før vi er nået hertil, hvor jeg traf Luna Parken var der jo, jeg ved ikke om vi skal kalde det for en epoke, men i hvert fald, et opsigtvækkende tidsforløb i Luna Parkens historie. Nemlig ”Det glade æsel”. Jeg har ikke selv oplevet det. Men jeg har set det. På en mark i Jordløse fra landevejen med det store hus der blev kaldt ”Port Arthur” og så hen til stationen var der en åben mark, og på min mors bagagebærer var vi på vej til en gl. sypige, der skulle sy noget tøj til mig. Pudsigt nok, så blev marken overfor hende tivoliplads nogle år senere og var i mange år. Men da så jeg dette mærkelige grå æsel og fik fortalt, at det var det glade æsel. Jeg kendte ikke et æsel på daværende tidspunkt. Men jeg husker det endnu, der oppe ved hegnet, der var også noget andet, men det husker jeg ikke. Jeg så kun på æslet. Men så har jeg indgående fået forklaret, hvordan det virkede og hvor sjovt det var at køre i det.

Og Nielsen selv havde lavet det af en gl. Ford. Et lille baghjul, gaflen der gik i jorden så det stejlede, øjnene blinkede og Fordhornet skrydede. Og alle morede sig, 25 øre for en tur.

Jeg har hørt mange fortælle om det, mange forskellige steder. Der var noget der hed Luna Parken, da jeg var ung. De havde noget der hed ”Det glade æsel”. Det var sgu sjovt osv.

Nå, men nogle år fremad igen. Luna Parken havde en ”Radiobil”. Det var en 2 personers Ford eller Chevrolet med bagklap. På taget var en stor tragt, der fyldte hele taget og foran var den næsten ligeså bred. Det hele var malet rødt med sort navn på tragten. Det var dengang næsten kun Falck der havde røde biler. Så den blev der lagt mærke til og husket. Omme i klappen var der sæder til 2. Der sad en af gutterne med klisterspand og plakater. Inde i bilen skulle jo være plads til forstærker og grammofon. Den var meget kraftig og kunne høres meget langt omkring.

Når vi hørte den, så var det med at komme om i byen, hvis vi ikke var i marken, og det var en stor skuffelse, hvis vi ikke nåede at se den. Så den, der næste dag kunne fortælle, at han havde set den og gået eller cyklet efter den gennem hele byen, han var jo en heldig kartoffel.

Da jeg blev lidt ældre var jeg heldig at opleve ”Mandens leg med døden” i 20 meters høj mast. En aften i Jordløse, min mor og en anden mor og hendes dreng Keld, vi var i tivoli. Og så blev det tiden for det, vi havde ventet på.

Fra den røde radiobil lød det, at vi skulle trække så langt ud til siden som muligt og vi måtte ikke røre de barduner der gik op til manden. Så kom manden, Nielsen og 2 andre hejste ham op til toppen. Han slyngede benene om masten og satte den i svingninger fra side til side. Derefter i en cirkel.

Så hånden i en strop og stemte sig vandret ud fra masten som et flag. Dernæst foden i stroppen og så stående vandret i luften. For så at afslutte forestillingen med at ligge på maven, på toppen af masten, blev så hejst ned og modtog bifaldet. Hvorefter, han tyggegummignaskende gik over i et telt med pilekast. Vi var flere drenge, der fulgte efter ham og stod med åben mund og gloede på ham, som havde han været gud. Og selv om han forsøgte, at få os til at kaste med pilene, så vi bare beundrende på ham.

Han blev det store samtaleemne dagen efter. HAN VAR ALTSÅ BARE GUD.

Der var også en anden ting. Så snart artisten var kommet ned, så kippede Nielsen 3 gange med dannebrogsflaget op i masten eller et stykke op, alt imens man skulle synge Nationalsangen ” Kong Chr. stod ved højen mast---”. Jeg husker ikke, om vi sang med, men vi har nok taget kasketten af imens.

Nu så jeg imidlertid et par gutter stå i teltet og smågrine og gøre tegn til et par andre. Og senere så tror jeg, at de sådan tog lidt gas på situationen, for det var jo Christian der stod ved højen mast. Helt bogstaveligt.

