CIRKUS - nok se, men ikke høre ?
1. INDLEDNING.
"Hiv vasketøjet ind; cirkus er i
byen." (1)
Dette gamle mundheld udtrykker både
en fordom overfor og mistillid til en hel branche, nemlig cirkusbranchen. Der er tale om
et gammelt mundheld, og man må naturligvis spørge sig selv, om dette stadig kan anses
for at være gældende ? Er der således mistillid til cirkus fra det offentliges side, og
giver denne mistillid sig udslag i, at cirkus ikke bliver hørt i forbindelse med ny,
relevant lovgivning ? I specialet vil dette blive behandlet ved at undersøge forskellige
tiltag, der alle berører cirkus: I 1962 vedtog Folketinget en ændring af
dyreværnsloven, der medførte et forbud imod rovdyr i danske cirkus (2). Fik branchen på dette tidspunkt
mulighed for at ytre sig? Desuden vil også den seneste betænkning, der vedrører cirkus,
blive behandlet. Denne betænkning er fra 1998, og er resultatet af et arbejde udført af
Kulturministeriets Artistudvalg. Deltog cirkus i dette udvalgs arbejde, og har
betænkningen ført til konkrete tiltag ? Endelig vil det også blive undersøgt, om
brancheforeningen for de danske cirkus, Cirkusdirektørforeningen, spiller nogen rolle.
De ovennævnte problemstillinger
vedrører spørgsmålene om årsager til
og
virkninger af love. Derfor vil specialet også indeholde en behandling af teorierne om
genetisk og operationel retssociologi (3) set i forhold til de ovennævnte,
grundigt gennemgåede eksempler. Også teorien om system- og livsverdenen vil blive
inddraget. Teorien er skabt af Jürgen Habermas, der mener, at system- og Iivsverdenen er
to adskilte sektorer. Systemverdenen drejer sig bl.a. om arbejdslivet, mens Iivsverdenen
vedrører f.eks. vedrører meningen med tilværelsen (4).
Livet i
cirkus er kendetegnet ved, at man opholder sig på sin arbejdsplads døgnet rundt, og at
arbejdet også er en livsstil. Spørgsmålet er derfor, om man kan anvende Habermas' teori
på cirkusverdenen? Endelig vil også teorien om refleksiv ret blive inddraget (5). Passer denne retsform således bedre til cirkus end den
eksisterende?
"Ingen i ministerierne har
forstand på, hvordan cirkus drives, så sad de jo ikke der." (6).
Ordene
stammer fra direktør Eli Benneweis, Cirkus Benneweis, som udtalte dem i 1969.
Umiddelbart
udtrykker disse ord en mistillid fra cirkusmiljøets side til offentlige myndigheder, men
er det stadigt rigtigt at tale om en sådan mistillid, og hvad er i givet fald baggrunden
?
Spørgsmålet
om mistillid er en gennemgående problemstilling i specialet, og man kan stille
spørgsmålet: Nok se, men ikke høre cirkus?
2. HVAD ER CIRKUS I DANMARK?
I specialet menes der med betegnelsen
cirkus i Danmark, de cirkus, der drives som professionelle forretninger. Udenfor falder
således amatørcirkus, som f.eks. Cirkus Tværs i Århus, der udelukkende har børn som
optrædende. Kendetegnende for de cirkus, som specialet handler om, er, at de oftest er
drevet af familier, der har været beskæftiget i denne branche i generationer. Desuden er
det kendetegnende, at der er artister ansat, som ikke tilhører familien. Det skal dog
bemærkes, at der er stor forskel i både alder og størrelse på de involverede cirkus.
Det er lige fra "Nordens største Cirkus" til
"Danmarks
mindste Cirkus", og lige fra det 116 år gamle til det knap 10 år gamle cirkus.
3. ÆNDRINGEN AF DYREVÆRNSLOVEN I
1962.
3.1 Baggrunden for lovændringen.
Den 12. juni 1962 vedtog Folketinget
en ændring af lov om værn af dyr, dyreværnsloven (7). Denne ændring betød en
begrænsning i adgangen til at præsentere eksotiske dyr i danske cirkus. I Norge
indførtes allerede i 1951 et forbud imod at foranstalte forevisning af vilde dyr, der
holdtes i fangenskab. I Sverige havde man i 1959 indført et lignende forbud imod, at
bestemte dyre-arter førtes fra sted til sted for at blive forevist offentligt. I Norge
var der - en sjældent benyttet - adgang til dispensation (8).
I Danmark fik tilhængerne af et
rovdyrforbud kraftigt vind i sejlene i 1961. Den 6. maj dette år fejrede familien
Schumann premiere i Cirkusbygningen i København. Disse premierer var altid meget besøgte
af pressen. Journalisterne oplevede derfor på nærmeste hold, at et rovdyr væltede en
stander med ild i under det såkaldte ildspring. Dagen efter skrev Ekstra-Bladet, at der
var udbrudt uro blandt publikum, og ildspringet blev herefter forbudt af politiet.
Hændelsen ville måske være gået i glemmebogen, hvis ikke et lignende uheld kort efter
var sket under en TV-transmission fra Cirkus Moreno (9). Dyrenes Beskyttelse rettede nu
henvendelse til Justitsministeren med et ønske om forbud imod vilde dyr i danske cirkus
og omrejsende menagerier. Foreningen argumenterede med, at dressur, fremvisning og
transport er uforeneligt med vilde dyrs natur. Desuden hævdede man, at dressur ikke kunne
finde sted uden psykisk og fysisk lidelse for dyrene (10).
Dyrenes
Beskyttelse skulle få stor hjælp i argumentationen fra cirkus- eller rettere fra
dressørerne - selv. Således pryglede en tysk dressør -i følge pressen- en bjørn i 45
minutter efter, at den var sluppet ud af sit bur. En dyrlæge konkluderede dog
efterfølgende, at der ikke var tegn på mishandling. Helt galt gik det dog, da den
italienske dressør Darix Togni d. 21. august 1961 i Ekstra-Bladet udtalte:
"Prygl er en forudsætning, hvis
man overhovedet vil have rovdyr-dressur:"
Dagen inden Tognis udtalelse var en
anden dressør blevet overfaldet af en løve. I offentligheden havde man nu det indtryk,
at løven blot havde hævnet sig. Den overfaldne dressør blev senere på året anmeldt
for dyremishandling. Grunden hertil var, at der i pressen havde været bragt billeder, der
viste, at hans dyr næsten ikke kunne bevæge sig i deres bure. Den undersøgende dyrlæge
konstaterede dog, at dyrene havde det godt, og at deres pladsforhold var i
overensstemmelse med lovgivningen (11).
3.2 Folketingsbehandlingen.
"§ 6. Dyr må ikke dresseres
eller bruges til fremvisning, cirkusforestillinger, films- optagelser eller lignende,
såfremt dyret herved påføres skade eller alvorlig smerte.
Stk. 2. Vilde dyr må ikke anvendes ved
forestillinger i cirkus, varieteer og lignende virksomheder. Fremvisning af dyr i
omrejsende menagerier må ikke finde sted.
Stk. 3. Zoologiske haver, dyreparker og
lignende må ikke oprettes uden politiets tilladelse. Justitsministeren kan give nærmere
forskrifter om tilsyn med sådanne virksomheder og om dyrenes opholdsrum, bure m.v.
Stk. 4. Justitsministeren kan meddele
undtagelse fra bestemmelserne i stk. 2." (8)
Justitsministeren fremsatte dette
lovforslag i Folketinget d. 13. december 1961. Behandlingen i Folketinget viste tydeligt, at der var tale om et
følelsesmæssigt og aktuelt emne. Således sagde justitsminister Hans Hækkerup under 3.
behandlingen :
"Jeg tror, der er en meget stærk
stemning i befolkningen for at vedtage det foreliggende lovforslag og gennemføre forbudet
" (12)
De stærke følelser i befolkningen
var - for manges vedkommende - opstået på grund af påstande i pressen om
dyremishandling; påstande, der efterfølgende var blevet afvist af de undersøgende
dyrlæger. Et argument, der gik igen under debatten i Folketinget, var, at folk kun gik i
cirkus i håbet om, at løven åd dressøren eller, at luftartisten faldt ned (13).
Dette var
også et af områderne, hvor cirkus selv gav modstanderne et argument i hænde. Således
reklamerede Cirkus Moreno med følgende ord:
"Klarer han den i aften ?”(14).
