CIRKUS - nok se, men ikke høre ?

 Af Søren Kastoft Nielsen

Afhandling er en let redigeret version af en afhandling, som i august 2003 blev afleveret i forbindelse med afslutning af jurastudiet ved Århus Universitet. Afhandlingen bygger på forholdene i august  2003.

Afhandlingen kan sagtens læses, uden at du også læser noterne, som i det væsentlige er kildehenvisninger. Noterne er gengivet efter selve teksten. Notenumrene er anført i parentes. 

1. INDLEDNING.

"Hiv vasketøjet ind; cirkus er i byen." (1)

Dette gamle mundheld udtrykker både en fordom overfor og mistillid til en hel branche, nemlig cirkusbranchen. Der er tale om et gammelt mundheld, og man må naturligvis spørge sig selv, om dette stadig kan anses for at være gældende ? Er der således mistillid til cirkus fra det offentliges side, og giver denne mistillid sig udslag i, at cirkus ikke bliver hørt i forbindelse med ny, relevant lovgivning ? I specialet vil dette blive behandlet ved at undersøge forskellige tiltag, der alle berører cirkus: I 1962 vedtog Folketinget en ændring af dyreværnsloven, der medførte et forbud imod rovdyr i danske cirkus (2). Fik branchen på dette tidspunkt mulighed for at ytre sig? Desuden vil også den seneste betænkning, der vedrører cirkus, blive behandlet. Denne betænkning er fra 1998, og er resultatet af et arbejde udført af Kulturministeriets Artistudvalg. Deltog cirkus i dette udvalgs arbejde, og har betænkningen ført til konkrete tiltag ? Endelig vil det også blive undersøgt, om brancheforeningen for de danske cirkus, Cirkusdirektørforeningen, spiller nogen rolle.

De ovennævnte problemstillinger vedrører spørgsmålene om årsager til

og virkninger af love. Derfor vil specialet også indeholde en behandling af teorierne om genetisk og operationel retssociologi (3) set i forhold til de ovennævnte, grundigt gennemgåede eksempler. Også teorien om system- og livsverdenen vil blive inddraget. Teorien er skabt af Jürgen Habermas, der mener, at system- og Iivsverdenen er to adskilte sektorer. Systemverdenen drejer sig bl.a. om arbejdslivet, mens Iivsverdenen vedrører f.eks. vedrører meningen med tilværelsen (4).

Livet i cirkus er kendetegnet ved, at man opholder sig på sin arbejdsplads døgnet rundt, og at arbejdet også er en livsstil. Spørgsmålet er derfor, om man kan anvende Habermas' teori på cirkusverdenen? Endelig vil også teorien om refleksiv ret blive inddraget (5). Passer  denne retsform således bedre til cirkus end den eksisterende?

"Ingen i ministerierne har forstand på, hvordan cirkus drives, så sad de jo ikke der." (6).

Ordene stammer fra direktør Eli Benneweis, Cirkus Benneweis, som udtalte dem i 1969.

Umiddelbart udtrykker disse ord en mistillid fra cirkusmiljøets side til offentlige myndigheder, men er det stadigt rigtigt at tale om en sådan mistillid, og hvad er i givet fald baggrunden ?

Spørgsmålet om mistillid er en gennemgående problemstilling i specialet, og man kan stille spørgsmålet: Nok se, men ikke høre cirkus?

2. HVAD ER CIRKUS I DANMARK?

I specialet menes der med betegnelsen cirkus i Danmark, de cirkus, der drives som professionelle forretninger. Udenfor falder således amatørcirkus, som f.eks. Cirkus Tværs i Århus, der udelukkende har børn som optrædende. Kendetegnende for de cirkus, som specialet handler om, er, at de oftest er drevet af familier, der har været beskæftiget i denne branche i generationer. Desuden er det kendetegnende, at der er artister ansat, som ikke tilhører familien. Det skal dog bemærkes, at der er stor forskel i både alder og størrelse på de involverede cirkus. Det er lige fra "Nordens største Cirkus" til

"Danmarks mindste Cirkus", og lige fra det 116 år gamle til det knap 10 år gamle cirkus.

 

3. ÆNDRINGEN AF DYREVÆRNSLOVEN I 1962.

 

3.1 Baggrunden for lovændringen.

Den 12. juni 1962 vedtog Folketinget en ændring af lov om værn af dyr, dyreværnsloven (7). Denne ændring betød en begrænsning i adgangen til at præsentere eksotiske dyr i danske cirkus. I Norge indførtes allerede i 1951 et forbud imod at foranstalte forevisning af vilde dyr, der holdtes i fangenskab. I Sverige havde man i 1959 indført et lignende forbud imod, at bestemte dyre-arter førtes fra sted til sted for at blive forevist offentligt. I Norge var der - en sjældent benyttet - adgang til dispensation (8).

I Danmark fik tilhængerne af et rovdyrforbud kraftigt vind i sejlene i 1961. Den 6. maj dette år fejrede familien Schumann premiere i Cirkusbygningen i København. Disse premierer var altid meget besøgte af pressen. Journalisterne oplevede derfor på nærmeste hold, at et rovdyr væltede en stander med ild i under det såkaldte ildspring. Dagen efter skrev Ekstra-Bladet, at der var udbrudt uro blandt publikum, og ildspringet blev herefter forbudt af politiet. Hændelsen ville måske være gået i glemmebogen, hvis ikke et lignende uheld kort efter var sket under en TV-transmission fra Cirkus Moreno (9). Dyrenes Beskyttelse rettede nu henvendelse til Justitsministeren med et ønske om forbud imod vilde dyr i danske cirkus og omrejsende menagerier. Foreningen argumenterede med, at dressur, fremvisning og transport er uforeneligt med vilde dyrs natur. Desuden hævdede man, at dressur ikke kunne finde sted uden psykisk og fysisk lidelse for dyrene (10).

 

Dyrenes Beskyttelse skulle få stor hjælp i argumentationen fra cirkus- eller rettere fra dressørerne - selv. Således pryglede en tysk dressør -i følge pressen- en bjørn i 45 minutter efter, at den var sluppet ud af sit bur. En dyrlæge konkluderede dog efterfølgende, at der ikke var tegn på mishandling. Helt galt gik det dog, da den italienske dressør Darix Togni d. 21. august 1961 i Ekstra-Bladet udtalte:

"Prygl er en forudsætning, hvis man overhovedet vil have rovdyr-dressur:"

Dagen inden Tognis udtalelse var en anden dressør blevet overfaldet af en løve. I offentligheden havde man nu det indtryk, at løven blot havde hævnet sig. Den overfaldne dressør blev senere på året anmeldt for dyremishandling. Grunden hertil var, at der i pressen havde været bragt billeder, der viste, at hans dyr næsten ikke kunne bevæge sig i deres bure. Den undersøgende dyrlæge konstaterede dog, at dyrene havde det godt, og at deres pladsforhold var i overensstemmelse med lovgivningen (11).

3.2 Folketingsbehandlingen.

"§ 6. Dyr må ikke dresseres eller bruges til fremvisning, cirkusforestillinger, films- optagelser eller lignende, såfremt dyret herved påføres skade eller alvorlig smerte.

Stk. 2. Vilde dyr må ikke anvendes ved forestillinger i cirkus, varieteer og lignende virksomheder. Fremvisning af dyr i omrejsende menagerier må ikke finde sted.

Stk. 3. Zoologiske haver, dyreparker og lignende må ikke oprettes uden politiets tilladelse. Justitsministeren kan give nærmere forskrifter om tilsyn med sådanne virksomheder og om dyrenes opholdsrum, bure m.v.

Stk. 4. Justitsministeren kan meddele undtagelse fra bestemmelserne i stk. 2." (8)

Justitsministeren fremsatte dette lovforslag i Folketinget d. 13. december 1961. Behandlingen i Folketinget  viste tydeligt, at der var tale om et følelsesmæssigt og aktuelt emne. Således sagde justitsminister Hans Hækkerup under 3. behandlingen :

"Jeg tror, der er en meget stærk stemning i befolkningen for at vedtage det foreliggende lovforslag og gennemføre forbudet " (12)

De stærke følelser i befolkningen var - for manges vedkommende - opstået på grund af påstande i pressen om dyremishandling; påstande, der efterfølgende var blevet afvist af de undersøgende dyrlæger. Et argument, der gik igen under debatten i Folketinget, var, at folk kun gik i cirkus i håbet om, at løven åd dressøren eller, at luftartisten faldt ned (13).

Dette var også et af områderne, hvor cirkus selv gav modstanderne et argument i hænde. Således reklamerede Cirkus Moreno med følgende ord:

 

"Klarer han den i aften ?”(14).

Cirkus Schumann bidrog - formentligt uønsket -  til modstandernes argumentation. Schumann havde således ikke haft rovdyr på programmet i par år (15). De af medlemmerne, der kæmpede på cirkusbranchens side, forsøgte ellers at argumentere med, at man ved at vedtage et forbud  ville fjerne muligheden for, at cirkus kunne overleve:

"Jeg finder det urimeligt. at en hel stand skal fratages levebrødet, fordi nogle enkelte uheldige individer har båret sig forkert ad overfor deres dyr.  Flertallet, som passer deres dyr på en mønsterværdig måde, bør efter min vurdering ikke rammes i deres næring." (16)

 

Det er i øvrigt værd at bemærke, at de dressører, der ikke havde behandlet deres dyr på "mønsterværdig måde", alle var udlændinge. Der var - er- ikke mange danske dressører, men i sæsonen 1961 optrådte den danske dressør Evald Carstensen i Cirkus Buster. Der havde på intet tidspunkt - hverken før eller efter 1961 - været grund til at kritisere Carstensens måde at behandle sine dyr på. Ligeledes havde der aldrig været grund til at kritisere den internationalt anerkendte Manfred Benneweis' dyrehold (17).   Det blev altså udenlandske dressører, der fjernede grundlaget for danske dressørers virke.

 

Man valgte under debatten i Folketinget og at tro på, hvad den italienske dressør Darix Togni sagde, frem for at lytte til hvad danske cirkuspersoner fortalte. Under debatten citerede Else-Merete Ross Tognis udtalelse, hvorefter hun sagde:

 

"Heroverfor står en udtalelse af en mand i en af de få danske cirkuser, som over for

mig har hævdet, at deres dyr ikke dresseres ved pisk, men ved belønning med kød- stykker." (18).

 

Det vil senere blive gennemgået, hvilke konsekvenser det havde, at man valgte at overhøre de danske cirkuspersoners udtalelser.

 

Den 12, juni 1962 vedtog Folketinget det fremsatte lovforslag om ændring af lov om værn af dyr (19). 87 stemte for, mens 52 stemte imod. 2 undlod at stemme (20).

3.3 Indholdet af den nye lov.

I tillægsbetænkningen, der blev afgivet d. 9. maj 1962, siges det om begrebet "vilde dyr" :

 

"Udvalget har drøftet, hvorledes udtrykket "vilde dyr" i den foreslåede affattelse af lovens § 6, stk. 2, skal forstås, og flertallet er med justitsministeren enig i den opfattelse, at udtrykket omfatter alle dyr, der ikke i almindelighed anvendes som husdyr her i landet." (21)

På grund af dispensationsadgangen i lovens § 6, stk. 4 (i dag § 17, stk. 4) har man også efter 1962 kunnet opleve dyr, der ikke kan betegnes som "husdyr her i landet". Der er tale om elefanter, søløver og aber m.v.  Gruppen af dyr, hvortil der gives dispensation er dog med årene til stadighed blevet indskrænket, således at man f.eks. ikke kan opleve aber i dansk cirkus (22).