Hvilket årstal det har været, det husker jeg ikke, måske 1934-35. Men der kom en mand fra Hårby og krævede juleglædepenge op, og han fortalte, at der var kommet et tivoli til Hårby. Han havde selv været omme på sognefogedens mark og set det. De var de ved at lægge et stort jerngulv ud på jorden. Og så havde de nogle små biler med, der skulle køre derpå. Og vi skulle selv styre dem. Vi troede, han lavede grin med os, men selvfølgelig skulle det fortælles videre. Og så næste dag kørte vi Radiobilen. Ja, det måtte vi op og se. Og jeg tør næsten garantere for at alle der kunne cykle i hele sognet, de var der for at se vidunderet, bortset fra missionsfolkene.

Gamle mennesker fra Hårby, der lige kunne rokke af sted var der, for at se. For der var det, at det kostede 50 øre eller husmandskronen ½ krone for en tur. Der var en mur omkring radiobanen og man morede sig, som aldrig før. Når man regnede med, at nu var turen ved at være forbi, så sprang man ind på banen, for at kapre en vogn med stor fare for at blive lemlæstet. Utroligt, at der ikke skete mere end der gjorde. Det var jo ikke tilladt, men folk var bedøvende ligeglade.

Der var en røgter fra Løgismose, han var der hver aften blev der sagt. Han opholdt sig mest på fjederkasserne og hvis en bil så stødte imod, hoppede han op på rækværket for straks at hoppe ned og bevæge sig fremad igen. Inde i en vogn, der stod for enden af den der vidunderlige bane, sad en mand med hvids kasket. Han tog imod pengene fra 3 mand, der billetterede og han passede grammofonen og han satte bilerne i gang. Han grinede, som en flækket træsko, fra den første til den sidste tur, og måske bagefter.

Det var de mest utrolige situationer, der opstod i aftenens løb. Men de 3 gutter, der var på banen, stakler, for når sidste tur var kørt, så tror jeg ikke, de havde lyst til at gå ud og se på byens skønne piger. Fordi de baghjulstrukne radiobiler med den lave motorhjelm, de skulle vippes, skubbes, trækkes fra hinanden og når de var blevet skilt ad 3- 4 stykker i en klump, så det første folk gjorde, det var at køre sammen igen og igen. Så sprang de for livet, asede og masede fra først til sidst. De nåede hvis aldrig at se det sjove, som vi andre gjorde. Jo, det var folkeforlystelse af rang.

Jeg har engang set en løbeseddel fra Jylland. Der stod ”Vi mødes hver aften ved radiobilen, og morer os, og så var der plads til bynavnet.

Men hvem der var frisk og udhvilet ved lukketid, det var dem der passede øvrige forretninger. Det var et barduntelt med tombola, skydebane, boldkast, de kunne sidde og snakke hele aftenen. Det var meget få, der fandt på at gå ind til dem. Jeg husker at jeg fik én tur i radiobilen det første år.

Året efter, var der også et rundt 1 masterstelt med, ved indgangen var nogle tavler med gule plakater på bl.a. med billeder af den mand der var derinde. Han havde bl.a. opfundet den trådløse telefon og andre ting. Han hed ”Professer Labri” og kunne udføre de utroligste ting. Ham skulle jeg ind at se.

Han tryllede med kort, med snore der blev klippet i stykker. Han fremtryllede også et fingerbøl som forsvandt og kom til syne, snart på den ene finger snart på en anden hånd. Til slut havde han et fingerbøl på alle fingrene, undtaget en, for den var kun halv. Nu har jeg et fingerbøl på 10 fingre! nej det er ikke rigtigt, den 10ende mistede jeg i tovværket på det gode skib ”Anna af Marstal”. Og så morede folk sig. Han lavede ikke noget større, jo jeg tror han havde det kinesiske ringspil. Men han snakkede uafbrudt og med en masse ordspil og efterligninger af Professor Labri. Han var fra Ærø. Jeg husker ikke byen.

Nielsen har engang fortalt mig, at professoren havde et problem, han kunne godt lide spiritus. Men da han kom, lavede han en aftale med Nielsen på eget initiativ. Han skulle kun have udbetalt halvdelen af gagen hver dag, sådan til det mest fornødne. Resten skulle Nielsen opbevare til sæsonslut. Og han havde da også opsparet en god sum penge.

Så en aften, der var blevet rekommanderet fra maskinvognen og Nielsen havde også set, at han solgte billetter. Så et kvarter til 20 minutter efter, kommer der en mand ind i maskinvognen og spøger efter, hvornår ham tryllekunstneren begyndte. Hvad for noget – Han er da i fuld gang med forestillingen sagde Nielsen. Nej det er han ikke, for nu har vi siddet og ventet i lang tid og der er ikke sket noget. Så måtte Nielsen så over at se, hvad der var galt, men Labri var forsvundet. Han havde ikke taget pengene med. Så Nielsen beklagede, at publikum var blevet lidt til grin og så fik de deres penge tilbage.