Cirkus Schumann bidrog - formentligt
uønsket - til modstandernes argumentation.
Schumann havde således ikke haft rovdyr på programmet i par år (15). De af medlemmerne, der kæmpede på
cirkusbranchens side, forsøgte ellers at argumentere med, at man ved at vedtage et forbud ville fjerne muligheden for, at cirkus kunne
overleve:
"Jeg finder det urimeligt. at en
hel stand skal fratages levebrødet, fordi nogle enkelte uheldige individer har båret sig
forkert ad overfor deres dyr. Flertallet, som
passer deres dyr på en mønsterværdig måde, bør efter min vurdering ikke rammes i
deres næring." (16)
Det er i
øvrigt værd at bemærke, at de dressører, der ikke havde behandlet deres dyr på
"mønsterværdig måde", alle var udlændinge. Der var - er- ikke mange danske
dressører, men i sæsonen 1961 optrådte den danske dressør Evald Carstensen i Cirkus
Buster. Der havde på intet tidspunkt - hverken før eller efter 1961 - været grund til
at kritisere Carstensens måde at behandle sine dyr på. Ligeledes havde der aldrig været
grund til at kritisere den internationalt anerkendte Manfred Benneweis' dyrehold (17).
Det blev altså udenlandske dressører, der fjernede grundlaget for danske
dressørers virke.
Man valgte
under debatten i Folketinget og at tro på, hvad den italienske dressør Darix Togni
sagde, frem for at lytte til hvad danske cirkuspersoner fortalte. Under debatten citerede
Else-Merete Ross Tognis udtalelse, hvorefter hun sagde:
"Heroverfor står en udtalelse af
en mand i en af de få danske cirkuser, som over for
mig har hævdet, at deres dyr ikke
dresseres ved pisk, men ved belønning med kød- stykker." (18).
Det vil
senere blive gennemgået, hvilke konsekvenser det havde, at man valgte at overhøre de
danske cirkuspersoners udtalelser.
Den 12, juni
1962 vedtog Folketinget det fremsatte lovforslag om ændring af lov om værn af dyr (19). 87 stemte for, mens 52 stemte imod. 2
undlod at stemme (20).
3.3 Indholdet af den nye lov.
I tillægsbetænkningen, der blev
afgivet d. 9. maj 1962, siges det om begrebet "vilde dyr" :
"Udvalget har drøftet, hvorledes
udtrykket "vilde dyr" i den foreslåede affattelse af lovens § 6, stk. 2, skal
forstås, og flertallet er med justitsministeren enig i den opfattelse, at udtrykket
omfatter alle dyr, der ikke i almindelighed anvendes som husdyr her i landet." (21)
På grund af dispensationsadgangen i
lovens § 6, stk. 4 (i dag § 17, stk. 4) har man også efter 1962 kunnet opleve dyr, der
ikke kan betegnes som "husdyr her i landet". Der er tale om elefanter, søløver
og aber m.v. Gruppen af dyr, hvortil der gives
dispensation er dog med årene til stadighed blevet indskrænket, således at man f.eks.
ikke kan opleve aber i dansk cirkus (22).
3.4 Blev cirkus hørt ?
I 1962 ejede familien Benneweis en af
verdens største bestande af dresserede rovdyr (23). Forretningsmæssigt var det dog
ikke den store katastrofe, da loven ikke var til hinder for, at Cirkus Benneweis fortsat
kunne eje og dressere dyrene, hvorefter man kunne udleje dem til udlandet. Justitsminister
Hans Hækkerup havde imidlertid overvejet, at loven kunne ramme cirkus hårdt. Han sagde
under 1. behandlingen:
"Men jeg ved godt, at flere af de
omrejsende cirkus, og navnlig et så velrenommeret cirkus som Cirkus Benneweis, vil blive
meget hårdt ramt ved gennemførelsen af denne
bestemmelse. Jeg foreslår derfor også i § 2 en overgangsbestemmelse for at mildne på
det. Jeg har altså ikke været blind for, at vi her vil ramme et i øvrigt lovligt
erhverv og vil kunne ramme det i hvert
tilfælde temmelig hårdt. Men har vi måttet tage med, hvis vi vil lægge afgørende
vægt på, hvad jeg mener, er det rigtige: at gennemføre et forbud imod, at vilde dyr
anvendes til fremvisning af dressur." (24)
Om
justitsministeren havde overvejet dette inden et stormfuldt møde med direktør Eli
Benneweis, melder historien ikke noget om. Direktør Benneweis havde opsøgt ministeren
for at få at vide, hvad man nu skulle gøre med de forbudte dyr. Hans Hækkerup havde
foreslået, at man solgte dem til udlandet, hvor han i øvrigt ikke mente, at de ville få
det bedre ! Cirkus Benneweis besluttede at beholde dyrene (25).
Det var ikke
kun Cirkus Benneweis, der blev hørt. Det fremgår af udvalgets tillægsbetænkning, at
Cirkusdirektørforeningen i Danmark var blevet hørt. Hvilken opfattelse foreningen havde,
fremgår ikke af betænkningen, men man kan formentlig gå ud fra, at foreningen ikke var
positive overfor lovforslaget (26).
I afsnittene om de retssociologiske
teorier \fil det nærmere blive gennemgået, hvilke ikke-forretningsmæssige konsekvenser
lovændringen havde.
3.5 Fremtiden.
Justitsministeriet har siden 2003
overvejet , hvorvidt der er flere dyr, der skal forbydes i danske cirkus (27). Hermed er Justitsministeriet på
linje med den internationale udvikling, ligesom man var i 1962. I Sverige har man
overvejet et forbud imod elefanter og søløver i cirkus (28). Forslaget er dog blevet stillet i
bero. Baggrunden herfor er, at man i 2000 indførte nye regler, og man ønsker først at
se , hvorledes disse fungerer, inden man træffer beslutning om nye tiltag (29). I Norge
udtalte landbrugsministeren i 2002, at man ville indføre et forbud imod elefanter i
cirkus. Dette førte til kraftige reaktioner fra den norske presse, der omtalte ministeren
som "sirkusdødare". Direktøren for Norges største cirkus, Cirkus Merano,
meddelte, at blev forslaget vedtaget, ville
han lukke sit cirkus. Forslaget er ikke blevet gennemført, men man har meddelt, at man
ønsker en dialog med de norske cirkus (30).
I Frankrig har man indført en
licensordning, hvorefter alle - både udlændinge og franskmænd - skal have en licens for
at eje og fremføre cirkusdyr indenfor republikkens grænser (31). Med virkning fra d. 1. maj 2005 har
man i Østrig forbudt vilde dyr i cirkus (32). Der er altså ingen tvivl om i,
hvilken retning udviklingen går. Tilsyneladende er der også en erkendelse heraf i dansk
cirkus. Således gennemførte medlemmer af Cirkusdirektørforeningen i 2003 en
undersøgelse af, hvilke dyr publikum ønsker at opleve i cirkus (33).
Direktør
Diana Benneweis, Cirkus Benneweis, har udtalt:
"Til gengæld er jeg overbevist
om, at cirkus vil bestå uden dyr. Det varer sikkert ikke længe, før visse dyrearter
bliver forbudt i Europa, men først og fremmest i Skandinavien. Og det er helt i orden for
mit vedkommende. Det var min fars opfattelse, at dyr var selve grundlaget for cirkus. Det
mener jeg ikke; på det punkt har jeg skiftet mening med årene. Man har lov at blive
klogere. Forbyd dem endelig, men lad os beholde hestene og hundene." (34)
4. ARTISTUDVALGETS BETÆNKNING FRA
1998.
4.1
Tidligere betænkninger.
Ændringen af dyreværnsloven i 1962
var den mest indgribende regulering i cirkus-driften i adskillige årtier. Ændringen
fremstår stadig som den største samlede regulering af forholdene for cirkus i Danmark.
Der er dog gennem årene blevet udsendt flere betænkninger uden, at disse har ført til
konkrete tiltag. I 1969 udsendte den daværende kulturminister, K. Helveg Petersen, en
betænkning om kulturlivet. I denne betænkning var cirkus omtalt i et selvstændigt
kapitel. Det blev i kapitlet fastslået, at Cirkus Benneweis og Cirkus Schumann begge var
imod statsstøtte. Desuden blev der afgivet en form for programerklæring, idet
betænkningen sluttede med følgende ord:
"En officiel anerkendelse af
cirkuskunsten som kulturfaktor vil betyde både prestige og inspiration."