3.4 Blev cirkus hørt ?

I 1962 ejede familien Benneweis en af verdens største bestande af dresserede rovdyr (23). Forretningsmæssigt var det dog ikke den store katastrofe, da loven ikke var til hinder for, at Cirkus Benneweis fortsat kunne eje og dressere dyrene, hvorefter man kunne udleje dem til udlandet. Justitsminister Hans Hækkerup havde imidlertid overvejet, at loven kunne ramme cirkus hårdt. Han sagde under 1. behandlingen:

"Men jeg ved godt, at flere af de omrejsende cirkus, og navnlig et så velrenommeret cirkus som Cirkus Benneweis, vil blive meget hårdt ramt ved gennemførelsen af  denne bestemmelse. Jeg foreslår derfor også i § 2 en overgangsbestemmelse for at mildne på det. Jeg har altså ikke været blind for, at vi her vil ramme et i øvrigt lovligt erhverv og vil kunne  ramme det i hvert tilfælde temmelig hårdt. Men har vi måttet tage med, hvis vi vil lægge afgørende vægt på, hvad jeg mener, er det rigtige: at gennemføre et forbud imod, at vilde dyr anvendes til fremvisning af dressur." (24)

 

Om justitsministeren havde overvejet dette inden et stormfuldt møde med direktør Eli Benneweis, melder historien ikke noget om. Direktør Benneweis havde opsøgt ministeren for at få at vide, hvad man nu skulle gøre med de forbudte dyr. Hans Hækkerup havde foreslået, at man solgte dem til udlandet, hvor han i øvrigt ikke mente, at de ville få det bedre !   Cirkus Benneweis besluttede  at  beholde  dyrene (25).

 

Det var ikke kun Cirkus Benneweis, der blev hørt. Det fremgår af udvalgets tillægsbetænkning, at Cirkusdirektørforeningen i Danmark var blevet hørt. Hvilken opfattelse foreningen havde, fremgår ikke af betænkningen, men man kan formentlig gå ud fra, at foreningen ikke var positive overfor lovforslaget (26).

I afsnittene om de retssociologiske teorier \fil det nærmere blive gennemgået, hvilke ikke-forretningsmæssige konsekvenser lovændringen havde.

3.5 Fremtiden.

Justitsministeriet har siden 2003 overvejet , hvorvidt der er flere dyr, der skal forbydes i danske cirkus (27). Hermed er Justitsministeriet på linje med den internationale udvikling, ligesom man var i 1962. I Sverige har man overvejet et forbud imod elefanter og søløver i cirkus (28). Forslaget er dog blevet stillet i bero. Baggrunden herfor er, at man i 2000 indførte nye regler, og man ønsker først at se , hvorledes disse fungerer, inden man træffer beslutning om nye tiltag (29). I Norge udtalte landbrugsministeren i 2002, at man ville indføre et forbud imod elefanter i cirkus. Dette førte til kraftige reaktioner fra den norske presse, der omtalte ministeren som "sirkusdødare". Direktøren for Norges største cirkus, Cirkus Merano, meddelte, at blev forslaget vedtaget,  ville han lukke sit cirkus. Forslaget er ikke blevet gennemført, men man har meddelt, at man ønsker en dialog med de norske cirkus (30).

I Frankrig har man indført en licensordning, hvorefter alle - både udlændinge og franskmænd - skal have en licens for at eje og fremføre cirkusdyr indenfor republikkens grænser (31). Med virkning fra d. 1. maj 2005 har man i  Østrig forbudt vilde dyr i cirkus (32). Der er altså ingen tvivl om i, hvilken retning udviklingen går. Tilsyneladende er der også en erkendelse heraf i dansk cirkus. Således gennemførte medlemmer af Cirkusdirektørforeningen i 2003 en undersøgelse af, hvilke dyr publikum ønsker at opleve i cirkus (33).

 

Direktør Diana Benneweis, Cirkus Benneweis, har udtalt:

"Til gengæld er jeg overbevist om, at cirkus vil bestå uden dyr. Det varer sikkert ikke længe, før visse dyrearter bliver forbudt i Europa, men først og fremmest i Skandinavien. Og det er helt i orden for mit vedkommende. Det var min fars opfattelse, at dyr var selve grundlaget for cirkus. Det mener jeg ikke; på det punkt har jeg skiftet mening med årene. Man har lov at blive klogere. Forbyd dem endelig, men lad os beholde hestene og hundene." (34)

4. ARTISTUDVALGETS BETÆNKNING FRA 1998.

 4.1 Tidligere betænkninger.

Ændringen af dyreværnsloven i 1962 var den mest indgribende regulering i cirkus-driften i adskillige årtier. Ændringen fremstår stadig som den største samlede regulering af forholdene for cirkus i Danmark. Der er dog gennem årene blevet udsendt flere betænkninger uden, at disse har ført til konkrete tiltag. I 1969 udsendte den daværende kulturminister, K. Helveg Petersen, en betænkning om kulturlivet. I denne betænkning var cirkus omtalt i et selvstændigt kapitel. Det blev i kapitlet fastslået, at Cirkus Benneweis og Cirkus Schumann begge var imod statsstøtte. Desuden blev der afgivet en form for programerklæring, idet betænkningen sluttede med følgende ord:

"En officiel anerkendelse af cirkuskunsten som kulturfaktor vil betyde både prestige og inspiration."

 

Bag ordene lå måske, at cirkus på dette tidspunkt var underlagt Justitsministeriet. Først i 1973 blev cirkus overført til Kulturministeriet. I 1976 oprettedes et cirkusråd. Dette bestod af teaterrådet plus et cirkuskyndigt medlem, der ikke var hentet fra cirkusmiljøet. Den første gang, hvor rådet kom på arbejde var i 1977. Baggrunden for, at rådet kom på arbejde, var, at der dette år rasede en "krig" mellem de danske cirkus. Schumann og Dannebrog blev begge genstartet dette år, mens Dania var ude på sin 2. sæson. Benneweis spillede både i teltet og i Cirkusbygningen i København. Desuden rejste også det lille Arli og det middelstore Arena rundt. I 1977 blev rådet bedt om at udfærdige en rapport om situationen for cirkus i Danmark. Dansk Artistforbund nægtede at deltage i arbejdet. Til gengæld blev der holdt et møde mellem Cirkusdirektørforeningen og rådet.

Rådet udsendte dog aldrig nogen rapport.

I 1977 gik Cirkus Dania konkurs, og i 1982 måtte også familien Schumann erkende, at det ikke gik længere. Efter Schumanns konkurs rejste der sig en debat om, hvorvidt cirkus skulle have statsstøtte. Som nævnt ovenfor havde både Benneweis og Schumann i 1969 meddelt, at man bestemt ikke ønskede statsstøtte. På et spørgsmål fra SF svarede den daværende kulturminister Mimi Stilling Jacobsen:

"Cirkusrådet er blevet bedt om at udarbejde en redegørelse for cirkusforholdene i Danmark, men har ikke været i stand til det, fordi rådet ikke har fået svar på de gen- nem cirkusdirektørforeningen stillede spørgsmål vedr. bl.a. regnskabs- og budget- forhold. " (35)

Så heller ikke på dette tidspunkt kom der noget ud af rådets arbejde. Cirkusrådet afgik ved også ved en stille død (36).

 

4.2 Betænkningen af 1998.

4.2.1 Baggrunden for Artistudvalgets nedsættelse.

I 1996 nedsatte den daværende kulturminister Jytte Hilden et udvalg, der bl.a. fik til opgave at se på vilkårene for det rejsende cirkus. Baggrunden for nedsættelsen af udvalget var den stigende interesse for artistfaget. En interesse, der bl.a. var opstået på grund af gæstespil af eksperimenterende, moderne cirkus fra udlandet (37). I dagbladet JydskeVestkysten d. 6. april 1997 siges det, at udvalget blev samlet, bl.a. fordi Dansk Artistforbund længe havde efterlyst en kortlægning af artisternes arbejdsforhold.

Baggrunden var altså tilsyneladende ikke de traditionelle, rejsende cirkus. I udvalgets kommissorium blev cirkus dog nævnt:

 

"Udvalget har til opgave at udarbejde en beskrivelse af artistområdet i Danmark, her- under vilkårene for artisternes og cirkus' virke. Analysen skal omfatte: -Vilkårene for det rejsende cirkus." (38)

4.2.2 Udvalgets sammensætning.

Udvalget kom altså til at bestå af en advokat (formanden), en cand. phil., 2 skuespillere / instruktører, en journalist og endelig af en artist (39). Brancheforeningen for de danske cirkus, Cirkusdirektørforeningen, var altså ikke repræsenteret i udvalget. Foreningens advokat anførte dog også på et senere tidspunkt, at direktørforeningen følte sig utilstrækkeligt repræsenteret (40). I et spørgsmål til Kulturministeriet er det fremført, hvorfor man valgte ikke at give direktørerne plads i Artistudvalget. Ministeriet har hertil svaret, at Cirkusdirektørforeningen offentligt havde tilkendegivet, at man ikke ønskede at deltage i udvalgets arbejde (41).  At man ikke ønskede at medvirke til udvalgets arbejde, er ikke det samme som, at man ikke ønskede at deltage i selve udvalget. Eller sagt med andre ord: Da man ikke havde fået plads i udvalget, ønskede man ikke at samarbejde.

Udvalgets sammensætning er et ømt punkt, som man ofte er vendt tilbage til fra cirkusbranchens side. I 1999 sagde Cirkus Arenas pressechef, Christian Warrer, således:

 

”Der   var  tre  medlemmer,  der  havde  lidt  med  cirkus  at  gøre.  Én  havde  skrevet en  opgave  om  cirkus    universitetet,  én  havde det  rigtige   efternavn,  og  Erik  Clausen  havde  engang  lavet  en  film  om  cirkus.”  (42)

 

Dagbladet  Politikken  bragte  den  10.  december  1998  en  artikel,  der  handlede  om  offentliggørelsen  af  betænkningen.  Ifølge  avisen  var  der  hovedrysten  fra  de  fremmødte  direktører,  og  disse  gav  igen  udtryk  for,  at  de  ikke  var  blevet  hørt.

4.2.3   Blev  cirkus  hørt  ?

I udvalgets kommissorium blev det udtrykkeligt fastslået:

"Udvalget skal give organisationer m.v. indenfor artistområdet, herunder eksisterende cirkus lejlighed til at afgive udtalelser til udvalget.” (43)

Artistudvalget havde et møde med repræsentanter for de fire såkaldte "større cirkus" (Arena, Arli, Benneweis og Dannebrog). Det ville have været mere rigtigt at sige, at man havde holdt møde med Cirkusdirektørforeningen i Danmark, da disse fire cirkus er de eneste medlemmer af denne forening, jf. nedenfor i afsnit 5. Efter mødet mellem udvalget og foreningen udsendte man dog et spørgeskema til alle cirkus uden at skele mellem størrelse eller medlemsskab af direktørforeningen (44).