Så nogen tid efter lukketid, kom der en taxa og skulle hente nogle penge til en, der hed Labri og som opholdt sig på kroen. Men Nielsen syntes ikke, at han kunne udlevere nogen penge. Men hvis Labri selv kom, så var det i orden.

Og så nogen tid efter kom taxaen igen med Labri. Han forklarede, at det var lige kommet over ham, at nu skulle han på kroen. Han var ked af, at han ikke havde lavet den forestilling. Men nu ville han gerne have alle sine penge, og jeg kan ikke trylle mere. Så fik han sine penge og tog på kroen igen. Og dagen efter hentede han sit grej og så var den karriere slut. Synd for de mennesker, der har det sådan.

En anden gang før radiobilernes tid, var jeg i Jordløse en søndag, da var der en anden forevisning. Det var et rammetelt med skruelåg, så scenen var i den lige side. Scenesøjlerne var lavet af facadesøjler fra en gynge med billedskærearbejder og spejl indlagt. Det var Wiesneys Familie, der arbejdede der. Wiesney var musikalsk klovn på xylofon. Fru Wiesney lavede papirrivning og dansede træskodans og sang. Hun var i hollænderdragt og havde lange gule fletninger og deres 2 piger 6-8 år cirka.

De lavede akrobat og stepdans. Der var en lille scene udenfor teltet. Der var en aften lagkagekonkurrence uden at bruge hænderne til andet end holde tallerknen. Så skulle 2 personer dyste om, hvem der først fik spist et stk. lagkage godt fyldt med flødeskum og syltetøj. Desuden optrådte fru Wiesney som jonglør. Det fik jeg fortalt af en gutterne, da jeg spurgte om, hvad det gik ud på med den lagkage, der stod på skiltet ved scenen.

Senere kom jeg til at arbejde sammen med fru Wiesney og så opfriskede vi ”Møde” i Luna Parken.

En tradition på grundlovsdagen var koncert i Faldsled Krohave. Der cyklede vi om og havde en madpakke med. Hørte koncerten til en kop kaffe og spiste så enten nede ved havnen eller i Damsbo skov. En herlig dag. Men en grundlovsdag blev ekstra for mig for bag krohaven lå et tivoli.

Jeg syntes at kende noget at det bl.a. gyngen og så nogle automater med en klovn, der fangede en kugle i sin hat. Og så var der en af gutterne. Så jeg spurgte, om han ikke havde rejst med Luna Parken? Jo, det havde han da, og det gjorde han stadigvæk. For dette her, det var Luna Parkens anden afdeling. Radiobilerne kommer til de større byer og vi til de mindre byer. Der så jeg første gang kraftprøven ”Kananen”. Man skulle ramme månen, så knaldede en hundeprop. Der var trængsel omkring den.

I 1940 tror jeg bestemt det var, var jeg på besøg hos min bedstemor på Helnæs. Og så var det et fast rituel, at vi skulle gennem skoven og ned til stranden. Der var en Cafe dernede og der ligger en bekendt gynge og et rundt telt. Da vi så kom helt derhen, så jeg, at det var Nielsen. Han stod inde i midten af telte med et farvespil og med en lille abe på skulderen og den ene hånd var pakket totalt ind i gazebind. Om det var aben der havde bidt ham, husker jeg ikke.

Men den lille for op og ned, henholdsvis på hans skulder og op i stængerne, der holdt den skærm, der var over spillet, for ikke at lyset kunne skinne op. Der skulle jo være mørklagt. Den for ned og snuppede nogle 10 øre som den så stoppede i munden. Nå, de så var godt betyggede blev de udskiftet med andre. Hele vejen rundt i teltet var der anbragt helt nye 5 øres vægautomater fra Århus automatfabrik og så et par bajadser. Gyngen og teltet. Hele tivoliet Luna Parken.

Jeg har ikke fået det bekræfter. Men jeg har tænkt på, at det var mærkeligt Nielsen ikke var hos radiobilerne. Men så var det jo, at det måske skyldes at, besættelsen kom jo lige før sæsonstart. Der var ingen benzin. Og bilerne skulle have monteret gengas. Og der var meget forvirring om at rejse det første år. Louis solgte sine heste og lagde cirkus op. Købte et lakeringsværksted, men da hans brødre fandt ud af at rejse, så købte han sine heste tilbage og rejste så igen. Det kan jo være, at radiobilerne ikke var ude den sæson.