Bag ordene
lå måske, at cirkus på dette tidspunkt var underlagt Justitsministeriet. Først i 1973
blev cirkus overført til Kulturministeriet. I 1976 oprettedes et cirkusråd. Dette bestod
af teaterrådet plus et cirkuskyndigt medlem, der ikke var hentet fra cirkusmiljøet. Den
første gang, hvor rådet kom på arbejde var i 1977. Baggrunden for, at rådet kom på
arbejde, var, at der dette år rasede en "krig" mellem de danske cirkus.
Schumann og Dannebrog blev begge genstartet dette år, mens Dania var ude på sin 2.
sæson. Benneweis spillede både i teltet og i Cirkusbygningen i København. Desuden
rejste også det lille Arli og det middelstore Arena rundt. I 1977 blev rådet bedt om at
udfærdige en rapport om situationen for cirkus i Danmark. Dansk Artistforbund nægtede at
deltage i arbejdet. Til gengæld blev der holdt et møde mellem Cirkusdirektørforeningen
og rådet.
Rådet
udsendte dog aldrig nogen rapport.
I 1977 gik Cirkus Dania konkurs, og i
1982 måtte også familien Schumann erkende, at det ikke gik længere. Efter Schumanns
konkurs rejste der sig en debat om, hvorvidt cirkus skulle have statsstøtte. Som nævnt
ovenfor havde både Benneweis og Schumann i 1969 meddelt, at man bestemt ikke ønskede
statsstøtte. På et spørgsmål fra SF svarede den daværende kulturminister Mimi
Stilling Jacobsen:
"Cirkusrådet er blevet bedt om at
udarbejde en redegørelse for cirkusforholdene i Danmark, men har ikke været i stand til
det, fordi rådet ikke har fået svar på de gen- nem cirkusdirektørforeningen stillede
spørgsmål vedr. bl.a. regnskabs- og budget- forhold. " (35)
Så heller ikke på dette tidspunkt
kom der noget ud af rådets arbejde. Cirkusrådet afgik ved også ved en stille død (36).
4.2 Betænkningen af 1998.
4.2.1 Baggrunden for Artistudvalgets
nedsættelse.
I 1996 nedsatte den daværende
kulturminister Jytte Hilden et udvalg, der bl.a. fik til opgave at se på vilkårene for
det rejsende cirkus. Baggrunden for nedsættelsen af udvalget var den stigende interesse
for artistfaget. En interesse, der bl.a. var opstået på grund af gæstespil af
eksperimenterende, moderne cirkus fra udlandet (37). I dagbladet JydskeVestkysten d. 6.
april 1997 siges det, at udvalget blev samlet, bl.a. fordi Dansk Artistforbund længe
havde efterlyst en kortlægning af artisternes arbejdsforhold.
Baggrunden
var altså tilsyneladende ikke de traditionelle, rejsende cirkus. I udvalgets kommissorium
blev cirkus dog nævnt:
"Udvalget har til opgave at
udarbejde en beskrivelse af artistområdet i Danmark, her- under vilkårene for
artisternes og cirkus' virke. Analysen skal omfatte: -Vilkårene for det rejsende
cirkus." (38)
4.2.2 Udvalgets sammensætning.
Udvalget kom altså til at bestå af
en advokat (formanden), en cand. phil., 2 skuespillere / instruktører, en journalist og endelig af en
artist (39).
Brancheforeningen for de danske cirkus, Cirkusdirektørforeningen, var altså ikke
repræsenteret i udvalget. Foreningens advokat anførte dog også på et senere tidspunkt,
at direktørforeningen følte sig utilstrækkeligt repræsenteret (40). I et spørgsmål til
Kulturministeriet er det fremført, hvorfor man valgte ikke at give direktørerne plads i
Artistudvalget. Ministeriet har hertil svaret, at Cirkusdirektørforeningen offentligt
havde tilkendegivet, at man ikke ønskede at deltage i udvalgets arbejde (41). At
man ikke ønskede at medvirke til udvalgets arbejde, er ikke det samme som, at man ikke
ønskede at deltage i selve udvalget. Eller sagt med andre ord: Da man ikke havde fået
plads i udvalget, ønskede man ikke at samarbejde.
Udvalgets
sammensætning er et ømt punkt, som man ofte er vendt tilbage til fra cirkusbranchens
side. I 1999 sagde Cirkus Arenas pressechef, Christian Warrer, således:
”Der
var tre medlemmer, der havde lidt med cirkus at gøre. Én havde skrevet en opgave om cirkus på universitetet, én havde
det rigtige
efternavn, og Erik Clausen havde engang lavet en film om cirkus.” (42)
Dagbladet Politikken bragte den 10. december 1998 en artikel, der handlede om offentliggørelsen af betænkningen. Ifølge avisen var der hovedrysten fra de fremmødte direktører, og disse gav igen udtryk for, at de ikke var blevet hørt.
4.2.3
Blev cirkus hørt ?
I udvalgets kommissorium blev det
udtrykkeligt fastslået:
"Udvalget skal give organisationer
m.v. indenfor artistområdet, herunder eksisterende cirkus lejlighed til at afgive
udtalelser til udvalget.” (43)
Artistudvalget havde et møde med
repræsentanter for de fire såkaldte "større cirkus" (Arena, Arli, Benneweis
og Dannebrog). Det ville have været mere rigtigt at sige, at man havde holdt møde med
Cirkusdirektørforeningen i Danmark, da disse fire cirkus er de eneste medlemmer af denne
forening, jf. nedenfor i afsnit 5. Efter mødet mellem udvalget og foreningen udsendte man
dog et spørgeskema til alle cirkus uden at skele mellem størrelse eller medlemsskab af
direktørforeningen (44).
Som nævnt
ovenfor i afsnit 4.2.2 følte Cirkusdirektørforeningens medlemmer ikke, at de havde
været tilstrækkeligt repræsenteret i udvalget. Dette gav derfor foreningens medlemmer
mulighed for at formulere et par sider, som skulle optages i den endelige betænkning, men
foreningens advokat, Michael L. Rasmussen, svarede, at medlemmerne ikke havde tid, da det
var højsæson (45). Så cirkus blev hørt. I hvert fald fik medlemmerne
af direktørforeningen mulighed for at komme til orde, at man så valgte ikke at udnytte
denne mulighed, er en anden sag.
4.2.4 Artistudvalgets forslag.
Allerede i 1960'erne havde cirkus
givet udtryk for, at man ikke ønskede statsstøtte, jvf. ovenfor i afsnit 4.1. I 1997
sagde direktør Diana Benneweis, Cirkus Benneweis:
”Vi
er et frit folk. Derfor bryder vi os ikke om, at andre blander sig i vores arbejde. For alting har sin pris
: Hvis staten
giver os penge, vil den også forlange indflydelse på for eksempel vores turnéplan.” (46)
Christian Warrer, Cirkus Arenas
pressechef, afviste i 1999 også tanken om statsstøtte:
"Nej, vi vil ikke have
cirkusstøtte. Se på teaterbranchen, hvor teatrene lukker, og der sidder diverse råd og
bestemmer. Et cirkus er ikke en kulturinstitution, det er et liberalt erhverv." (47)
På trods af den klare - og ofte
gentagne - modstand fra de etablerede cirkus foreslog udvalget, at der skulle gives
økonomisk støtte. Direktørerne havde ønsket en mere indirekte form for støtte.
Således havde man foreslået, at cirkus skulle slippe billigere i vægtafgift, end de
vognmænd, der kører langt mere på vejene. Ligeledes havde man ønsket
momsafgifts-lettelser.
Udvalget
afviste dog disse ideer, da man mente, at økonomisk støtte til cirkus skulle være
kulturpolitisk motiveret. På et punkt var der dog - næsten - enighed mellem udvalget og
direktørerne, da cirkus havde ønsket, at man afskaffede de faste brandvagter. Dette
kunne udvalget ikke støtte, men man fandt, at kommunerne burde stille brandvagter gratis
til rådighed (48).