 

Som nævnt ovenfor i afsnit 4.2.2 følte Cirkusdirektørforeningens medlemmer ikke, at de havde været tilstrækkeligt repræsenteret i udvalget. Dette gav derfor foreningens medlemmer mulighed for at formulere et par sider, som skulle optages i den endelige betænkning, men foreningens advokat, Michael L. Rasmussen, svarede, at medlemmerne ikke havde tid, da det var højsæson (45).  Så cirkus blev hørt. I hvert fald fik medlemmerne af direktørforeningen mulighed for at komme til orde, at man så valgte ikke at udnytte denne mulighed, er en anden sag.

4.2.4 Artistudvalgets forslag.

Allerede i 1960'erne havde cirkus givet udtryk for, at man ikke ønskede statsstøtte, jvf. ovenfor i afsnit 4.1. I 1997 sagde direktør Diana Benneweis, Cirkus Benneweis:

”Vi   er  et  frit  folk.  Derfor  bryder  vi  os  ikke  om,  at  andre  blander  sig  i  vores  arbejde.  For  alting  har  sin  pris : Hvis  staten   giver  os  penge,  vil  den  også  forlange  indflydelse    for  eksempel  vores  turnéplan.”  (46)

Christian Warrer, Cirkus Arenas pressechef, afviste i 1999 også tanken om statsstøtte:

"Nej, vi vil ikke have cirkusstøtte. Se på teaterbranchen, hvor teatrene lukker, og der sidder diverse råd og bestemmer. Et cirkus er ikke en kulturinstitution, det er et liberalt erhverv." (47)

På trods af den klare - og ofte gentagne - modstand fra de etablerede cirkus foreslog udvalget, at der skulle gives økonomisk støtte. Direktørerne havde ønsket en mere indirekte form for støtte. Således havde man foreslået, at cirkus skulle slippe billigere i vægtafgift, end de vognmænd, der kører langt mere på vejene. Ligeledes havde man ønsket momsafgifts-lettelser.

 

Udvalget afviste dog disse ideer, da man mente, at økonomisk støtte til cirkus skulle være kulturpolitisk motiveret. På et punkt var der dog - næsten - enighed mellem udvalget og direktørerne, da cirkus havde ønsket, at man afskaffede de faste brandvagter. Dette kunne udvalget ikke støtte, men man fandt, at kommunerne burde stille brandvagter gratis til rådighed (48).

4.2.5 Førte betænkningen til noget ?

Svaret er et klart nej. Heller ikke denne betænkning førte til konkrete tiltag. Kulturministeriet har begrundet dette på følgende måde :

"I prioriteringen blandt mange øvrige ønsker til nye ressourcekrævende initiativer på kulturområdet har såvel den forrige som den nuværende regering valgt at tilgodese andre behov end de forslag, der peges på i Artistudvalgets betænkning." (49)

Hvorfor går det altid sådan med betænkninger om cirkus ? Et muligt svar kunne være, at cirkus ikke selv er særligt interesseret i, at disse betænkninger bliver til noget, jf. ovenfor i afsnit 4.1 om de tidligere betænkninger og i afsnit 4.2.4 om modstanden imod statsstøtte. Desuden viser man heller ikke altid interesse for at deltage i forarbejderne, jf. ovenfor i afsnit 4.1 og i afsnit 4.2.3. Nedenfor i afsnit 7.2 vil det blive gennemgået, at cirkusbranchen også står svagt i forhold til lovgivingsprocessen. Direktør Claus Jespersen skal få det sidste ord:

”Cirkus  er  ikke  ”in”   hos  de  lærde.  Ikke  én  tør  slå  et  slag  for  det  ægte  cirkus.    trods  af  ministerielle  og  pressemæssige   tillidserklæringer  er  det  kun  en  gang  øregas,  som  ikke  flytter  en  splint  af  en  milepæl,    vi  kunne    fair  spilleregler,  der  ville  resultere  i  endnu  bedre  cirkus.”  (50)

 

 

5. CIRKUSDIREKTØR-FORENINGEN I DANMARK.

 

Cirkusdirektør-foreningen blev grundlagt i 1949.

 

"Foreningens Formaal er Varetagelse af ethvert Forhold af a1men Interesse for Foreningens Medlemmer, og Foreningens Bestyrelse optræder fremtidig som organisationsberettiget Forhandler." (51).

Om foreningen siden har ændret sin formålsbestemmelser eller sine vedtægter i øvrigt, har det desværre ikke været muligt at få afklaret. Foreningens advokat, Michael L. Rasmussen, har således ikke ønsket at besvare spørgsmålet (52).

5.1 Medlemmerne.

De nuværende medlemmer af foreningen er: Arena, Arli, Benneweis og Dannebrog (53).

Ifølge Jørgen Lorenzens bog "Rundt om cirkus" fra 1987 har Benneweis to pladser i foreningen (54). Dette skyldes, at familien Benneweis i 1955 købte Cirkus Belli (55).

I årene 1970-1990 spillede Benneweis også i Cirkusbygningen i København, hvilket medførte, at man havde 3 pladser i foreningen. Det betød, at Benneweis-familien havde flertallet, og således suverænt kunne bestemme, da der gennem flere år kun var to andre medlemmer, nemlig Arena og Arli (54). Jf. desuden nedenfor i afsnit 5.3.

Man kan undre sig over, at ikke alle danske cirkus er medlem af foreningen. Jo flere man er, desto stærkere er man jo. Udenfor foreningen slår således etablerede navne som Krone, Charlie, Mascot og Baldoni. For så   vidt  angår Krone er dette cirkus ældre end både Arena og Arli (56).

 

En  forklaring  på,  at disse. ikke er medlem, kunne umiddelbart være, at de er små, men det er Arli også. Forklaringen kunne være den, at medlemmerne af direktørforeningen

ikke betragter dem som rigtige cirkus, men som noget, der er på grænsen til gøgl. Krone startede således som markedspladsunderholdning (57). Imod   dette taler, at også Arena startede på denne måde (58). En mere rigtig forklaring er formentlig, at det i mange år var direktør Eli Benneweis, Cirkus Benneweis, der besluttede, hvem der skulle være medlem. Som nævnt havde Benneweis i mange år flertallet i foreningen.

 

Således blev direktør Claus Jespersens Cirkus Dania medlem af foreningen, mens Cirkus Max Schumann ikke blev det (59). Familien Schumann havde ellers været blandt initiativtagerne til foreningen (51). Claus Jespersen var imidlertid udgået fra Cirkus Benneweis, og han havde været direktør Eli Benneweis' svigersøn (60).

Spørgsmålet er naturligvis også, om Charlie, Krone og Mascot i det hele taget er interesseret i at blive medlemmer af foreningen ? Krones direktør, Irene Thierry, har svaret bekræftende på dette (61), ligesom Mascot også skulle have forsøgt at blive medlem (62).

5.2 Spiller Cirkusdirektør-foreningen nogen rolle ?

Cirkusbranchen i Danmark er en lille branche, hvor alle kender alle. Det er også en branche, hvor man ikke blot er nære kollegaer, men også nære konkurrenter. De samme mennesker, der bekriger hinanden, skal altså sidde ved det samme bord og blive enige om fælles retningslinjer. Er det muligt ?

 

De sidste 10 år har været kendetegnet ved en stor konkurrence mellem de store cirkus, og særligt mellem Arena og Benneweis. Således er det sket flere gange, at de to cirkus er kommet til den samme by indenfor ganske få dage (63). Værre er det nok for et evt. samarbejde, at man også beskylder hinanden for lidt af hvert. I 1998 sagde Cirkus Arenas pressechef, Christian Warrer, f.eks. følgende om direktør Diana Benneweis, Cirkus Benneweis:

”Til   gengæld  vil  jeg  vove  den  påstand,  at  Diana  opfører  sig  besynderligt  indimellem………..”(64)

Til gengæld havde direktør Diana Benneweis følgende kommentar om det lille Cirkus Arli:

”To   damer  har  lige  ringet  og  fortalt,  at  de  har  set  Cirkus  Arli  pille  42  af  vores  plakater  i  Stenløse  ned,  og  det  synes  jeg  er  noget  svineri.”   (65)

Arlis direktør, Søren ArIi, var heller ikke mundlam:

"Søren Arli går så langt som til at sige, at Diana Benneweis har sine egne moral- begreber, og at hun er alt andet end hellig." (66)

De ovenfor citerede udtalelser vedrører en situation i 1998, hvor Benneweis havde hængt plakater op i en mindre by, hvor Arli skulle spille, mens Benneweis skulle spille i den nærliggende og lidt større by (67). Som nævnt ovenfor i afsnit 5.1 er både Arli og Benneweis medlem af Cirkusdirektørforeningen. Man kan derfor undre  sig  over, at man ikke internt i foreningen er i stand til at klare sådan en sag. Der er ingen tvivl  om, at det skader hele branchens ry, at en sådan sag blæses op i pressen.

I 1997 var foreningens medlemmer samlet til møde hos foreningens advokat, Michael L. Rasmussen. Dette møde udviklede sig  ifølge  direktør  Diana  Benneweis,  Cirkus  Benneweis,  til  et  højlydt  skænderi  imellem  hende  og  Arenas  direktør, Benny   Berdino. Man var ellers samlet for at diskutere Artistudvalget, men mødet kom hurtigt til at handle om krigen mellem Arena og Benneweis. Således var der beskyldninger om plakattyverier og manglende betalinger til de ansatte (68).

Alt dette for at illustrere de problemer som direktørerne - til tider - må have ved at skulle arbejde sammen i foreningen. Direktør Haddy Enoch, Cirkus Dannebrog, har beskrevet situationen sådan:

"Im   Winter sind wir alle Freunde, aber im Sommer Konkurrenten." (69)

Har direktørerne så nogensinde været i stand til at samarbejde ? I 1962 havde direktør Louis Schmidt, Cirkus Louis, engageret det svenske Zoo Cirkus til at optræde i Danmark. Her kom Cirkusdirektør foreningen grus i maskineriet, og projektet måtte derfor aflyses (70). I hvert fald i 1950'erne havde foreningen også udarbejdet en standard kontrakt, jf. at foreningen ifølge formålsbestemmelsen var organisationsberettiget forhandler (71).

Som nævnt ovenfor i afsnit 4 blev direktørforening hørt i forbindelse med de forskellige ministerielle betænkninger.

 

Endelig kan nævnes, at foreningen pludselig er blevet ganske aktiv. I maj 2003 afholdtes således et møde mellem lederen af det tyske dressørforbund og direktørerne for Arena og Dannebrog (72). Disse to cirkus iværksatte sammen med et 3. medlem af foreningen, Arli, også en publikumsundersøgelse, som bl.a. skulle vise, hvilke dyr som publikum gerne vil se i danske cirkus (73). Et stort flertal af de, som svarede, ønskede fortsat at kunne se elefanter og søløver i danske cirkus.

 

Det kan altså konstateres, at Cirkusdirektørforeningen - på trods af interne kampe - er i stand til at gøre en indsats.