I 1941 kom jeg en aften gennem Hårby og hørte musik. Det kom omme fra slagterens græsmark. Tivoli. Ja, det var jo Luna Parken. Radiobilerne, et barduntelt, en galge med en ring i stedet for trapezen og så et lille 2 masters cirkustelt. Ved farvespillet stod en ung mand i en art cowboytøj. Jeg kom til at snakke med ham, mens han kørte spillet. De boede overfor Københavnerkroen på Køgevej. De havde et lille tivoli og det hed Cirkus Thyland, men nu rejste de sammen med Nielsen. Og det var ham, der var artist ude i ringen. Men på grund af, at der ikke måtte være lys ude, så arbejdere han lige før det blev mørkt.

Om vinteren havde han arbejdet for tyskerne og tjente styrtende med penge osv. Pludselig lød der et par skud. Vi for ud af teltet og så en anden cowboy stå oppe på en lille fladvogn ovre ved cirkusteltet. Det var så signalet til, at der skulle være forestilling.

En ung tryllekunstner der hed Louis Vilero tryllede for os og så kom far og søn fra den gl. Sanderfamilie, der havde Cirkus Thyland. De hed begge Alexander Sander, men sønnen nøjedes med at blive kaldt Alex. De var begge eminente med "Djævlespil", og derefter med kunstskydning. De skød lys ud liggende på ryggen. Sigtede mellem benene, gennem et lampeglas, og en lånt fingerring.

I 1942 traf jeg i Glamsbjerg atter Luna Parken. Her var en ny forevisning, et barduntelt og hvem arbejdede der, det gjorde troldmanden Louise Vilero. Han opfordrede til, at deltage med et og andet til amatøraften torsdag eller fredag. Da vi kom hjem, en anden gut som jeg arbejdede sammen med, snakkede vi om den der konkurrence. Han havde en sjov monolog i en bog. Og jeg havde en farveskiftende blyant, et forklædetrick og 4 estrick.

Så aftenen efter, var vi ovre ved Vilero om vi kunne komme med. Jo, jo alle tiders.

Men ak og ve for nærmere vi kom tidspunktet, jo mere nervøs blev vi. Der var fuldt hus, jeg rystede så jeg knapt kunne holde tingene og Vilero han stod og sagde: bare rolig - bare rolig. Det kunne han jo sagtens sige. Han havde jo prøvet det før. For mig var det første gang for ukendte mennesker. Så jeg var glad, da jeg stod på jorden igen. Og min makker, han talte så lavt, at kun dem på første række kunne høre det. Heldigvis kom der et barn og sang ubesværet og vandt de 5 kr.

I 1943 så jeg ikke Luna Parken. Jeg befandt mig da i gl. Tommerup. Og husker at Aalborg tivoli park lå i Skalbjerg. I parkteateret optrådte ”Den Kinesiske Troldmand Lai Fun” Ham måtte jeg ned at se. Vi havde udgangsforbud den uge, vi skulle være inden døre kl. 21. Blev vi set af tyskerne efter 21, var det i spjældet. Tivoliet havde åbent fra kl. 19 til 20.30. Men jeg cyklede til Skalbjerg, fik set Andrew sømand på slap line og så ind til Lai Fun.

Og så hjemad vel vidende, at jeg ikke kunne nå det inden 21. Så fra skoven ved Tommerup St. da lyttede jeg efter motorkøretøj og ind i skoven med cykel og gemme mig, indtil jeg havde set bilen var kørt. Det var heldigvis kun lægen eller dyrlægen. Og da jeg kom til Knarreborg, tog jeg cyklen på nakken og gik gennem markerne bag om byen og kom godt hjem. Men dagen efter fik jeg at vide at der havde været tyskere gennem byen ved 21 tiden men de må evt. være kørt efter Frøbjerg eller mod Brylle.

Vinteren 1943-44 var jeg møllersvend på Borreby mølle, hvor der også var landbrug og bageri. Så vi var mange personer ansat der, også en bagerikarl, hvis far var tobakshandler i Allested. Pudsigt nok, da vi var med Arne i Gudbjerg så skulle vi helt til Hesselager efter morgenbrød. Og da jeg står i forretningen kommer bageren ind med et par bakker brød. Da var det ”spritter” som han blev kaldt der var i den forretning. Så vi fik lige opfrisket et par gl. minder, og han var i tivoli om aftenen.