4.2.5 Førte betænkningen til noget ?
Svaret er et klart nej. Heller ikke
denne betænkning førte til konkrete tiltag. Kulturministeriet har begrundet dette på
følgende måde :
"I prioriteringen blandt mange
øvrige ønsker til nye ressourcekrævende initiativer på kulturområdet har såvel den
forrige som den nuværende regering valgt at tilgodese andre behov end de forslag, der
peges på i Artistudvalgets betænkning." (49)
Hvorfor går det altid sådan med
betænkninger om cirkus ? Et muligt svar kunne være, at cirkus ikke selv er særligt
interesseret i, at disse betænkninger bliver til noget, jf. ovenfor i afsnit 4.1 om de
tidligere betænkninger og i afsnit 4.2.4 om modstanden imod statsstøtte. Desuden viser
man heller ikke altid interesse for at deltage i forarbejderne, jf. ovenfor i afsnit 4.1
og i afsnit 4.2.3. Nedenfor i afsnit 7.2 vil det blive gennemgået, at cirkusbranchen
også står svagt i forhold til lovgivingsprocessen. Direktør Claus Jespersen skal få
det sidste ord:
”Cirkus er ikke ”in”
hos de lærde. Ikke én tør slå et slag for det ægte cirkus. På trods af ministerielle og pressemæssige
tillidserklæringer er det kun en gang øregas, som ikke flytter en splint af en milepæl, så vi kunne få fair spilleregler, der ville resultere i endnu bedre cirkus.”
(50)
5. CIRKUSDIREKTØR-FORENINGEN I
DANMARK.
Cirkusdirektør-foreningen
blev grundlagt i 1949.
"Foreningens Formaal er
Varetagelse af ethvert Forhold af a1men Interesse for Foreningens Medlemmer, og
Foreningens Bestyrelse optræder fremtidig som organisationsberettiget Forhandler." (51).
Om foreningen siden har ændret sin
formålsbestemmelser eller sine vedtægter i øvrigt, har det desværre ikke været muligt
at få afklaret. Foreningens advokat, Michael L. Rasmussen, har således ikke ønsket at
besvare spørgsmålet (52).
5.1 Medlemmerne.
De nuværende medlemmer af foreningen
er: Arena, Arli, Benneweis og Dannebrog (53).
Ifølge Jørgen Lorenzens bog
"Rundt om cirkus" fra 1987 har Benneweis to pladser i foreningen (54). Dette skyldes, at familien Benneweis
i 1955 købte Cirkus Belli (55).
I årene
1970-1990 spillede Benneweis også i Cirkusbygningen i København, hvilket medførte, at
man havde 3 pladser i foreningen. Det betød, at Benneweis-familien havde flertallet, og
således suverænt kunne bestemme, da der gennem flere år kun var to andre medlemmer,
nemlig Arena og Arli (54).
Jf. desuden nedenfor i afsnit 5.3.
Man kan undre sig over, at ikke alle
danske cirkus er medlem af foreningen. Jo flere man er, desto stærkere er man jo. Udenfor
foreningen slår således etablerede navne som Krone, Charlie, Mascot og Baldoni. For så vidt angår
Krone er dette cirkus ældre end både Arena og Arli (56).
En forklaring på, at disse. ikke er medlem, kunne umiddelbart være,
at de er små, men det er Arli også. Forklaringen kunne være den, at medlemmerne af
direktørforeningen
ikke
betragter dem som rigtige cirkus, men som noget, der er på grænsen til gøgl. Krone
startede således som markedspladsunderholdning (57). Imod
dette taler, at også Arena startede på denne måde (58). En mere rigtig forklaring er
formentlig, at det i mange år var direktør Eli Benneweis, Cirkus Benneweis, der
besluttede, hvem der skulle være medlem. Som nævnt havde Benneweis i mange år
flertallet i foreningen.
Således
blev direktør Claus Jespersens Cirkus Dania medlem af foreningen, mens Cirkus Max
Schumann ikke blev det (59). Familien Schumann havde ellers
været blandt initiativtagerne til foreningen (51). Claus Jespersen var imidlertid
udgået fra Cirkus Benneweis, og han havde været direktør Eli Benneweis' svigersøn (60).
Spørgsmålet er naturligvis også,
om Charlie, Krone og Mascot i det hele taget er interesseret i at blive medlemmer af
foreningen ? Krones direktør, Irene Thierry, har svaret bekræftende på dette (61), ligesom Mascot også skulle have
forsøgt at blive medlem (62).
5.2 Spiller Cirkusdirektør-foreningen
nogen rolle ?
Cirkusbranchen i Danmark er en lille
branche, hvor alle kender alle. Det er også en branche, hvor man ikke blot er nære
kollegaer, men også nære konkurrenter. De samme mennesker, der bekriger hinanden, skal
altså sidde ved det samme bord og blive enige om fælles retningslinjer. Er det muligt ?
De sidste 10
år har været kendetegnet ved en stor konkurrence mellem de store cirkus, og særligt
mellem Arena og Benneweis. Således er det sket flere gange, at de to cirkus er kommet til
den samme by indenfor ganske få dage (63). Værre er det nok for et evt.
samarbejde, at man også beskylder hinanden for lidt af hvert. I 1998 sagde Cirkus Arenas
pressechef, Christian Warrer, f.eks. følgende om direktør Diana Benneweis, Cirkus
Benneweis:
”Til
gengæld vil jeg vove den påstand, at Diana opfører sig besynderligt indimellem………..”(64)
Til gengæld havde direktør Diana
Benneweis følgende kommentar om det lille Cirkus Arli:
”To
damer har lige ringet og fortalt, at de har set Cirkus Arli pille 42 af vores plakater i Stenløse ned, og det synes jeg er noget svineri.”
(65)
Arlis direktør, Søren ArIi, var
heller ikke mundlam:
"Søren Arli går så langt som
til at sige, at Diana Benneweis har sine egne moral- begreber, og at hun er alt andet end
hellig." (66)
De ovenfor citerede udtalelser
vedrører en situation i 1998, hvor Benneweis havde hængt plakater op i en mindre by,
hvor Arli skulle spille, mens Benneweis skulle spille i den nærliggende og lidt større
by (67). Som nævnt
ovenfor i afsnit 5.1 er både Arli og Benneweis medlem af Cirkusdirektørforeningen. Man
kan derfor undre sig over, at man ikke internt i foreningen er i stand
til at klare sådan en sag. Der er ingen tvivl om,
at det skader hele branchens ry, at en sådan sag blæses op i pressen.
I 1997 var foreningens medlemmer
samlet til møde hos foreningens advokat, Michael L. Rasmussen. Dette møde udviklede sig ifølge direktør Diana Benneweis, Cirkus Benneweis, til et højlydt skænderi imellem hende og Arenas direktør, Benny
Berdino. Man var ellers samlet for at diskutere Artistudvalget, men mødet
kom hurtigt til at handle om krigen mellem Arena og Benneweis. Således var der
beskyldninger om plakattyverier og manglende betalinger til de ansatte (68).
Alt dette for at illustrere de
problemer som direktørerne - til tider - må have ved at skulle arbejde sammen i
foreningen. Direktør Haddy Enoch, Cirkus Dannebrog, har beskrevet situationen sådan:
"Im
Winter sind wir alle Freunde, aber im Sommer Konkurrenten." (69)
Har direktørerne så nogensinde
været i stand til at samarbejde ? I 1962 havde direktør Louis Schmidt, Cirkus Louis,
engageret det svenske Zoo Cirkus til at optræde i Danmark. Her kom Cirkusdirektør
foreningen grus i maskineriet, og projektet måtte derfor aflyses (70). I hvert fald i 1950'erne havde
foreningen også udarbejdet en standard kontrakt, jf. at foreningen ifølge
formålsbestemmelsen var organisationsberettiget forhandler (71).
Som nævnt
ovenfor i afsnit 4 blev direktørforening hørt i forbindelse med de forskellige
ministerielle betænkninger.
Endelig kan
nævnes, at foreningen pludselig er blevet ganske aktiv. I maj 2003 afholdtes således et
møde mellem lederen af det tyske dressørforbund og direktørerne for Arena og Dannebrog (72). Disse to cirkus iværksatte sammen
med et 3. medlem af foreningen, Arli, også en publikumsundersøgelse, som bl.a. skulle
vise, hvilke dyr som publikum gerne vil se i danske cirkus (73). Et stort flertal af de, som svarede,
ønskede fortsat at kunne se elefanter og søløver i danske cirkus.
Det kan
altså konstateres, at Cirkusdirektørforeningen - på trods af interne kampe - er i stand
til at gøre en indsats.
5.3 Benneweis-familiens position i
foreningen.