 

5.3 Benneweis-familiens position i foreningen.

Som ovenfor nævnt i afsnit 5.1 havde familien Benneweis frem til 1990 mindst to pladser i foreningen, da man i tidsrummet fra 1970-1990 også spillede i Cirkusbygningen i København. Alt tyder på, at Benneweis havde tre pladser i foreningen. Den tredje plads skyldtes ejerskabet af Cirkus Belli / Buster (74). I en årrække havde familien Benneweis dermed majoriteten i foreningen. Op gennem 1970'erne var der kun to andre medlemmer, nemlig Arena og Arli. Godt nok blev Dania også medlem sidst i 1970'erne, men der var et tæt bånd imellem direktørerne Eli Benneweis og Claus Jespersen.

 

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor mange pladser Benneweis i dag har i foreningen (75). Under alle omstændigheder har familien ikke længere det absolutte flertal da der i dag er 3 andre medlemmer, jf. ovenfor i afsnit 5.1. Familien Benneweis kan i dag også kun have 2 pladser (1 for Cirkus Benneweis, 1 for Cirkus Belli / Buster).

 

Som ovenfor i afsnit 5.1 var direktør Eli Benneweis den ledende personlighed i direktørforeningen, og han var i hvert fald også i 1987 direktørforeningens formand (76). En post han formentlig også har haft både før og efter 1987. Eli Benneweis var ikke blot direktørforeningens, men hele det danske cirkusmiljøs ubestridte leder. Direktør Benny Berdino, Cirkus Arena, har fortalt om et møde mellem Cirkusdirektørforeningen og Kulturministeriet:

 

" , og efter en dundertale på en halv time fra dansk cirkus' daværende førstemand, Eli Benneweis, forlod direktørerne det sidste møde " (77)

Også direktøren for Cirkus Arli, Søren Arli, har udtalt, at han havde meget stor respekt for Eli Benneweis (78). Også fra en direktør, hvis cirkus ikke er medlem af direktørforeningen, har Eli Benneweis fået karakteristikken som lederen af dansk cirkus. Direktør Irene Thierry, Cirkus Krone, har således udtalt, at Eli Benneweis var den samlende, ledende skikkelse (79). Der er da heller igen tvivl om, at "krigen" imellem de danske cirkus for alvor er blusset op efter, at Eli Benneweis døde i 1993. Så længe "kongen" levede var der roligt, og dette var uden tvivl en fordel, både for branchens ry og for branchens økonomi. Det betød desuden, at branchen udadtil optrådte i samlet flok.

 

Ulempen  var  naturligvis,  at  det  var  Eli  Benneweis,  der  bestemte.  Der  var med andre ord nogle, der ikke kom til orde. Det var Benneweis, der var cirkus i Danmark. Det var ham, der var Cirkusdirektørforeningen i Danmark.

 

Er der så i dag i en ny "konge" ? Svaret må være et nej (79). Man kunne  ellers have forestillet sig, at positionen var gået i arv til Eli Benneweis' datter, Diana Benneweis. Der er imidlertid ingen tvivl om, at Benneweis-familien har mistet indflydelse siden Eli Benneweis' død. Det er således værd at bemærke, at Benneweis ikke deltog i den i afsnit 5.2 nævnte publikumsundersøgelse. Ligeledes deltog direktør Diana Benneweis heller ikke i direktørernes møde med lederen af det tyske dressørforbund, jvf. ovenfor i afsnit 5.2.

Det kan selvfølgelig  også  skyldes,  at  Diana  Benneweis  ikke  har  ønsket  at  overtage  sin  fars  position.

 

Det skal dog bemærkes, at ingen ville have vovet at rette de beskyldninger imod Eli Benneweis, som Arena og Arli i 1998 rettede imod Diana Benneweis, jvf. ovenfor i afsnit 5.2.

 

5.4 Den internationale udvikling.

I Danmark skabte man altså allerede i 1949 en brancheorganisation for cirkus.

I Schweiz har man først i 2003 skabt en direktørforening (80). Tyskerne lavede i 1969 en forening, der fik navnet Interessengemeinschaft der führende Circusuntemehmen. Foreningen gik imidlertid i stykker i 1971, da man et optog et nyt medlem. Dette skyldtes, at et af de gamle medlemmer ikke mente, at det nye hørte til blandt de førende tyske cirkus (81). Her er netop et eksempel på, at disse foreninger, på grund af det tætte konkurrenceforhold er meget skrøbelige.

I 2002 dannede man en organisation på europæisk niveau, kaldet European Circus Association, ECA (82). Denne organisation har bl.a. holdt konferencer i forbindelse med Den Internationale Cirkusfestival i Monte Carlo. I den første konference deltog et tysk medlem af Europa-Parlamentet, og desuden var over 100 cirkusdirektører tilstede (83).

Cirkus Dannebrog er det eneste danske medlem og var oprindelig også det eneste skandinaviske medlem (81). Ultimo 2004 havde ECA tillige de 2 største norske cirkus, Arnardo og Merano, som medlemmer.

6. LUKKETHEDEN.

Som allerede nævnt i afsnit 4 om Artistudvalgets betænkning af 1998 ønskede cirkusdirektørerne ikke at medvirke til udvalgets arbejde. Også i forbindelse med tidligere betænkninger havde man ikke ønsket at medvirke.

I forbindelse med forarbejdet til dette speciale blev der rettet henvendelse til medlemmerne af Cirkusdirektørforeningen. På  trods af, at man i starten var meget positive, var det kun et enkelt cirkus, der besvarede de fremsendte spørgsmål.

I Sverige har man diskuteret et forbud imod elefanter og søløver i cirkus. De større svenske cirkus blev opfordret til at komme med evt. indsigelser, men ikke en eneste reagerede.

 

Hvad er grunden til, at cirkus ikke svarer på sådanne henvendelser? Nedenfor vil der blive gennemgået nogle mulige grunde til dette.

6.1 Mistro til offentlige myndigheder.

Det gamle mundheld om, at man bør hive vasketøjet ind, fordi cirkus er byen (84), illustrerer meget godt den mistillid, der tidligere var gældende overfor cirkus.

Mistilliden gav sig bl. a. udtryk i, at cirkus skulle medbringe en såkaldt konduitebog. I den pågældende bog skrev de lokale myndigheder, hvorvidt cirkus havde opført sig ordentligt (85).

 

I Benneweis-familens eje er stadig er det rejsepas, som grundlæggeren af cirkus, Gottfried Benneweis, fik udstedt af politimesteren i Vordingborg i 1887. Dette rejsepas medførte, at myndighederne ikke måtte lægge unødige hindringer i vejen for cirkus (86). Der var altså en offentlig kontrol med cirkus samtidig med, at myndighederne også skulle være cirkus behjælpelig, når dette havde et rejsepas.

 

I en bog om den svenske cirkus-familie Bronett siges det dog også: "Danmark har ansetts som et bättre cirkusland end Sverige, med bättre  publik och sympatisk instilling til cirkus från myndighetemas sida. ... .. . . " (87)

 

På den ene side var der ønsket om kontrol ( konduitebogen og rejsepasset), og på den anden side var altså en velvellighed (rejsepasset og Bronett-citatet). Hvordan passer mundheldet med vasketøjet så med virkeligheden ?

 

Sandheden er formentlig, at man ude i landet ikke havde den store tiltro til disse omrejsende grupper. Anders Enevig nævner i sin triologi "Cirkus i Danmark" et eksempel på, hvordan cirkus ofte blev behandlet af offentlige myndigheder. Oftest led cirkus-folkene i tavshed, men direktør Carl Hoffmann var en undtagelse: "Besynderligt nok har jeg allertider havt det Malheur i Randers, Gud maa vide hvorfor! at have paadraget mig Hr. Kammerherrens Unaade, "

Den omtalte kammerherre ville forhindre Hoffmann i at optræde i Randers. Hoffmann var dog ikke tabt bag en vogn: " , at nu engang havde fast besluttet at spille og at Hs. Høivelbaarenhed, hvis han syntes at dette var lovstridigt. jo havde Midler i hænde til yderligere at standse denne min Fremgangsmaade; "

Kammerherren valgte ikke at skride ind, vel nok fordi at Hoffmann havde retten på sin side (88).

På en tid, hvor de fleste blev boende der, hvor de blev født, virkede  det mistænkeligt, at nogle mennesker havde valgt den usikre tilværelse på landevejene. Der måtte næsten være noget skummelt ved disse mennesker, siden de havde valgt denne usikre livsform.

En anden ting var, at der oftest ikke grund til denne mistillid. Cirkusfolkene opførte sig pænt, for man ville gerne kunne komme tilbage til den samme by på et senere tidspunkt.

Det fortælles, at Gottfried Benneweis engang omkring år 1900 havde slået sit telt op på Amager. Forretningen gik strygende. Cirkus valgte dog hurtigt at forlade Amager, da altmeister Gottfried opdagede, at nogle havde stjålet en af hans elskede ænder. Blandt sådan noget tyvepak ønskede man ikke at opholde sig (89). Så det med at hive vasketøjet ind gjaldt også nogle gange for cirkus!

 

De ovenstående eksempler har alle drejet sig om de lokale myndigheders administration. Spørgsmålet er, om cirkus også i lovgivningsmæssig henseende har haft grund til at nære mistillid ?

I 1911 vedtoges en lov om forlystelsesskat. De danske cirkus måtte herefter betale 20 % af billetindtægten i forlystelsesskat. Den danske cirkusverdens daværende førstedame, direktør Dora Miehe Pfänner, udnyttede sine forbindelser og sørgede dermed for, at cirkus med ministeriel bevilling "kun" skulle betale 10 % i forlystelsesskat. Denne bevilling blev kun udstedt til 4 cirkus. I 1922 forhøjede man forlystelsesskatten til det dobbelte. Det betød, at f.eks. Cirkus Benneweis, der ikke havde bevilling, nu skulle betale 40 %.

Denne meget høje beskatning blev i 1950 nedsat til 20 %. Herefter var det ingen skattemæssig fordel at have en cirkusbevilling. Først d. 1. januar 1965 blev forlystelsesskatten afskaffet.

 

Cirkus havde grund til at nære mistillid på baggrund af denne lov. Justitsministeren, der kæmpede for cirkus efter direktør Dora Miehe Pfänners henvendelse, skrev nemlig som begrundelse for, at nogle cirkus skulle slippe billigere i forlystelsesskat, at disse cirkus ikke med økonomisk udbytte kunne fortsætte deres forretning, hvis de skulle betale skatten.

Man var altså ganske udmærket klar over, at de, der ikke fik bevilling , ville have svært ved at overleve (90).

 

Det er ikke særligt tillidsvækkende, at en minister er klar til at underskrive "dødsdommen" over flertallet af en branchens udøvende aktører. Det er heller særligt ikke tillidsvækkende, når ministeren er klar over, at det er det, han er ved at gøre.

 

Også situationen i forbindelse med rovdyrforbudet i 1962, jvf. ovenfor i afsnit 3, var med til at understrege, at cirkus - med rette - burde have mistillid overfor lovgivningsmagten. Som gennemgået ovenfor i afsnit 3 valgte man i Folketinget fuldstændigt at overhøre de danske cirkus. Direktørforeningens udtalelse til udvalget blev således ikke pålagt betydning. Man valgte i stedet blindt at tro på, hvad visse udenlandske dressører sagde, jvf. mere nedenfor i afsnittet om Habermas.