Men spritter stoppede lige efter nytår og hans afløser var fra Ebberup. Hvis han så ikke var færdig med at gøre rent, før vi skulle spise til aften, sad jeg i varmen i bageriet og snakkede, imedens han blev færdig. Jeg kendte jo ”onkels tivoli” fra Ebberup. Så jeg spurgte om et og andet. De boede faktisk bag ved onkels hus. Der var et lille vænge med 3 huse. Hans far nogle gange hjulpet ”onkel” hvis han ikke havde noget arbejde. Jeg snakkede cirkus og tivoli med ham, og spurgte så, om han aldrig havde tænkt på at rejse med tivoli. Nej det havde aldrig strejfet hans tankegang. Ja det vil jeg til sommer enten cirkus eller tivoli som tryllekunstner. Nå ja men det kunne da godt være, at det var interessant. Men hvordan finder vi så nogen, at rejse med? Vi skriver blot til Luna Parken, Vinkelvej, Ringe.

Så næste aften meddelte han, at han kunne godt tænke sig at prøve. Så jeg skriver et brev til Nielsen. Fik svar tilbage, at vi var velkommen til en samtale. Da han havde fri om mandagen passede det fint, så jeg måtte have fri om eftermiddagen. Og så tog vi til Ringe. Det med trylleriet lå det desværre meget tungt med, fordi Nielsen havde ingen telt.

Da man rejste hjem om efteråret fra Langeland, var det på jernbane og da man dengang fyrede med tørv, var der en som fløj ned gennem skorstenen og den falder ned på sejlet, der lå på en åben vogn. Da man opdager det brænder, stoppede toget, men ude på åben mark, var der jo ikke noget vand, så man forsøgte at bekæmpe ilden med svabere. Men teltene stod ikke til at redde. Jeg mener det var lige før Humle eller Rudkøbing.

Karruseller og banesejl blev reddet. Og det var umuligt at købe noget andet under krigen. Men Erling han kunne godt få job som karruselmand. Så det tog han. Jeg fik købt nogle rekvisitter af Nielsen, som han havde brugt engang han ville være sin egen troldmand. Men det skete så tit midt i forestillingen, at der kom en og sagde at strømmen er gået der og der. Så måtte jeg undskylde, at jeg lige skulle ordne det der. Og det duede jo ikke i det lange løb, så det holdt jeg op med, for det tog jo til tider lidt lang tid at finde en fejl, og det kunne jeg jo ikke lade publikum vente efter.

Jeg fik så et job som ”Cirkus Bruun” på Sjælland”. Så vi kom begge ud at rejse.

Søndagen før Luna Parken startede, var jeg lige nede for at sige farvel til Erling. Det har antagelig været palmesøndag, da var han ved at montere karruselbroen. Det var blæsende koldt og snusregn. Han var forkølet og snottet. Kommer fra et varmt bageri og ud i fri luft. Tøj af betydning var der ikke. Jo, det var en omvæltning, han ikke havde regnet med. Men han blev glad for at rejse.

Mens jeg sidder på Industikartellet tror jeg nok, det hed i Ringe. Ved vinduet ud til gaden og spiser biksemad inden jeg tog hjem, så hører jeg en frygtelig larm udenfor. En lastbil for fulde omdrejninger, lød det som, men der var også andet. Pludselig blev det helt mørkt næsten og jeg ser en lastbil med noget mærkeligt grej på og bagefter den en stor grøn vogn på højt trævognhjul gyngede og vippende til siderne. Larmen skyldes, at der var jo brosten på gaden. Ja så skulle jeg jo op på markedspladsen en gang til, for det kunne jo være, noget der skulle derop. Og ganske rigtigt. Der holdt den højeste vogn, jeg nogen sinde havde set. Og der traf jeg så Svend og Elmer for første gang, for det var dem der skulle have teltforretningen der.

Svend har senere fortalt mig om den tur, for de opholdt sig i vognen fra Odense til Ringe. Den var jo, kun bundet fast til bilen med en jernkæde. Fjenderne var alt for bløde, så da de begyndte at køre, så slingrede den. Og vi løb fra side til side for at danne modværge. Vi troede hele tiden at den væltede og vi kunne ikke komme i kontakt med føreren af bilen. Det var det værste jeg har prøvet, sagde Svend. Men de fik hurtigt nogle andre hjul på. Og jeg mener også, at de solgte vognen til en gammel dame. Den stod vist på markedspladen en tid og blev så flyttet ned i byen i en kolonihave. Jeg mener, at vi var nede at se den engang.