Som ovenfor nævnt i afsnit 5.1 havde
familien Benneweis frem til 1990 mindst to pladser i foreningen, da man i tidsrummet fra
1970-1990 også spillede i Cirkusbygningen i København. Alt tyder på, at Benneweis havde
tre pladser i foreningen. Den tredje plads skyldtes ejerskabet af Cirkus Belli / Buster (74). I en årrække havde familien
Benneweis dermed majoriteten i foreningen. Op gennem 1970'erne var der kun to andre
medlemmer, nemlig Arena og Arli. Godt nok blev Dania også medlem sidst i 1970'erne, men
der var et tæt bånd imellem direktørerne Eli Benneweis og Claus Jespersen.
Det har ikke
været muligt at få oplyst, hvor mange pladser Benneweis i dag har i foreningen (75). Under alle omstændigheder har
familien ikke længere det absolutte flertal da der i dag er 3 andre medlemmer, jf.
ovenfor i afsnit 5.1. Familien Benneweis kan i dag også kun have 2 pladser (1 for Cirkus
Benneweis, 1 for Cirkus Belli / Buster).
Som ovenfor
i afsnit 5.1 var direktør Eli Benneweis den ledende personlighed i direktørforeningen,
og han var i hvert fald også i 1987 direktørforeningens formand (76). En post han
formentlig også har haft både før og efter 1987. Eli Benneweis var ikke blot
direktørforeningens, men hele det danske cirkusmiljøs ubestridte leder. Direktør Benny
Berdino, Cirkus Arena, har fortalt om et møde mellem Cirkusdirektørforeningen og
Kulturministeriet:
" , og efter en dundertale på en
halv time fra dansk cirkus' daværende førstemand, Eli Benneweis, forlod direktørerne
det sidste møde " (77)
Også direktøren for Cirkus Arli,
Søren Arli, har udtalt, at han havde meget stor respekt for Eli Benneweis (78). Også fra en direktør, hvis cirkus
ikke er medlem af direktørforeningen, har Eli Benneweis fået karakteristikken som
lederen af dansk cirkus. Direktør Irene Thierry, Cirkus Krone, har således udtalt, at
Eli Benneweis var den samlende, ledende skikkelse (79). Der er da heller igen tvivl om, at
"krigen" imellem de danske cirkus for alvor er blusset op efter, at Eli
Benneweis døde i 1993. Så længe "kongen" levede var der roligt, og dette var
uden tvivl en fordel, både for branchens ry og for branchens økonomi. Det betød
desuden, at branchen udadtil optrådte i samlet flok.
Ulempen var naturligvis, at det var Eli Benneweis, der bestemte. Der var med andre ord nogle, der ikke kom til orde. Det
var Benneweis, der var cirkus i Danmark. Det var ham, der var Cirkusdirektørforeningen i
Danmark.
Er der så i
dag i en ny "konge" ? Svaret må være et nej (79). Man kunne ellers have forestillet sig, at positionen var
gået i arv til Eli Benneweis' datter, Diana Benneweis. Der er imidlertid ingen tvivl om,
at Benneweis-familien har mistet indflydelse siden Eli Benneweis' død. Det er således
værd at bemærke, at Benneweis ikke deltog i den i afsnit 5.2 nævnte
publikumsundersøgelse. Ligeledes deltog direktør Diana Benneweis heller ikke i
direktørernes møde med lederen af det tyske dressørforbund, jvf. ovenfor i afsnit 5.2.
Det kan
selvfølgelig også skyldes, at Diana Benneweis ikke har ønsket at overtage sin fars position.
Det skal dog
bemærkes, at ingen ville have vovet at rette de beskyldninger imod Eli Benneweis, som
Arena og Arli i 1998 rettede imod Diana Benneweis, jvf. ovenfor i afsnit 5.2.
5.4 Den internationale udvikling.
I Danmark skabte man altså allerede
i 1949 en brancheorganisation for cirkus.
I Schweiz har man først i 2003 skabt
en direktørforening (80).
Tyskerne lavede i 1969 en forening, der fik navnet Interessengemeinschaft der führende
Circusuntemehmen. Foreningen gik imidlertid i stykker i 1971, da man et optog et nyt
medlem. Dette skyldtes, at et af de gamle medlemmer ikke mente, at det nye hørte til
blandt de førende tyske cirkus (81). Her er netop et eksempel på, at
disse foreninger, på grund af det tætte konkurrenceforhold er meget skrøbelige.
I 2002 dannede man en organisation
på europæisk niveau, kaldet European Circus Association, ECA (82). Denne organisation har bl.a. holdt
konferencer i forbindelse med Den Internationale Cirkusfestival i Monte Carlo. I den
første konference deltog et tysk medlem af Europa-Parlamentet, og desuden var over 100
cirkusdirektører tilstede (83).
Cirkus
Dannebrog er det eneste danske medlem og var oprindelig også det eneste skandinaviske
medlem (81). Ultimo 2004
havde ECA tillige de 2 største norske cirkus, Arnardo og Merano, som medlemmer.
6. LUKKETHEDEN.
Som allerede nævnt i afsnit 4 om
Artistudvalgets betænkning af 1998 ønskede cirkusdirektørerne ikke at medvirke til
udvalgets arbejde. Også i forbindelse med tidligere betænkninger havde man ikke ønsket
at medvirke.
I forbindelse med forarbejdet til
dette speciale blev der rettet henvendelse til medlemmerne af Cirkusdirektørforeningen.
På trods af, at man i starten var meget
positive, var det kun et enkelt cirkus, der besvarede de fremsendte spørgsmål.
I Sverige
har man diskuteret et forbud imod elefanter og søløver i cirkus. De større svenske
cirkus blev opfordret til at komme med evt. indsigelser, men ikke en eneste reagerede.
Hvad er
grunden til, at cirkus ikke svarer på sådanne henvendelser? Nedenfor vil der blive
gennemgået nogle mulige grunde til dette.
6.1 Mistro til offentlige myndigheder.
Det gamle mundheld om, at man bør
hive vasketøjet ind, fordi cirkus er byen (84), illustrerer meget godt den
mistillid, der tidligere var gældende overfor cirkus.
Mistilliden
gav sig bl. a. udtryk i, at cirkus skulle medbringe en såkaldt konduitebog. I den
pågældende bog skrev de lokale myndigheder, hvorvidt cirkus havde opført sig ordentligt
(85).
I
Benneweis-familens eje er stadig er det rejsepas, som grundlæggeren af cirkus, Gottfried
Benneweis, fik udstedt af politimesteren i Vordingborg i 1887. Dette rejsepas medførte,
at myndighederne ikke måtte lægge unødige hindringer i vejen for cirkus (86). Der var altså en offentlig kontrol
med cirkus samtidig med, at myndighederne også skulle være cirkus behjælpelig, når
dette havde et rejsepas.
I en bog om
den svenske cirkus-familie Bronett siges det dog også: "Danmark har ansetts som et bättre cirkusland end
Sverige, med bättre publik och sympatisk
instilling til cirkus från myndighetemas sida. ... .. . . " (87)
På den ene
side var der ønsket om kontrol ( konduitebogen og rejsepasset), og på den anden side var
altså en velvellighed (rejsepasset og Bronett-citatet). Hvordan passer mundheldet med
vasketøjet så med virkeligheden ?
Sandheden er
formentlig, at man ude i landet ikke havde den store tiltro til disse omrejsende grupper.
Anders Enevig nævner i sin triologi "Cirkus i Danmark" et eksempel på, hvordan
cirkus ofte blev behandlet af offentlige myndigheder. Oftest led cirkus-folkene i tavshed,
men direktør Carl Hoffmann var en undtagelse: "Besynderligt
nok har jeg allertider havt det Malheur i Randers, Gud maa vide hvorfor! at have paadraget
mig Hr. Kammerherrens Unaade, "
Den omtalte kammerherre ville
forhindre Hoffmann i at optræde i Randers. Hoffmann var dog ikke tabt bag en vogn: " , at nu engang havde fast besluttet at spille og
at Hs. Høivelbaarenhed, hvis han syntes at dette var lovstridigt. jo havde Midler i
hænde til yderligere at standse denne min Fremgangsmaade; "
Kammerherren valgte ikke at skride
ind, vel nok fordi at Hoffmann havde retten på sin side (88).
På en tid, hvor de fleste blev
boende der, hvor de blev født, virkede det
mistænkeligt, at nogle mennesker havde valgt den usikre tilværelse på landevejene. Der
måtte næsten være noget skummelt ved disse mennesker, siden de havde valgt denne usikre
livsform.