 

Når man vælger at overhøre, hvad en branche siger, på et område af stor betydning for denne branche, ja så rar man meget vanskeligt branchens tillid   fremover. Historisk er der grundlag nok for at nære mistillid til offentlige instanser. Er der også i dag grundlag for denne manglende tillid ?

 

I sin doktorafhandling, "Cirkusliv", fra 1981 beskriver den svenske etnograf Christer Cederberg, hvordan cirkus kontrolleres af brandvæsnet, politiet og I eller andre lokale myndigheder. En ny by betyder en ny kontrol. Cederberg skriver: " , att man ständigt måste vara beredd på den nitiske, i grunden fordomsfulle inspektoren, som efter eget godtycke -las lokala förskrifter - kan stoppa foreställingen." (91).

 

En anden svensker , journalisten Ulf Mörling, rejste i 1973 med det lille svenske Cirkus Scala. Mörling beskriver, hvorledes den lokale brandmester kom til cirkuspladsen i selskab med to politibetjente. Brandmesteren ville have betaling forud, og fik han ikke dette, ville han stoppe forestillingen. Dette kunne for så vidt være i orden, men brandmesteren stod og råbte dette ind i hovedet på cirkusdirektøren. Ifølge Mörling fuldstændigt umotiveret (92).

 

Er det ikke kun mindre svenske cirkus,  der  oplever  denne  form  for  behandling ?

I 1993 skete noget lignende for Cirkus Benneweis under dettes besøg i Ribe. Her krævede han den lokale brandvagt, at alle stole blev flyttet 2 cm., ellers måtte han kræve forestillingen aflyst. Da publikum om aftenen kom ind i teltet, fortalte han højlydt og med store armbevægelser, hvorledes "disse gøglere pludseligt havde fået travlt." (93)

Så også store anerkendte cirkus oplever denne form for chikane.

 

En anden form for chikane, der opleves i visse kommuner, er, at det ikke er tilladt at hænge plakater op. Til gengæld må politikerne gerne hænge valgplakater op (94). Noget, der af cirkus også opleves som chikane, er det bureaukratiske system. Som nævnt ovenfor i afsnit 3.5 meddelte direktøren for det norske Cirkus Merano, at han ville lukke sit cirkus, hvis der kom et elefantforbud i Norge. Direktøren henviste dog også til det stadig større bureaukrati. Merano-direktørens reaktion havde den effekt, at de norske myndigheder har meddelt, at man vil i dialog med de norske cirkus (95).

 

Også de danske cirkus støder på bureaukratiske problemer. Således nåede nogle russiske artister ikke frem til Cirkus Benneweis' 1996-premiere på grund af problemer med indrejsetilladelser (96).

 

Alt i alt er der mange eksempler - fra både fortid og nutid - der viser, hvorfor cirkus er skeptisk overfor offentlige instanser.

 

6.2 Lukketheden overfor "private".

 

I forbindelse med forarbejdet til dette speciale blev der rettet henvendelse til følgende cirkus: Arena, Arli, Benneweis, Dannebrog, Krone og Mascot, jvf. bilag A. De fire første cirkus er kendetegnet ved at være medlem af Cirkusdirektørforeningen, jvf. ovenfor  afsnit  5.

 

Tre af de adspurgte (Benneweis, Dannebrog og Krone) meldte tilbage, at man gerne ville besvare nogle spørgsmål. På trods af gentagne henvendelser var det kun Krone, der valgte at besvare de fremsendte spørgsmål.

 

Hvad var grunden til, at disse cirkus ikke ville deltage? Umiddelbart kunne  man tænke  sig, at det var fordi, at spørgsmålene kom, da sæsonen var i gang. Både direktør Haddy Enoch, Cirkus Dannebrog, og direktør Irene Thierry, Cirkus Krone, havde imidlertid meddelt, at det var ligegyldigt, hvornår spørgsmålene kom.

 

Den svenske etnograf Christer Cederberg skrev i 1981 en doktorafhandling om cirkus. Cederberg fik lov at følge 3 cirkus for at lave interviews med de ansatte. Først fulgte Cederberg med det svenske Cirkus Scala. Her arbejdede han som almindelig teltarbejder, og han havde ingen problemer med at komme i kontakt med de ansatte. Året efter tog han til Danmark for at rejse med Cirkus Max Schumann. Her skulle han ikke arbejde som feltarbejder, men man blot lave sine interviews. Nu oplevede han, at ingen ville tale med ham. Først, da han vovede sig op i trapezen, blev han accepteret (97).

 

Danskeren Jørgen Lorenzen oplevede noget tilsvarende. Han måtte således løbe rundt i et mølædt abe-kostume under en pause i Cirkus Dannebrog. Først herefter blev han accepteret (98).

 

Baggrunden for disse to eksempler er, at der i cirkus er skepsis overfor alt, der kommer udefra, jvf. også ovenfor i afsnit 6.1. Personer, der kommer udefra kaldes i cirkus-miljøet for "private" (99).

 

Spørgsmålet er: Skulle jeg også have løbet rundt i et mølædt kostume for at få svar på mine spørgsmål ? For taler de to ovennævnte eksempler. Imod taler, at de tre cirkus i første omgang var meget positive overfor mig. Imod taler desuden, at jeg - i modsætning til Cederberg - er en person, som nogle af de berørte personer kendte ganske udmærket.

 

Spørgsmålet er naturligvis også mere generelt, hvorfor der er denne lukkethed overfor "private" ?

 

Igen kan man søge svaret i historien. Som ovenfor i afsnit 6.1 nævnt mødtes cirkusfolkene - til tider - af mistillid fra de lokale embedsmænd. Disse rejsende var fremmed fugle overalt. Trygheden var de nødt til at finde internt i familien. En gruppe af mennesker, der har de samme livsvilkår, vil ofte finde sammen. Der udviklede sig med andre ord et fællesskab mellem de rejsende familier. Man vidste af bitter erfaring, at de omkringliggende samfund så skævt til gruppen, og derfor valgte man at udvise agtpågivenhed overfor udenforstående (100).

Mødes cirkus så også i dag af denne mistillid ?

Cirkus Arenas daværende junior-direktør, Benny Berdino, var på et tidspunkt ude for at hænge plakater op. Han henvendte sig derfor i et cafeteria og bad om lov til at hænge en plakat op i vinduet. "Ejeren rejste sig, han stemte to knytnæver i skænken. Han nikkede i retning af udgangen og slængte ordene af sig: Nejtak. Her reklamerer vi ikke for sigøjnere." (101)

Så man må sige, at cirkus stadig møder mistillid fra i hvert fald visse personers side.

Der er dog ingen  tvivl om, at man stadig af historiske årsager er meget skeptiske overfor udenforstående i cirkusmiljøet. Det er Christer Cederbergs mening, at man ikke så meget skal søge svaret på denne skepsis / mistillid overfor "private" i historien. Han mener i stedet, at cirkus-folks lukkethed skyldes, at de har meget lidt til fælles med "private" (102).

 

6.3 Kan cirkus se en fordel i ikke at svare?

 

I 2001 foreslog det svenske Jordbruksverk en ændring af den svenske dyreværnslov. Denne ændring ville betyde et forbud imod elefanter og søløver i svenske cirkus (103).

Jordbruksdepartementet bad herefter de større svenske cirkus om at komme med evt. indsigelser (104). Ikke en eneste reagerede (105).

 

Når dette har betydning i forbindelse med et speciale om cirkus i Danmark, er det fordi, at man må spørge sig selv, om ikke danske cirkus ville reagere på samme måde ?

 

Ovenfor i afsnit 6.1 er det beskrevet, hvorledes cirkus af historiske årsager nærer mistillid til offentlige myndigheder. Kendetegnende for flertallet af de svenske direktører er dog, at de ikke kommer fra gamle cirkusfamilier, men i stedet for har de en "privat" baggrund (106), og de burde derfor ikke være præget af de traditionelle opfattelser. Yderligere er den ene af direktørerne for Sveriges største cirkus, Cirkus Scott, Robert Bronett, uddannet jurist. Robert Bronett tilhører dog en meget gammel cirkusfamilie (107).

 

Man kunne meget vel forestille sig, at mennesker uden traditionel cirkusbaggrund og mennesker med juridisk uddannelse ville forstå betydningen af at reagere, men der var altså igen af dem, der valgte at komme med indsigelser.

 

En svensk cirkuspersonlighed har overfor mig givet udtryk for, at grunden til den manglende reaktion kunne være, at cirkus kan se en fordel i ikke at svare. Baggrunden herfor skulle være, at elefantnumre er meget dyre, og at det er svært at finde dygtige dressører. Det svenske Cirkus Scott har således ikke haft elefanter på programmet siden 1997 (108).

 

Endnu en grund kunne være, at de svenske dyreværnsforeninger er betydeligt mere aggressive end de danske. De svenske cirkus har således fået ødelagt plakater, og der har været demonstrationer udenfor cirkusteltene (109). Der er altså flere momenter, der taler for, at de svenske cirkus kunne have en vis interesse i et  forbud, der rammer alle.

 

En grund til, at cirkus ikke svarer, kunne være, at man ikke mener, at det nytter noget. Der er alligevel ingen, der  lytter til, hvad cirkus siger. Dette har naturligvis sammenhæng med den ovenfor i afsnit 6.1 nævnte  mistillid til offentlige myndigheder. Jf. desuden i afsnit 3 om den forgæves kamp imod rovdyrforbuddet, og i afsnit 4 om betænkningen af 1998. Kendetegnende for disse to situationer var, at man nok spurgte, men ikke lyttede.

 

Ville de danske cirkus reagere på samme vis?

 

Direktøren for Cirkus Benneweis, Diana Benneweis, har udtalt, at hun sagtens kan leve med et cirkus kun med heste og hunde (34). Heroverfor står, at de øvrige medlemmer af direktørforeningen i 2003 foretog en publikumsundersøgelse af hvilke dyr, som publikum ønsker at se i cirkus, jvf. ovenfor i afsnit 5.2. Resultatet af denne undersøgelse kunne tænkes at skulle bruges som argument imod et dansk elefantforbud.

 

En dansk cirkuspersonlighed har også udtalt, at elefanterne er så stor en attraktion, at cirkus vil gå meget langt for at beholde dem (110).

 

6.4 Afsluttende bemærkninger.

 

Alt i alt kan man konstatere, at cirkus har - en berettiget - historisk mistillid til offentlige myndigheder og til udenforstående privatpersoner. Denne mistillid underbygges til stadighed, både på lokalt embedsmandsniveau og på lovgivningsniveau.

 

7. CIRKUS OG DE FORSKELLIGE RETSSOCIOLOGISKE TEORIER.

 

I de foregående afsnit er det blevet undersøgt, om cirkus bliver hørt i forbindelse med vedtagelse af love og i forbindelse med overvejelser om lovgivning. Det er også blevet undersøgt, hvad baggrunden er for, at cirkus ofte ikke ønsker at deltage.

 

I dette afsnit skal de foregående undersøgelser bruges at illustrere, hvorvidt forskellige retssociologiske teorier passer på den danske cirkus- verdens måde at reagere på.