I 1946 var jeg hjemme ved mine forældre i Voldtofte. I avisen stod at Luna Parken lå ved Tylle Kro. Så jeg skulle derover for at se, om Erling var der. Det var han. Nu passede han forretning for Elmer. Der var et luftnr. Jeg har glemt, hvad det hed. Men han var nevø til Bruno Brunn, som jeg rejste med i 1944. Han kaldte sig senere ”Tarzan” og hans speciel trick var, at han gik i ringe med fødderne og hoveder nedad fødderne og hovedet nedad.

Nå, det var næstsidste aften og så skulle de til Jordløse, men manglede en mand. Carl var karruselmand og så var der en, der blev kaldt skomageren. Han havde sin kone og vist også et lille barn med. Så jeg tog jobbet med at brække ned og flytte. Elna, hun mente, at der lå et karruselsejl hjemme, så vi kunne hurtigt rigge en forretning til. Men du mangler jo en pige til at lave mad til dig. Men det kan vi vel også finde. Hun kunne ordne det hele i en håndevending.

Men jeg havde et job. jeg skulle afvikle først. Men forinden kom Benneweis til Fyn og så var sagen afgjort. Det blev cirkus, selv om det ikke var trylleri.

I 1948 skulle vi have været til Cirkus Empress i Norge. Men i sidste øjeblik, gik det i vasken. Så en dag ser jeg i avisen, at Luna Parken ligger i Munkebo. Jeg tog derned. De lå lige over for kroen. Og hvad var der, en 1 masters rund forevisning og hvem arbejdede der, en vis Louis Vilero. Det var koldt ad pommern til. Og da forestillingen skulle begynde, kom Vilero løbende over fra kroen. Han gnubbede hænder for at holde dem varme, for at kunne arbejde. Og så snart han havde sagt tak for besøget, strøg han over i varmen igen indtil aftenforestillingen.

Nogle uger efter var vi i Allerup en aften. Da var det blevet varmere og da var han begyndte at sælge isvafler. Han fortalte, at han havde viktualieforretning i København, som han havde nogen til at passe.

Jeg laver nogle gode vafler, når der er voksne ældre, så får de 3 hele kugler, og så siger de ”Nej sikken nogen store vafler” og er glade. Børn og unge, de får også 3 kugler, men det er kun skaller og så kommer de hurtigt igen og skal have en ny.

Da var der en lille manege på pladsen til heste jumpe kørsel. Senere kom der et luftnr. på pladsen. 2 piger, Ruth Hanni og partner. Vilero blev kæreste med partneren, mener jeg det var.

I 1949 så jeg at han arbejdede på Bakken sammen med hende i en af varieteerne derinde. Siden har jeg ikke set ham eller hans navn.

I 1947 tror jeg det var, Eddie Palo der var på plænen en meget dygtig luftartist. Desværre faldt han ned i 1956 og var dræbt. Han havde indøvet et dødsspring. Men man mener, at han fik et ildebefindende lige inden han skulle springe.

I varieteen var ”Den Tavse troldmand Spanneli”. Han og hans kone havde den mindste campingvogn, jeg har set. Jeg hilste på dem i 1944, da lå vi med cirkus i Hundested og de var med Vinters Tivoli fra Slagelse. Vi lå på hver sin mark med ryg mod hinanden, men ud til hver sin vej. Hans kone var også spåkone. Det jeg fortæller her, er fortalt til mig af Svend og Lilly. Der skulle bestilles tid til en stjerne. Og så kom Spanelli ud til Svend og sagde, der er blevet bestilt tid af fru Karen Jensen og senere af fru Karla Jansen.

Der var jo mange, der skulle have vekslet penge til automaterne. Så siger Svend til en, hvad kender du en dame eller kone der hedder Karen Jensen? Jo da, hende kender jeg godt! Nå og så frittede han så lidt ud om damen og så fik Spanelli oplysningerne og gik ind til konen med, som så straks kunne sige noget om klienten. Stor succes.

Vi kom til at rejse med ”Det fynske Tivoli” i 1948. Vi kom til i Fangel og efter rundskuet tog vi til Jylland resten af sæsonen.

I 1949 fik vi en aftale om en sæson med Luna Parken. Med trylleforestilling i Tivolivarieteen og fakirnr. på friluftsscenen. Det blev en hyggelig sæson.