En anden
ting var, at der oftest ikke grund til denne mistillid. Cirkusfolkene opførte sig pænt,
for man ville gerne kunne komme tilbage til den samme by på et senere tidspunkt.
Det
fortælles, at Gottfried Benneweis engang omkring år 1900 havde slået sit telt op på
Amager. Forretningen gik strygende. Cirkus valgte dog hurtigt at forlade Amager, da
altmeister Gottfried opdagede, at nogle havde stjålet en af hans elskede ænder. Blandt
sådan noget tyvepak ønskede man ikke at opholde sig (89). Så det med at hive vasketøjet ind
gjaldt også nogle gange for cirkus!
De
ovenstående eksempler har alle drejet sig om de lokale myndigheders administration.
Spørgsmålet er, om cirkus også i lovgivningsmæssig henseende har haft grund til at
nære mistillid ?
I 1911 vedtoges en lov om
forlystelsesskat. De danske cirkus måtte herefter betale 20 % af billetindtægten i
forlystelsesskat. Den danske cirkusverdens daværende førstedame, direktør Dora Miehe
Pfänner, udnyttede sine forbindelser og sørgede dermed for, at cirkus med ministeriel
bevilling "kun" skulle betale 10 % i forlystelsesskat. Denne bevilling blev kun
udstedt til 4 cirkus. I 1922 forhøjede man forlystelsesskatten til det dobbelte. Det
betød, at f.eks. Cirkus Benneweis, der ikke havde bevilling, nu skulle betale 40 %.
Denne meget
høje beskatning blev i 1950 nedsat til 20 %. Herefter var det ingen skattemæssig fordel
at have en cirkusbevilling. Først d. 1. januar 1965 blev forlystelsesskatten afskaffet.
Cirkus havde
grund til at nære mistillid på baggrund af denne lov. Justitsministeren, der kæmpede
for cirkus efter direktør Dora Miehe Pfänners henvendelse, skrev nemlig som begrundelse
for, at nogle cirkus skulle slippe billigere i forlystelsesskat, at disse cirkus ikke med
økonomisk udbytte kunne fortsætte deres forretning, hvis de skulle betale skatten.
Man var
altså ganske udmærket klar over, at de, der ikke fik bevilling , ville have svært ved
at overleve (90).
Det er ikke
særligt tillidsvækkende, at en minister er klar til at underskrive
"dødsdommen" over flertallet af en branchens udøvende aktører. Det er heller
særligt ikke tillidsvækkende, når ministeren er klar over, at det er det, han er ved at
gøre.
Også
situationen i forbindelse med rovdyrforbudet i 1962, jvf. ovenfor i afsnit 3, var med til
at understrege, at cirkus - med rette - burde have mistillid overfor lovgivningsmagten.
Som gennemgået ovenfor i afsnit 3 valgte man i Folketinget fuldstændigt at overhøre de
danske cirkus. Direktørforeningens udtalelse til udvalget blev således ikke pålagt
betydning. Man valgte i stedet blindt at tro på, hvad visse udenlandske dressører sagde,
jvf. mere nedenfor i afsnittet om Habermas.
Når man
vælger at overhøre, hvad en branche siger, på et område af stor betydning for denne
branche, ja så rar man meget vanskeligt branchens tillid
fremover. Historisk er der grundlag nok for at nære mistillid til
offentlige instanser. Er der også i dag grundlag for denne manglende tillid ?
I sin
doktorafhandling, "Cirkusliv", fra 1981 beskriver den svenske etnograf Christer
Cederberg, hvordan cirkus kontrolleres af brandvæsnet, politiet og I eller andre lokale myndigheder. En ny by betyder
en ny kontrol. Cederberg skriver: " , att man
ständigt måste vara beredd på den nitiske, i grunden fordomsfulle inspektoren, som
efter eget godtycke -las lokala förskrifter - kan stoppa foreställingen." (91).
En anden
svensker , journalisten Ulf Mörling, rejste i 1973 med det lille svenske Cirkus Scala.
Mörling beskriver, hvorledes den lokale brandmester kom til cirkuspladsen i selskab med
to politibetjente. Brandmesteren ville have betaling forud, og fik han ikke dette, ville
han stoppe forestillingen. Dette kunne for så vidt være i orden, men brandmesteren stod
og råbte dette ind i hovedet på cirkusdirektøren. Ifølge Mörling fuldstændigt
umotiveret (92).
Er det ikke
kun mindre svenske cirkus, der oplever denne form for behandling ?
I 1993 skete
noget lignende for Cirkus Benneweis under dettes besøg i Ribe. Her krævede han den
lokale brandvagt, at alle stole blev flyttet 2 cm., ellers måtte han kræve
forestillingen aflyst. Da publikum om aftenen kom ind i teltet, fortalte han højlydt og
med store armbevægelser, hvorledes "disse gøglere pludseligt havde fået
travlt." (93)
Så også
store anerkendte cirkus oplever denne form for chikane.
En anden
form for chikane, der opleves i visse kommuner, er, at det ikke er tilladt at hænge
plakater op. Til gengæld må politikerne gerne hænge valgplakater op (94). Noget, der af cirkus også opleves
som chikane, er det bureaukratiske system. Som nævnt ovenfor i afsnit 3.5 meddelte
direktøren for det norske Cirkus Merano, at han ville lukke sit cirkus, hvis der kom et
elefantforbud i Norge. Direktøren henviste dog også til det stadig større bureaukrati.
Merano-direktørens reaktion havde den effekt, at de norske myndigheder har meddelt, at
man vil i dialog med de norske cirkus (95).
Også de
danske cirkus støder på bureaukratiske problemer. Således nåede nogle russiske
artister ikke frem til Cirkus Benneweis' 1996-premiere på grund af problemer med
indrejsetilladelser (96).
Alt i alt er
der mange eksempler - fra både fortid og nutid - der viser, hvorfor cirkus er skeptisk
overfor offentlige instanser.
6.2 Lukketheden overfor
"private".
I
forbindelse med forarbejdet til dette speciale blev der rettet henvendelse til følgende
cirkus: Arena, Arli, Benneweis, Dannebrog, Krone og Mascot, jvf. bilag A. De fire første
cirkus er kendetegnet ved at være medlem af Cirkusdirektørforeningen, jvf. ovenfor afsnit 5.
Tre af de
adspurgte (Benneweis, Dannebrog og Krone) meldte tilbage, at man gerne ville besvare nogle
spørgsmål. På trods af gentagne henvendelser var det kun Krone, der valgte at besvare
de fremsendte spørgsmål.
Hvad var
grunden til, at disse cirkus ikke ville deltage? Umiddelbart kunne man tænke sig,
at det var fordi, at spørgsmålene kom, da sæsonen var i gang. Både direktør Haddy
Enoch, Cirkus Dannebrog, og direktør Irene Thierry, Cirkus Krone, havde imidlertid
meddelt, at det var ligegyldigt, hvornår spørgsmålene kom.
Den svenske
etnograf Christer Cederberg skrev i 1981 en doktorafhandling om cirkus. Cederberg fik lov
at følge 3 cirkus for at lave interviews med de ansatte. Først fulgte Cederberg med det
svenske Cirkus Scala. Her arbejdede han som almindelig teltarbejder, og han havde ingen
problemer med at komme i kontakt med de ansatte. Året efter tog han til Danmark for at
rejse med Cirkus Max Schumann. Her skulle han ikke arbejde som feltarbejder, men man blot
lave sine interviews. Nu oplevede han, at ingen ville tale med ham. Først, da han vovede
sig op i trapezen, blev han accepteret (97).
Danskeren
Jørgen Lorenzen oplevede noget tilsvarende. Han måtte således løbe rundt i et mølædt
abe-kostume under en pause i Cirkus Dannebrog. Først herefter blev han accepteret (98).
Baggrunden
for disse to eksempler er, at der i cirkus er skepsis overfor alt, der kommer udefra, jvf.
også ovenfor i afsnit 6.1. Personer, der kommer udefra kaldes i cirkus-miljøet for
"private" (99).
Spørgsmålet
er: Skulle jeg også have løbet rundt i et mølædt kostume for at få svar på mine
spørgsmål ? For taler de to ovennævnte eksempler. Imod taler, at de tre cirkus i
første omgang var meget positive overfor mig. Imod taler desuden, at jeg - i modsætning
til Cederberg - er en person, som nogle af de berørte personer kendte ganske udmærket.