7.1 Habermas

Jürgen Habermas taler om system- og livsverdenen. Førstnævnte vedrører de tilfælde, hvor vi forsøger at skaffe os selv eller andre økonomiske fordele eller magt. Det vil sige, at systemverdenen bl.a. vedrører vores arbejdsliv. Livsverdenen drejer sig derimod om vores sociale liv. Det er indenfor denne sektor, at man finder de moralske spørgsmål og meningen med livet (111).  

For de fleste af nutidens mennesker er arbejdspladsen fysisk et andet sted end der, hvor vi   i øvrigt  lever vores liv. Det betyder ikke, at vi ikke definerer os udfra vores arbejde. Ofte er noget af det første, man spørger et andet menneske om, hvilket arbejde vedkommende har. I cirkus er arbejdspladsen ikke forskellig fra det sted, hvor man i øvrigt lever sit liv. Den svenske etnograf Christer Cederberg har beskrevet det sådan:

"I øvrigt anses cirkusyrket fylla alla krav på personlig tillfredsställelse, att hobbies inte behovs." (112)

Som det er beskrevet ovenfor i afsnit 6 er det kendetegnende for cirkus- folk, at de er meget lukkede overfor udenforstående. Man holder - bl.a. historiske grunde - sammen indenfor gruppen.  I det øvrige samfund holder vi sammen i forskellige grupper i forskellige sammenhænge. Når vi er på arbejde, er gruppen vores kollegaer. Når vi har fri, er gruppen familien, vennerne eller fodboldholdet. Vi holder ikke sammen med alle disse grupper på samme tid. Der er med andre ord en adskillelse mellem vores arbejdsliv og vort øvrige liv.

 

I cirkus holder man hele tiden sammen indenfor gruppen, i hvert fald overfor udenforstående. Der er heller ingen adskillelse imellem grupper, der tilhører arbejdslivet, og grupper, der tilhører fritiden.  Det er også kendetegnende, at vi - de udenforstående - præges fra mange forskellige sider. Det vil sige, at meningen med tilværelsen og livets moralske spørgsmål bliver et resultat af den prægning, som vi modtager fra de forskellige grupper, som vi har kontakt med. Som vi har impulser fra. I cirkus har man ingen interesse i det omkringliggende samfund (113), og prægningen foregår derfor indenfor gruppen.

Som et bevis på det kan nævnes, at man i cirkus stadigt vogter over de unge piger, som man gjorde i det omkringliggende samfund for generationer siden. Direktør Diana Benneweis har fortalt, hvordan nogle unge piger under firmafesterne i Cirkus Benneweis bliver låst inde i deres vogne (114).

 

Cederberg nævner også, at de fleste i cirkus gifter sig med personer, der også kommer fra cirkusmiljøet (115).

 

I cirkus er man altså på sin arbejdsplads døgnet rundt, og man modtager ingen - eller meget få - impulser fra det omkringliggende samfund. Kort sagt: Det giver altså ingen mening at tale om system- og livsverdenen indenfor cirkus.

 

Habermas mener, at statsmagten bør forsigtig med at gribe ind i livsverdenen. Hvis statsmagten alligevel gør dette, vil det kunne medføre ødelæggende og utilsigtede virkninger. Dette skyldes, at statsmagtens indblanding vil medføre ødelæggelsen af forhold i menneskers tilværelse, som giver dem mening med livet. Desuden gives folk en følelse af afmagt og fremmedgjorthed. Man kan altså ikke skele mellem system- og livsverdenen indenfor cirkus, men i det følgende vil det blive gennemgået, hvorledes statsmagtens indblanding i cirkusfolkenes tilværelse netop har haft den effekt, som Habermas taler om.

 

Da dyreværnsloven blev ændret i 1962, jvf. afsnit 3, ejede familien Benneweis en af verdens største bestande af dresserede rovdyr. Forbudet ramte derfor familien hårdt. Er vi her ikke netop indenfor systemverdenen ?

 

Umiddelbart ja, men for disse mennesker spillede dyrene  en større rolle end blot den økonomiske. Et gammelt siger jo: Intet cirkus uden dyr. Dyrene var med andre ord en del af eksistensgrundlaget for disse mennesker. Fjernede man dyrene, fjernede man meningen med tilværelsen.

 

Cirkuseksperten, redaktør Kurt Møller-Madsen har beskrevet Cirkus Benneweis omkring 1900 på følgende måde:

 

" som sammen med et fantastisk menageri af høns, gæs, duer og en 25-30 hunde gik frit omkring mellem vognene og teltene, "

"Dyrene betød alt for disse mennesker, og de havde langt flere af dem, end de havde brug for. Cirkusdirektør Loms Schmidt, der i sine unge dage arbejdede hos Ferdinand (Benneweis, SKN) fortæller, at man dårligt nok måtte sige du til hestene, som var hans et og alt." (116)

Betød dyrene virkeligt det samme for disse mennesker i 1962, som de havde gjort omkring år 1900?

Arkæolog Søren Nancke-Krogh arbejdede sidst i 1960'erne i Cirkus Benneweis som teltarbejder, og han beskrev Irene Benneweis sådan: "Når Bedste (Irene Benneweis, SKN) en sjælden gang kom på besøg, skulle alt være i orden, og hvis hun så nogen slå et dyr, så gav hun ham sådan en på kassen, at hovedet drejede en halv omgang." (117)

Direktør Eli Benneweis har også sagt, at han var rasende over forbudets vedtagelse, da ingen skulle fortælle ham, at man ikke var gode ved dyrene i Cirkus Benneweis (118).

Så dyrene betød også meget for disse mennesker i 1962, og de betragtede dem som selve eksistensgrundlaget for den specielle livsform, de havde valgt.

 

" Det var min fars opfattelse, at dyr var selve grundlaget for cirkus." (34) Ordene stammer fra direktør Diana Benneweis. Hendes far sagde også efter vedtagelsen af forbudet, at han var skeptisk overfor fremtiden for cirkus i Danmark (118).

 

Som nævnt i afsnit 3 blev direktørforeningen hørt i forbindelse med lovforslagets fremsættelse. Folketinget valgte dog i stedet for at tro på, hvad visse udenlandske dressører sagde.

 

Fra debatten om transport af slagte dyr ved vi i dag, at man i det sydlige Europa har et lidt andet syn på dyr, end vi har her hos os, og mon ikke man også havde det i 1962 ?

 

Der er ingen tvivl om, at cirkus følte sig magtesløs. Den svenske etnograf Christer Cederberg har beskrevet de svenske cirkusfolks følelser omkring det svenske rovdyrforbud på følgende vis: "Djurforbudet uppror cirkusartisterna. som anser det felaktigen eftersom de kan visa upp en lång tradition inom djurdressyr och rovdjursskotsel."

Den utilsigtede virkning af dette indgreb fra statsmagtens side var uden tvivl, at cirkus fik endnu et argument for at nære mistillid til de offentlige myndigheder.

Et andet eksempel på et tilfælde, hvor statsmagten har overvejet at gribe ind i cirkusfolkenes tilværelse, er de gentagne overvejelser om statsstøtte. Noget af det, der kendetegner cirkusfolk er, at de føler sig som frie fugle. Igen kan man søge tilbage i historien for at finde svaret på denne følelse af frihed. Cirkusfamilierne har altid rejst fra sted til sted, fra land til land. Følte man sig utryg, eller man med utilfreds med det sted, hvor man opholdt sig, kunne man altid rejse videre.

I dag har de fleste familier et land, som er deres. Det er det land, de rejser i hvert år; det er der, hvor de er statsborgere.

Hvad har dette med overvejelserne om statsstøtte at gøre ? Direktør Diana Benneweis, Cirkus Benneweis, har sagt: "Vi er et frit folk. Derfor bryder vi os ikke om, at andre blander sig i vores arbejde. For alting har sin pris: Hvis staten giver os penge, vil den også forlange indflydelse på for eksempel vores turneplan." (120)

 

Når man tænker på, at cirkus helt tilbage til 1960'erne (jvf. ovenfor i afsnit 4.1) konsekvent har afvist tanken om statsstøtte, ja så er det, at man godt kan forstå, hvis cirkus føler sig magtesløs overfor myndighederne. Som nævnt i afsnit 4.2 gjorde direktørerne det tidligt klart overfor Artistudvalget, at man ikke ønskede statsstøtte. Alligevel var dette udvalgets væsentligste indstilling til ministeren.

 

Der er ikke noget at sige til, hvis cirkus føler afmagt. Ved statsstøtte, og hvis det går, som direktør Diana Benneweis har sagt, vil cirkus- folkene netop føle, at de mister noget af den væsentlige og eksistentielle frihed.

 

Som beskrevet passer Habermas' teori om, at statsmagten skal være forsigtig med at gribe ind i forhold i menneskers tilværelse, som giver denne mening, ganske godt på cirkusverdenen. Dalberg-Larsen skriver i "Lovene og livet", at Habermas ville betragte situationer som de netop beskrevne som hørende til system-verdenen, og han ville derfor anse dem for uproblematiske (121).

 

Ovenfor i afsnit 6 er det gennemgået, hvordan cirkus har en historisk betinget mistillid til offentlige myndigheder. Det kan derfor ikke anses for uproblematisk, at man fra statsmagtens side vælger at lave en lovgivning, der ikke blot rammer cirkus på pengepungen, men på selve nerven i denne specielle livsform. Særligt ikke, når man samtidig vælger ikke at lytte til cirkus.

 

Når den samme statsmagt så flere gange nedsætter udvalg, der også vælger at overhøre, hvad denne subkultur mener, ja så er det forståeligt, at cirkus nærer mistillid.

7.2 Genetisk retssociologi.

Den genetiske retssociologi beskæftiger sig med årsagerne til lovgivning (122).

Ovenfor er årsagerne til 1962-ændringen af dyreværnsloven nærmere beskrevet. I dette afsnit vil der i stedet blive fokuseret på begrebet non- decision making.

 

I "Lovene og livet" nævner Dalberg-Larsen et eksempel på dette. Eksemplet vedrører debatten omkring etableringen af en andelslov i begyndelsen af 1900-tallet. På grund af den stærke modstand fra de menige andelshavere blev en sådan lov ikke vedtaget i Danmark. Andelsbevægelsen har hos os sin stærkeste base i landbruget, der både dengang og i dag er et erhverv af stor samfundsøkonomisk betydning (123). Cirkus-branchen er i modsætning til landbruget et erhverv af forsvindende lille samfundsøkonomisk betydning (124).

 

Kendetegnende for landbruget er også, at dette erhverv traditionelt har været repræsenteret i Folketinget via et politisk parti, Venstre. Omvendt har cirkus ikke et parti, der kæmper branchens sag. Ser man på ændringen af dyreværnsloven i 1962 var der dog flere medlemmer af Folketinget, der kæmpede på branchens side. Nogen samlet og fast politisk støtte var I er der ikke tale om.

 

Ligheden mellem debatten om andelsloven og dyreværnsloven ligger i, at man i begge  tilfælde var stærkt imod, at Folketinget skulle blande sig i forholdene via lovgivning (123).