”Fynboens” Gerda og hendes mand Ib var med. Ib var karruselmand og Gerda passede tombola og is. De holdt på markedspladsen og gik og handele, men nu tog de en sommer her.

Da vi lå i Ebberup, udspandt der sig følgende morsomme episode: Ib, der som ekstra indtjening havde bilhjulsfabrikation i maskinvognen. Og når han skulle have en pause, havde han for vane at snuppe et cowboy eller andet romanblad og så gå ind på toilettet og sidde og læse. Det var han så den nævnte dag. Elna og Gerda vaskede tøj og da det skulle hænges op, så havde de trukket en tøjsnor fra toilettet og over til et telt. De behængte snoren med det våde tøj og gik i gang med det at lave middagsmad.

Vi befandt os i varieteen og pludselig hører jeg nogen råbe hjælp – hjælp. Jeg tænkte først, at det var nogle børn, der legede, men så kom det igen, og så gik jeg ud og opdagede, at det kom inde fra toilettet. Det var Ib.

Jeg spurgte, om han var blevet syg. Nej, men jeg ved ikke, hvad der er i vejen for hver gang jeg rejser mig op, så vipper toilettet forover. Og så må jeg sætte mig igen. Prøv og lad mig se, sagde jeg og så lettede han sig og ganske rigtigt, det vipppede. Det var jo allertiders.

Så jeg bad ham vente lidt. Og så ind og hente alle, der var hjemme. Kom så skal i se Ib. Og hele styrken kom. Alfred sagde, du hænger jo fast i brættet mand, så undersøgte han det. Nej det er noget andet. Nå men nu holder vi fast i det, så prøv og rejs dig. Det vipper ikke. Nej du har drukket. Prøv og sæt dig igen, og så rejs dig. Nu vipper det igen. Der var jo en latter uden ende. Og staklen kunne jo ikke forstå, hvorfor vi hentede så et par bardunstænger og støttede tøjsnoren med, så han kunne komme ud.

Han var en fast og tung person, og havde han ikke siddet der, så var det jo bare væltet, da der var kommet tilstrækkeligt med tøj på snoren. Nielsen og Svend og en gut der hed Kaj var i Gelsted og reklamere. Og da de fik historien, da de kom hjem, fik de jo også et grin over det hændte. Men Kaj han sagde ”Hvorfor faen lod i ham ikke sidde, til jeg kom hjem, så jeg også kunne se ham.

Fra Assens marked skulle vi til Sct. Knuds Marked i Odense med Tommerup som springbræt. Der var godt med mennesker på pladsen, men de ville ikke rigtig lave noget.

En aften skulle Nielsen til et møde, så Elna var i maskinvognen. Da det så blev tiden vi skulle på scenen, så lød det fra højtaleren ”

Ja, nu kommer der nogen ud på friluftsscenen. Jeg kan ikke sige de tovlige navne”. Men så ka’ i få lov og glo gratis!

I varieteen fik vi på et tidspunkt, jeg tror der var i Assens, så det har været omkring Sct. Hans, et ekstra nr. på programmet. En meget ung trapezkunstnerinde, der hed miss Elinor. Det var Elna, der kom en dag og spurgte, om vi ville have hende på programmet. Hun bliver ved at plage for at få is. Og så tænkte jeg, at hvis hun nu hang lidt i trapezen her inde ved jeg, så har hun da gjort noget for at få den.

For hun skal ikke ha’ både til højre og venstre, uden at gøre noget. Sådan blev det. Og når den unge dame havde knikset for publikum, så var det ned ad trappen over til Gerda efter gagen. En chokoladeis og så var det vist i seng.

Vi sluttede sæsonen på markedspladsen, hvor vi også begyndte den. Der var ikke så meget at være der efter. Men nu var det, at de 2 arkitekter krakkede og ikke kunne bygge det nye hus. Så det blev en aftale med en murer til hjælp, at man selv skulle støbe grunden. Så gutterne de var murerarbejdsmænd om dagen, og lidt kom der jo ind om aftenen.

Ib og Gerda var kørt ind på deres plads lige til højre ved indkørslen til pladsen, men passede forretninger om aftenen. En aften efter lukketid, havde de haft det hyggeligt. Som sagt, pengene var små og nu var det altså med at få handelskurven frem om dagen. Men de kom i spektakel om, hvem af dem, der skulle ud med den. Og det udviklede sig til en større batalje. Da jeg næste morgen havde været ved bageren, så lå der en stak skåret porcelæn uden for trappen. Sådan lige fejet ud.