Spørgsmålet
er naturligvis også mere generelt, hvorfor der er denne lukkethed overfor
"private" ?
Igen kan man
søge svaret i historien. Som ovenfor i afsnit 6.1 nævnt mødtes cirkusfolkene - til
tider - af mistillid fra de lokale embedsmænd. Disse rejsende var fremmed fugle overalt.
Trygheden var de nødt til at finde internt i familien. En gruppe af mennesker, der har de
samme livsvilkår, vil ofte finde sammen. Der udviklede sig med andre ord et fællesskab
mellem de rejsende familier. Man vidste af bitter erfaring, at de omkringliggende samfund
så skævt til gruppen, og derfor valgte man at udvise agtpågivenhed overfor
udenforstående (100).
Mødes cirkus så også i dag af
denne mistillid ?
Cirkus Arenas daværende
junior-direktør, Benny Berdino, var på et tidspunkt ude for at hænge plakater op. Han
henvendte sig derfor i et cafeteria og bad om lov til at hænge en plakat op i vinduet. "Ejeren rejste sig, han stemte to knytnæver i
skænken. Han nikkede i retning af udgangen og slængte ordene af sig: Nejtak. Her
reklamerer vi ikke for sigøjnere." (101)
Så man må sige, at cirkus stadig
møder mistillid fra i hvert fald visse personers side.
Der er dog
ingen tvivl om, at man stadig af historiske
årsager er meget skeptiske overfor udenforstående i cirkusmiljøet. Det er Christer
Cederbergs mening, at man ikke så meget skal søge svaret på denne skepsis / mistillid
overfor "private" i historien. Han mener i stedet, at cirkus-folks lukkethed
skyldes, at de har meget lidt til fælles med "private" (102).
6.3 Kan cirkus se en fordel i ikke at
svare?
I 2001
foreslog det svenske Jordbruksverk en ændring af den svenske dyreværnslov. Denne
ændring ville betyde et forbud imod elefanter og søløver i svenske cirkus (103).
Jordbruksdepartementet
bad herefter de større svenske cirkus om at komme med evt. indsigelser (104). Ikke en eneste reagerede (105).
Når dette
har betydning i forbindelse med et speciale om cirkus i Danmark, er det fordi, at man må
spørge sig selv, om ikke danske cirkus ville reagere på samme måde ?
Ovenfor i
afsnit 6.1 er det beskrevet, hvorledes cirkus af historiske årsager nærer mistillid til
offentlige myndigheder. Kendetegnende for flertallet af de svenske direktører er dog, at
de ikke kommer fra gamle cirkusfamilier, men i stedet for har de en "privat"
baggrund (106), og de
burde derfor ikke være præget af de traditionelle opfattelser. Yderligere er den ene af
direktørerne for Sveriges største cirkus, Cirkus Scott, Robert Bronett, uddannet jurist.
Robert Bronett tilhører dog en meget gammel cirkusfamilie (107).
Man kunne
meget vel forestille sig, at mennesker uden traditionel cirkusbaggrund og mennesker med
juridisk uddannelse ville forstå betydningen af at reagere, men der var altså igen af
dem, der valgte at komme med indsigelser.
En svensk
cirkuspersonlighed har overfor mig givet udtryk for, at grunden til den manglende reaktion
kunne være, at cirkus kan se en fordel i ikke at svare. Baggrunden herfor skulle være,
at elefantnumre er meget dyre, og at det er svært at finde dygtige dressører. Det
svenske Cirkus Scott har således ikke haft elefanter på programmet siden 1997 (108).
Endnu en
grund kunne være, at de svenske dyreværnsforeninger er betydeligt mere aggressive end de
danske. De svenske cirkus har således fået ødelagt plakater, og der har været
demonstrationer udenfor cirkusteltene (109). Der er altså flere momenter, der
taler for, at de svenske cirkus kunne have en vis interesse i et forbud, der rammer alle.
En grund
til, at cirkus ikke svarer, kunne være, at man ikke mener, at det nytter noget. Der er
alligevel ingen, der lytter til, hvad cirkus
siger. Dette har naturligvis sammenhæng med den ovenfor i afsnit 6.1 nævnte mistillid til offentlige myndigheder. Jf. desuden i
afsnit 3 om den forgæves kamp imod rovdyrforbuddet, og i afsnit 4 om betænkningen af
1998. Kendetegnende for disse to situationer var, at man nok spurgte, men ikke lyttede.
Ville de
danske cirkus reagere på samme vis?
Direktøren
for Cirkus Benneweis, Diana Benneweis, har udtalt, at hun sagtens kan leve med et cirkus
kun med heste og hunde (34). Heroverfor står, at de øvrige
medlemmer af direktørforeningen i 2003 foretog en publikumsundersøgelse af hvilke dyr,
som publikum ønsker at se i cirkus, jvf. ovenfor i afsnit 5.2. Resultatet af denne
undersøgelse kunne tænkes at skulle bruges som argument imod et dansk elefantforbud.
En dansk
cirkuspersonlighed har også udtalt, at elefanterne er så stor en attraktion, at cirkus
vil gå meget langt for at beholde dem (110).
6.4 Afsluttende bemærkninger.
Alt i alt
kan man konstatere, at cirkus har - en berettiget - historisk mistillid til offentlige
myndigheder og til udenforstående privatpersoner. Denne mistillid underbygges til
stadighed, både på lokalt embedsmandsniveau og på lovgivningsniveau.
7. CIRKUS OG DE FORSKELLIGE
RETSSOCIOLOGISKE TEORIER.
I de
foregående afsnit er det blevet undersøgt, om cirkus bliver hørt i forbindelse med
vedtagelse af love og i forbindelse med overvejelser om lovgivning. Det er også blevet
undersøgt, hvad baggrunden er for, at cirkus ofte ikke ønsker at deltage.
I dette
afsnit skal de foregående undersøgelser bruges at illustrere, hvorvidt forskellige
retssociologiske teorier passer på den danske cirkus- verdens måde at reagere på.
7.1 Habermas
Jürgen Habermas taler om system- og
livsverdenen. Førstnævnte vedrører de tilfælde, hvor vi forsøger at skaffe os selv
eller andre økonomiske fordele eller magt. Det vil sige, at systemverdenen bl.a.
vedrører vores arbejdsliv. Livsverdenen drejer sig derimod om vores sociale liv. Det er
indenfor denne sektor, at man finder de moralske spørgsmål og meningen med livet (111).
For de fleste af nutidens mennesker
er arbejdspladsen fysisk et andet sted end der, hvor vi
i øvrigt lever vores liv. Det
betyder ikke, at vi ikke definerer os udfra vores arbejde. Ofte er noget af det første,
man spørger et andet menneske om, hvilket arbejde vedkommende har. I cirkus er
arbejdspladsen ikke forskellig fra det sted, hvor man i øvrigt lever sit liv. Den svenske
etnograf Christer Cederberg har beskrevet det sådan:
"I øvrigt anses cirkusyrket fylla
alla krav på personlig tillfredsställelse, att hobbies inte behovs." (112)
Som det er beskrevet ovenfor i afsnit
6 er det kendetegnende for cirkus- folk, at de er meget lukkede overfor udenforstående.
Man holder - bl.a. historiske grunde - sammen indenfor gruppen. I det øvrige samfund holder vi sammen i
forskellige grupper i forskellige sammenhænge. Når vi er på arbejde, er gruppen vores
kollegaer. Når vi har fri, er gruppen familien, vennerne eller fodboldholdet. Vi holder
ikke sammen med alle disse grupper på samme tid. Der er med andre ord en adskillelse
mellem vores arbejdsliv og vort øvrige liv.
I cirkus
holder man hele tiden sammen indenfor gruppen, i hvert fald overfor udenforstående. Der
er heller ingen adskillelse imellem grupper, der tilhører arbejdslivet, og grupper, der
tilhører fritiden. Det er også
kendetegnende, at vi - de udenforstående - præges fra mange forskellige sider. Det vil
sige, at meningen med tilværelsen og livets moralske spørgsmål bliver et resultat af
den prægning, som vi modtager fra de forskellige grupper, som vi har kontakt med. Som vi
har impulser fra. I cirkus har man ingen interesse i det omkringliggende samfund (113), og prægningen foregår derfor
indenfor gruppen.