Man kan i den forbindelse overveje, om ikke landbruget også er et erhverv, hvor man ikke kan tale om en opdeling i system- og livsverdenen, jvf. ovenfor afsnit 7.1 om Habermas.

Konkluderende kan man sige, at landbruget har lettere ved at forhindre uønsket lovgivning på grund af branchens samfundsøkonomiske betydning og på grund af faste politiske støtter.

 

Cirkusbranchen er derimod en branche, der står svagt i lovgivnings- processen.

Christer Cederberg beskriver forholdene omkring ændringen af den svenske dyreværnslov således: "Men förbudet er även et bevis på cirkusfolkets svaga position i samhället. det er nämligen lätt at konstatera, at uppenbart djurplågeri  inte sanktioneras, så lange det har betydelse ror produktion och samhallsekonorni." (119)

 

Branchens position bliver naturligvis heller ikke bedre af, at man nægter at deltage i de forskellige tiltag, jvf. bl.a. ovenfor i afsnit 6.1.

 

Et eksempel på non-decision making kunne være de forskellige betænkninger, jvf. ovenfor i afsnit 4. Kendetegnende for disse betænkninger er, at man fra udvalgenes side altid har ønsket, at cirkus skal have statsstøtte, mens branchen selv har kæmpet imod dette.

 

Statsstøtte er aldrig blevet indført. Skyldes dette branchens modstand sådan, at vi her har et eksempel på non-decision making ?

 

Svaret er formentlig et nej.

 

Kulturministeriet har i forbindelse med et spørgsmål om den seneste betænkning svaret, at  man ikke har bragt nogle af betænkningens forslag til behandling i Folketinget. Dette skyldes "nye ressourcekrævende initiativer på kulturområdet" (125). Grunden er altså, at cirkus prioriteres lavt, hvilket naturligvis har sammenhæng med den svage samfundsøkonomiske position og den manglende, direkte politiske indflydelse. Desuden har det også her betydning, at branchen ikke selv råber op, hvilket man i det konkrete tilfælde kan forstå, da branchen ikke var interesseret i forslagene.

 

7.3 Operationel retssociologi.

 

Mens den genetiske retssociologi beskæftiger sig med årsagerne til lovgivning, ja så handler den operationelle om virkningerne af lovgivning (126).

 

I "Lovene og livet" nævnes forskellige faktorer, der generelt må anses for at øve indflydelse på operationelle processer. Bl. a. nævnes betydningen af, at berørte borgere har en positiv indstilling til loven. Det anføres også, at borgernes holdning ofte vil afspejle, om loven har økonomisk betydning for dem (127). Når man ser på rovdyr-forbudet i 1962, er det tydeligt, at de berørte borgere ikke var positivt stemt overfor loven, jvf. ovenfor i afsnit 3 og i afsnit 6.

 

Hvorfor blev ændringen af dyreværnsloven så efterlevet ? Hvorfor blev den en succes ?

Også i dette tilfælde spiller mistilliden en rolle. Af historiske årsager mener man i cirkus, at det er bedre at efterleve, hvad der dikteres fra statsmagten. Hvis man gør modstand, risikerer man blot, at tingene bliver værre (128).

 

Det nævnes også i Dalberg-Larsens bog, at hvis de berørte borgere er imod loven, så er deres muligheder for at imødegå dem bl. a. afhængig af deres økonomiske styrke (127).

Som gennemgået ovenfor i afsnit 7.2 har cirkus en forsvindende lille samfundsøkonomisk betydning. Endelig nævnes også, at borgernes grad af organisering spiller ind (129). Som nævnt i afsnit 5 er branchens organisering ikke optimal, da ikke alle cirkus er medlem af Cirkusdirektør-foreningen, og da man kan stille spørgsmålstegn ved, om man internt i foreningen er i stand til at samarbejde.

 

7.4 Refleksiv ret.

 

Teorien om refleksiv ret er en teori om en måske kommende retsform. Teoriens grundide er, at de mennesker, der direkte berøres af en afgørelse, også skal være dem, der træffer afgørelsen. Det vil betyde, at afgørelserne ikke blot efterleves - sådan som rovdyrforbudet - men også, at de accepteres.

 

Desuden vil man slippe for de problemer, som Habermas har påpeget, jvf. ovenfor i afsnit 7.1. Dette skyldes, at afgørelserne ikke vil opleves som udefrakommende, ligesom de ikke vil give en følelse af afmagt, da man selv har været med til at træffe dem (130).

 

Umiddelbart er der en del, der taler for, at denne retsform vil kunne løse de tillidsproblemer, der er beskrevet i det foregående. Dalberg- Larsen skriver, at en retsform som refleksiv ret vil betyde, at eksperterne fremover vil få en rolle som rådgivere eller mæglere (131).

 

Som nævn i afsnit 4 om de forskellige betænkninger, har udvalgene altid bestået af folk hentet udenfor cirkusmiljøet. Dette har været med til at cementere cirkus' opfattelse af, at der er god grund til at nære mistillid. Ved direkte at lade cirkus selv komme til orde, vil man bevæge sig et stykke i retning af at få skabt tillid. Cirkus vil komme af med følelsen af afmagt.

 

Et problem er dog ved teorien om refleksiv ret set i forhold til cirkus. I de tilfælde, hvor der er modstridende interesser, er det teoriens tanke, at de modstridende parter skal kunne blive enige ved at lade fornuften råde. Hvis man tænker sig, at de modstående parter er Cirkusdirektør- foreningen og Dyrenes Beskyttelse, ja så er det svært at forestille sig, at disse to parter skulle kunne blive enige ved at lade fornuften råde.

 

Et problem er det også, at ikke alle danske cirkus er medlem af Cirkusdirektørforeningen, jvf. ovenfor i afsnit 5.

 

Hvis det er meningen, at modstridende parter skal kunne nå til enighed, er det vigtigt, at disse parter repræsenterer alle relevante interesser. Sagt med andre ord: Alle cirkus bør være medlem af direktørforeningen.

 

Hermed er alle problemer dog ikke løst. I afsnit 5 er det gennemgået, hvilken styrende rolle Benneweis-familien spillede i direktørforeningen i mange år. Hvis en familie styrer foreningen, vil nogle medlemmer sikkert tilbage med følelsen af ikke at blive hørt. De vil have følelsen af afmagt, og dermed er vi tilbage ved Habermas' teori, jvf. ovenfor i afsnit 7.1.

 

Selv om der er uafklarede problemer  og spørgsmål, er der ingen tvivl om, at teorien kunne være det, der skal til for, at cirkus får tillid til de offentlige myndigheder og statsmagten. Herfra skal i hvert fald lyde en kraftig opfordring til at gøre forsøget. Historien viser med al tydelighed, at det ville være ønskeligt.

 

8 KONKLUSION

 

Da man i 1962 valgte at ændre dyreværnsloven, fik Cirkusdirektørforeningen i Danmark mulighed for at ytre sig. Ligeledes fik direktør Eli Benneweis, Cirkus Benneweis, lejlighed til at give sin mening til kende overfor justitsminister Hans Hækkerup.

 

Under debatten i Folketinget valgte man at tro på, hvad en italiensk dressør havde sagt, selvom man havde en modstridende udtalelse fra en dansk cirkusperson.

 

Ændringen, der forbød rovdyr i cirkus, blev vedtaget d. 12. juni 1962. Gennem årene er der blevet udsendt flere betænkninger om cirkus. Disse betænkninger er udstedt af udvalg, der ikke har haft medlemmer fra cirkusmiljøet. Særligt i forbindelse med Artistudvalget af 1998 medførte den manglende repræsentation i udvalget, at cirkusbranchen ikke ønskede at samarbejde med udvalget.

 

Det har dog været kendetegnende, at Cirkusdirektørforeningen altid er blevet hørt, men man har også altid valgt at overhøre direktørernes bemærkninger. Dette har bl.a. givet sig udslag i, at udvalgene altid har foreslået statsstøtte, hvilket direktørerne kraftigt har været imod.

 

Det må konstateres, at cirkus i Danmark bliver hørt, men samtidig må det konstateres, at man ikke lytter til, hvad cirkus siger.

 

Cirkusdirektør-foreningen i Danmark blev grundlagt i 1949. Foreningen har på nuværende tidspunkt 4 medlemmer (Arena, Arli, Benneweis og Dannebrog). Da hverken foreningens medlemmer eller advokat har ønsket at medvirke, har det ikke været muligt at få at vide, hvornår man kan blive medlem. Alt tyder på, at det tidligere suverænt var direktør Eli Benneweis, som bestemte, hvem der blev medlem.

 

Foreningen blev altså hørt i forbindelse med rovdyrforbudet i 1962, og direktørerne i foreningen er også altid blevet hørt i forbindelse med de forskellige betænkninger.

I 2003 er foreningen pludselig blevet meget aktiv, hvilket formentlig skyldes, at man er klar over, at der snart kommer en diskussion om forbud imod elefanter i dansk cirkus. Man har bl.a. foretaget en publikumsundersøgelse. Direktørforeningen var i mange år styret af familien Benneweis, der fra 1970-1990 havde tre pladser i foreningen. I dag må familien antages at have 2 pladser.

 

Benneweis-familiens overhoved, direktør Eli Benneweis, var ubestridt lederen af både direktørforeningen og af hele det danske cirkusmiljø. Kendetegnende er, at der efter direktør Benneweis' død er meget uro i det danske cirkusmiljø. Således må man stille spørgsmålstegn ved, om man i direktørforeningen er i stand til at samarbejde. Dette skyldes, at man gensidigt retter kraftige beskyldninger imod hinanden i pressen. Mens Eli Benneweis levede optrådte branchen udadtil i samlet flok.

 

I dag findes der ikke en sådan samlende og ledende personlighed i dansk cirkus.

 

Det er kendetegnende, at cirkus ofte vælger ikke at besvare fremsendte spørgsmål eller, at man vælger ikke at ville deltage i forskellige tiltag. Dette er blevet illustreret ved 1998-betænkningen, ved et svensk lovforslag og ved spørgsmål fremsendt til de danske cirkus i forbindelse med dette speciale.

 

Cirkus nærer af historiske grunde mistillid til lokale offentlige myndigheder og til lovgivningsmagten. Det sidstnævnte er bl.a. illustreret ved ændringen af dyreværnsloven i 1962. Kendetegnende var her, at man hørte, men ikke lyttede til cirkus. Samme situation har været tilfældet i forbindelse med de forskellige betænkninger. Mistilliden til de lokale myndigheder skyldes bl.a., at cirkus til tider mødes af fordomsfulde embedsmænd, der benytter lejligheden til at vise, hvad de mener om disse omrejsende mennesker.

Kendetegnende er også, at man i cirkus nærer mistillid til udenforstående privatpersoner. Også dette skyldes historiske baggrunde. Det er illustreret, at cirkus stadig mødes af mistillid, og derfor møder cirkus også udenforstående med mistillid.

 

Jürgen Habermas mener, at man kan dele verdenen op i en system- og en livsverden. Førstnævnte vedrører f. eks. arbejdslivet, mens sidstnævnte bl.a. drejer sig om meningen med tilværelsen. Det er påvist, at man ikke tale om to sådanne sektorer indenfor cirkus- verden. Anvendes kan derimod Habermas' teori om, at statsmagten skal være forsigtig med at blande sig i forhold i menneskers liv, som giver dem mening med tilværelsen.