Og da jeg senere var ovre og snakke med Peder Larsen, der holdt bagved Ibs vogn, så siger han, har du set hvor smukt Ib ligger og sover? Nej det har jeg ikke. Nå men så se vinduet der i gavlen, da var gardinet ikke trukket for og der lå Ib med alle potteplanterne omkring sig. Gerda havde sagt det med blomster.

Da Svend kom hen på eftermiddagen, da stod Gerda og rodede i skårene for at se, om der var noget der kunne bruges. Og det fik så Svend til at bemærke følgende: Nå – her er der vist brug for en kunstklinker. Gerda skævede og smilte.

Elna kom og spurgte, om vi havde set og hørt hvordan Ib og Gerda har skavet sig i nat. Det eneste hele, de har derovre er en samfundshjælper. De kunne ikke blive enige om, hvem der skulle gå ud og handle. Nu kan de gå begge to, for nu skal de tjene til nyt porcelæn. Og nu er Ib lige stået op og så siger Gerda til ham: Skal jeg bage en lille julekage til dig Ib? Og det gjorde hun så og idyllen var oprettet igen.

Og så sluttede sæsonen en søndag i midten af okt.

Og her slutter jeg også. For vi er nået så langt, at i selv har oplevet resten.

Maj 1997 Venlig hilsen Martin

PS.:

Ja så var der et par episoder jeg glemte .

Da vi lå i Højrup var karlen på gården blevet lun på den der fakirpige og det gav sig udslag i, at han hver aften kom med en stor buket blomster og stak op til Eva, når vi var færdige. Det var ikke bare sådan 4 –5 stk. men et ordentligt bundt, så efterhånden var der blomster i alle vogne og telte.

Jeg husker, at bonden en dag sagde til Nielsen, at nu var det snart tiden ,at vi flyttede, for de havde næsten ikke ingen blomster tilbage i haven.

Derfra flyttede vi til Sallinge og den første aften, vi var der, stod gutten neden for scenen igen. Nu stod scenen næsten klemt ind mellem varieteen og radiobanen, så gutten, han havde jo også blomster med igen, det var de der store ”bonderoser”, så de har måske været lidt tunge at holde, så han havde lagt dem på fjederkassen. Og det så Alfred på banen, så han sagde til Nielsen, Giv mig lige en bidetang, og så klippede han alle hovederne af stilken. Og forsvandt hen ved siden af maskinvognen, som Nielsen var kommet ud af, for at se Seancen.

Da vi havde blæst vores vulkaner ud, snupper han hurtigt blomsterne og holder dem op mod Eva, som rækker ud efter dem. Da opdager han, at der ikke var blomster på. Men de havde kun stilkene. Kors, hvor blev han gal, da han så de lå nede på banen. Folk som opfattede sammenhængen , de morede sig jo. Og han kørte omgående hjem. Men han kom igen aftenen efter, men beholdt blomsterne i hånden og skulede olmt efter Alfred.

Vi havde jo også en gl. spritter der hed Stanley. Ham traf vi flere gange i løbet at sæsonen. Da vi lå i Vester Åby kom han ind på pladsen søndag eftermiddag, lige da vi skulle på friluftsscenen. Han stod lige nedenfor og fulgte nøje med i hvad der foregik. Men da vi tog vores petroleumsflasker og begyndte at drikke siger han. Det kan jeg sgu også gøre. Snuppede sin spritflaske og sagde ”Skål”. Og så drak vi alle 3. Da vi holdt op, holdt han også op. Men så tog vi en fakkel at lavde vulkanerne. Lidt efter så rystede han på hovedet. Det var satans! Det kan jeg ikke gøre.

Jeg tror det var i Pederstrup, at han også var pladsen. Jeg havde hilst på ham, og var gået ind for at gøre klar til forestillingen, så jeg så det ikke. Men Svend fortalte det. Han opdagede pludselig at der ingen børn var på pladsen og der havde været mange. Men så hørte han, at der var morskab ude bag teltet, så han gik ud for at se, hvad der var. Og der var Stanley i gang med at slå kolbøtter. Ungerne havde opdaget, at hans buksebag var revnet. Så de gav han 5 øre for at slå en kolbøtte, så kom hans bare røv til syne. Han morede sig også herligt og tjente til et par flasker sprit. Det er ikke sikkert, at han var klar over, hvorfor det var så sjovt at se.

SLUT

Tilbage til forsiden