Dette er illustreret ved 1962-ændringen af dyreværnsloven. For familien Benneweis betød disse dyr selve eksistensgrundlaget for den specielle tilværelse, som de havde valgt. Da man samtidig valgte at overhøre, hvad cirkus mente, havde loven den utilsigtede virkning, at man i cirkus fik cementeret opfattelsen af, at man bør have mistillid til offentlige instanser.

 

Dette er også resultatet af den seneste betænkning om cirkus fra 1998. I betænkningen foreslog man atter statsstøtte til cirkus, selvom cirkus selv er modstander af dette. Med statsstøtten frygter cirkusbranchen, at der vil blive gjort indhug i den for cirkusfolkene væsentlige og eksistentielle frihed.

 

På grundlag af ovenstående findes det berettiget at konstatere, at cirkusmiljøet i Danmark med rette nærer mistillid til offentlige instanser.

 

Branchen står også svagt i lovgivningsprocessen. I et afsnit om genetisk retssociologi er det således påvist, at cirkus ikke er i stand til at bruge begrebet non-decision making. Dette skyldes, at cirkus har en svag samfundsøkonomisk position, og at man heller ikke har direkte politisk indflydelse. I afsnittet om operationel retssociologi understreges cirkusmiljøets mistillid og dets svage position i lovgivningsprocessen atter. Cirkus valgte at efterleve ændringen af dyreværnsloven, fordi man frygtede, at det blot ville blive værre, hvis man forsøgte at bekæmpe loven.

 

Cirkus havde heller ikke de midler, der skulle til for effektivt at bekæmpe den uønskede lov. Hverken i økonomisk eller organisationsmæssig henseende var branchen stærk nok til at kæmpe imod loven.

 

En mulig løsning af problemet med cirkus' mistillid kunne være refleksiv ret. Denne retsform er kendetegnet ved, at de, der berøres af afgørelserne, også træffer dem.

Det vil betyde, at cirkus får plads i fremtidige udvalg, som skal udarbejde betænkninger om cirkus.

 

Der er dog også problemer forbundet med anvendelsen af teorien på cirkus' forhold. Således må det være et krav, at hele branchen er medlem af den organisation, der skal træffe afgørelsen sammen med en evt. modstående part. Succesen for refleksiv ret forudsætter således, at der ikke er en familie, som styrer branche-organisationen.

Opfordringen er dog helt klart, at man bør forsøge sig med denne retsform.

 

Som nævnt var direktør Eli Benneweis den danske cirkusverdens ubestridte leder. Han var vant til at fa det sidste ord, og det skal han også få her. Det følgende citat udtrykker i al sin enkelhed det, der er det væsentlige problem for forholdet mellem cirkus og de offentlige instanser, nemlig mistillid og cirkusverdens manglende deltagelse i forskellige tiltag.

" ingen i ministerierne har forstand på, hvordan cirkus drives. Så sad de jo ikke der. Og de kære mennesker i cirkus faget er ikke dygtige organisatorer. Man har ikke kunnet danne en fælles front." (133)

***

 

NOTER:

1: Lorenzen 1, side 37

2: Lov nr. 256 af 27/5 om værn af dyr ændret ved lov nr. 193 af 12/6 1962.

3: Dalberg-Larsen side 220 + 247. 4: Dalberg-Larsen side 82.

5: Dalberg-Larsen side 324.

6: Berlingske Tidende 28/9 1969.

7: Møller Madsen 1, side 51, og jvf. desuden note 2.

8: Folketings-Tidende 1961/62, tillæg A, spalte 638.

9: Møller Madsen 1, side 37.

10: Folketings-Tidende 1961/62, tillæg A, spalte 638.

11: Møller Madsen 1, side 37-38.

12: Folketings-Tidende 3, 1961/62, spalte 4833.

13: Folketings-Tidende 1, spalte 2171-72.

14: Lorenzen 2, side 106.

15: Folketings-Tidende 3, spalte 4835 / SKN-samling.

16: Folketings-Tidende 1, spalte 2180-81.

17: Møller Madsen 1, side 72.

18: Folketings-Tidende 1, spalte 2173-74.

19: Eneste ændring i forhold til forslaget var § 4. Der kunne herefter ikke gives dispensation til menagerier.

20: Folketings-Tidende 3, spalte 4836.

21: Møller Madsen 1, side 52.

22: Vejledning nr. 178 af 15/11 1999.

23: Enevig 1, side 258.

24: Folketings-Tidende 1, spalte 2184. 25: Ege side 119.

26: Udvalgets tillægsbetænkning af 915 1962. 27: Brev fra Justitsministeriet.

28: Forslag til ändring i djurskyddsförordningen (1988:539), 2001-09-26.

29: CN nr. 1, 2003.

30: CN nr. 4, 2002.

31: CN M. 3, 2002.

32: CZ M. 11, 2002.

33: CZ nr. 7, 2003.

34: Benneweis, side 155.

35: Lorenzen 1, side 130.

36: Oplyst af Jørgen Lorenzen, Daubjergvej 13, 8860 Ulstrup.

37: Brev fra Kulturministeriet .

38: Betænkning side 7.

39: Betænkning side 7.

40: Betænkning side 66.

41 : Brev fra Kulturministeriet.

42: BT 26/3 1999.

43: Betænkning side 7.

44: Betænkning side 8.

45: Betænkning side 8 + side 66-68.

46: JydskeVestkysten 6/4 1997.

47: BT 26/3 1999.

48: Betænkning side 22.

49: Brev fra Kulturministeriet.

50: Lorenzen 1, side 129.

51: Enevig 2, side 118.

52: Brev fra SKN.

53: Betænkning side 8.

54: Lorenzen 1, side 132.

55: Enevig 1, side 199.

56: Krone grundlagt 1939 ifølge program fra cirkus Krone (SKN-samling). Arena grundlagt 1954, Arli grundlagt 1971 ( Lorenzen 1, side 104 + 113).

57: Århus Stifttidende 29/9 2002.

58: Møller Madsen 2, side 212.

59: Oplyst via telefonen af Anders Enevig, Skovløkkvej 13, 5240 Odense.

60: Lorenzen 1, side 101.

61: Oplyst i samtale med direktør Irene Thierry d. 29/4 2003.

62: Oplyst af Jørgen Lorenzen.

63: JydskeVestkysten 12/5 + 15/5 1997.

64: BT 15/4 1998.

65: Ekstra Bladet 14/4 1998.

66: BT 15/4 1998.

67: BT 15/4 1998.

68: Oplyst i samtale med direktør Diana Benneweis d. 27/5 1997.

69: CZ nr. 10, 2001.

70: Enevig 3, side 154.

71: Enevig 3, side 154.

72: CZ nr. 5, 2003.

73: CZ nr. 7, 2003.

74: Lorenzen 1, side 132 + samtale med Anders Enevig.

75: Manglende besvarelse fra Cirkus Benneweis og advokat Michael L. Rasmussen.

76: Politikken 19/4 1987.

77: JydskeVestkysten 6/4 1997.

78: BT 15/4 1998.

79: Oplyst i samtale med direktør Irene Thieny,29/4 2003.

80: CZ nr. 4, 2003.

81: CZ nr. 3, 2002.

82: CZ nr. 8, 2002.

83: CZ nr. 2, 2003.

84: Lorenzen 1, side 37. 85: Enevig 1, side 237. 86: Ege, side 10ff.

87: Olofsson, side 72.

88: Enevig 2, side  188.

89: Møller Madsen 2, side 120.

90: Enevig 1, side 59 ff.

91: Cederberg side 57.

92: CN M. 3, 2003.

93: SKN

94: Enevig 1, side 18.

95: CN M. 4, 2002.

96: Politikken 8/4 1998.

97: Cederberg, side 30-32.

98: Lorenzen 1, side 57.

99: Enevig 1, side 21.

100: Enevig 2, side 162.

101: Enevig 1, side 13.

102: Cederberg, side 55.

103: Forslag til Forordning om ändring i djurskyddsförordningen (1988:539) 2001-09-26.

104: Jordbruksdepartementet, remiss 2001-11-15.

106: Wåhlberg, side 315-326.

107: Cirkus Scotts programblad 1991 (SKN's samling). Cirkus Scott indstillede driften efter sæson 2003.

108: Cirkus Scotts program-blade 1998-2002 (SKN's samling).

109: Oplyst af AlfDanielsson, Riskvagen 26, S-12233 Enskede.

110: Samtale med direktør Irene Thierry 29/42003.

111: Dalberg-Larsen, side 82 ff.

112: Cederberg, side 73.

113: Cederberg, side 89.

114: Benneweis, side 115.

115: Cederberg, side 94.

116: Møller Madsen 2, side 121.

117: Enevig 1, side 263.

118: Ege, side 119.

119: Cederberg, side 58.

120: JydskeVestkysten 6/4 1997.

121: Dalberg-Larsen, side 84.

122: Dalberg-Larsen, side 220.

123: Dalberg-Larsen, side 226.

124: JydskeVestkysten 6/4 1997.

125: Brev fra Kulturministeriet.

126: Dalberg-Larsen, side 247.

127: Dalberg-Larsen, side 252.

128: Cederberg, side 58.

129: Dalberg-Larsen, side 253.

130: Dalberg-Larsen, side 325.

131: Dalberg-Larsen, side 327.

132: Dalberg-Larsen, side 327.

133: Lorenzen 1, side 134.

 

LITTERATUR- LISTE :

Benneweis: Diana Benneweis: "Alting har sin pris." Elkjaer & Hansen 2002.

 

Betænkning: Betænkning fra Kulturministeriets Artistudvalg 1998: "Cirkus og Artister i Danmark. "

 

Cederberg: Christer Cederberg: "Cirkusliv." Gidlunds 1981.

 

CN: Cirkulära Notiser, udgivet af Akademien for Cirkuskonstens bevarande i Sverige. Stora Mossens Backe 14, S-167 56 Brornma.

 

CZ: CircusZeitung, udgivet af Gesellshaft der Circusfreunde e. V., Weser- str. 11, D-45659 Reck1inghausen.

 

Dalberg-Larsen: Jørgen Dalberg-Larsen: "Lovene og livet." Jurist- & Økonomforbundets Forlag 2001.

 

Ege: Ole Ege: "Benneweis - En cirkusfami1ies historie." Politikkens Forlag 1987.

 

Enevig 1,2 og 3: Anders Enevig: "Cirkus i Danmark." Dansk Historisk Håndbogsforlag 1981-1982.

 

Lorenzen 1: Jørgen Lorenzen: "Rundt om cirkus." Dansk Historisk Håndbogsforlag 1987.

 

Lorenzen 2: Jørgen Lorenzen: "Hvad er cirkus ?" Skippershoved 1991.

 

Madsen 1: Kurt Møller Madsen: "Cirkus" Fremad 1964.

 

Madsen 2: Kurt Møller Madsen; "Markedsgøgl og Cirkusløjer." Lademann 1970.

 

Olofsson: Marie Olofsson: "Bronetts - historien om en cirkusfamilj." Fischer & Co. 1995.

 

SKN: Søren Kastoft Nielsen.

Tilbage til forsiden