Som et bevis
på det kan nævnes, at man i cirkus stadigt vogter over de unge piger, som man gjorde i
det omkringliggende samfund for generationer siden. Direktør Diana Benneweis har fortalt,
hvordan nogle unge piger under firmafesterne i Cirkus Benneweis bliver låst inde i deres
vogne (114).
Cederberg
nævner også, at de fleste i cirkus gifter sig med personer, der også kommer fra
cirkusmiljøet (115).
I cirkus er
man altså på sin arbejdsplads døgnet rundt, og man modtager ingen - eller meget få -
impulser fra det omkringliggende samfund. Kort sagt: Det giver altså ingen mening at tale
om system- og livsverdenen indenfor cirkus.
Habermas
mener, at statsmagten bør forsigtig med at gribe ind i livsverdenen. Hvis statsmagten
alligevel gør dette, vil det kunne medføre ødelæggende og utilsigtede virkninger.
Dette skyldes, at statsmagtens indblanding vil medføre ødelæggelsen af forhold i
menneskers tilværelse, som giver dem mening med livet. Desuden gives folk en følelse af
afmagt og fremmedgjorthed. Man kan altså ikke skele mellem system- og livsverdenen
indenfor cirkus, men i det følgende vil det blive gennemgået, hvorledes statsmagtens
indblanding i cirkusfolkenes tilværelse netop har haft den effekt, som Habermas taler om.
Da
dyreværnsloven blev ændret i 1962, jvf. afsnit 3, ejede familien Benneweis en af verdens
største bestande af dresserede rovdyr. Forbudet ramte derfor familien hårdt. Er vi her
ikke netop indenfor systemverdenen ?
Umiddelbart
ja, men for disse mennesker spillede dyrene en
større rolle end blot den økonomiske. Et gammelt siger jo: Intet cirkus uden dyr. Dyrene
var med andre ord en del af eksistensgrundlaget for disse mennesker. Fjernede man dyrene,
fjernede man meningen med tilværelsen.
Cirkuseksperten,
redaktør Kurt Møller-Madsen har beskrevet Cirkus Benneweis omkring 1900 på følgende
måde:
" som sammen med et fantastisk
menageri af høns, gæs, duer og en 25-30 hunde gik frit omkring mellem vognene og
teltene, "
"Dyrene betød alt for disse
mennesker, og de havde langt flere af dem, end de havde brug for. Cirkusdirektør Loms
Schmidt, der i sine unge dage arbejdede hos Ferdinand (Benneweis, SKN) fortæller, at man
dårligt nok måtte sige du til hestene, som var hans et og alt." (116)
Betød dyrene virkeligt det samme for
disse mennesker i 1962, som de havde gjort omkring år 1900?
Arkæolog Søren Nancke-Krogh
arbejdede sidst i 1960'erne i Cirkus Benneweis som teltarbejder, og han beskrev Irene
Benneweis sådan: "Når Bedste (Irene
Benneweis, SKN) en sjælden gang kom på besøg, skulle alt være i orden, og hvis hun så
nogen slå et dyr, så gav hun ham sådan en på kassen, at hovedet drejede en halv
omgang." (117)
Direktør Eli Benneweis har også
sagt, at han var rasende over forbudets vedtagelse, da ingen skulle fortælle ham, at man
ikke var gode ved dyrene i Cirkus Benneweis (118).
Så dyrene
betød også meget for disse mennesker i 1962, og de betragtede dem som selve
eksistensgrundlaget for den specielle livsform, de havde valgt.
" Det var min fars opfattelse, at dyr var selve
grundlaget for cirkus." (34) Ordene stammer fra direktør Diana
Benneweis. Hendes far sagde også efter vedtagelsen af forbudet, at han var skeptisk
overfor fremtiden for cirkus i Danmark (118).
Som nævnt i
afsnit 3 blev direktørforeningen hørt i forbindelse med lovforslagets fremsættelse.
Folketinget valgte dog i stedet for at tro på, hvad visse udenlandske dressører sagde.
Fra debatten
om transport af slagte dyr ved vi i dag, at man i det sydlige Europa har et lidt andet syn
på dyr, end vi har her hos os, og mon ikke man også havde det i 1962 ?
Der er ingen
tvivl om, at cirkus følte sig magtesløs. Den svenske etnograf Christer Cederberg har
beskrevet de svenske cirkusfolks følelser omkring det svenske rovdyrforbud på følgende
vis: "Djurforbudet uppror cirkusartisterna. som anser det felaktigen eftersom de kan
visa upp en lång tradition inom djurdressyr och rovdjursskotsel."
Den utilsigtede virkning af dette
indgreb fra statsmagtens side var uden tvivl, at cirkus fik endnu et argument for at nære
mistillid til de offentlige myndigheder.
Et andet eksempel på et tilfælde, hvor statsmagten
har overvejet at gribe ind i cirkusfolkenes tilværelse, er de gentagne overvejelser om
statsstøtte. Noget af det, der kendetegner cirkusfolk er, at de føler sig som frie
fugle. Igen kan man søge tilbage i historien for at finde svaret på denne følelse af
frihed. Cirkusfamilierne har altid rejst fra sted til sted, fra land til land. Følte man
sig utryg, eller man med utilfreds med det sted, hvor man opholdt sig, kunne man altid
rejse videre.
I dag har de fleste familier et land,
som er deres. Det er det land, de rejser i hvert år; det er der, hvor de er statsborgere.
Hvad har dette med overvejelserne om
statsstøtte at gøre ? Direktør Diana Benneweis, Cirkus Benneweis, har sagt: "Vi er et frit folk. Derfor bryder vi os ikke om,
at andre blander sig i vores arbejde. For alting har sin pris: Hvis staten giver os penge,
vil den også forlange indflydelse på for eksempel vores turneplan." (120)
Når man
tænker på, at cirkus helt tilbage til 1960'erne (jvf. ovenfor i afsnit 4.1) konsekvent
har afvist tanken om statsstøtte, ja så er det, at man godt kan forstå, hvis cirkus føler sig magtesløs overfor
myndighederne. Som nævnt i afsnit 4.2 gjorde direktørerne det tidligt klart overfor
Artistudvalget, at man ikke ønskede statsstøtte. Alligevel var dette udvalgets
væsentligste indstilling til ministeren.
Der er ikke
noget at sige til, hvis cirkus føler afmagt. Ved statsstøtte, og hvis det går, som
direktør Diana Benneweis har sagt, vil cirkus- folkene netop føle, at de mister noget af
den væsentlige og eksistentielle frihed.
Som
beskrevet passer Habermas' teori om, at statsmagten skal være forsigtig med at gribe ind
i forhold i menneskers tilværelse, som giver denne mening, ganske godt på
cirkusverdenen. Dalberg-Larsen skriver i "Lovene og livet", at Habermas ville
betragte situationer som de netop beskrevne som hørende til system-verdenen, og han ville
derfor anse dem for uproblematiske (121).
Ovenfor i
afsnit 6 er det gennemgået, hvordan cirkus har en historisk betinget mistillid til
offentlige myndigheder. Det kan derfor ikke anses for uproblematisk, at man fra
statsmagtens side vælger at lave en lovgivning, der ikke blot rammer cirkus på
pengepungen, men på selve nerven i denne specielle livsform. Særligt ikke, når man
samtidig vælger ikke at lytte til cirkus.
Når den
samme statsmagt så flere gange nedsætter udvalg, der også vælger at overhøre, hvad
denne subkultur mener, ja så er det forståeligt, at cirkus nærer mistillid.
7.2 Genetisk retssociologi.
Den genetiske retssociologi
beskæftiger sig med årsagerne til lovgivning (122).
Ovenfor er
årsagerne til 1962-ændringen af dyreværnsloven nærmere beskrevet. I dette afsnit vil
der i stedet blive fokuseret på begrebet non- decision making.
I
"Lovene og livet" nævner Dalberg-Larsen et eksempel på dette. Eksemplet
vedrører debatten omkring etableringen af en andelslov i begyndelsen af 1900-tallet. På
grund af den stærke modstand fra de menige andelshavere blev en sådan lov ikke vedtaget
i Danmark. Andelsbevægelsen har hos os sin stærkeste base i landbruget, der både
dengang og i dag er et erhverv af stor samfundsøkonomisk betydning (123). Cirkus-branchen er i modsætning
til landbruget et erhverv af forsvindende lille samfundsøkonomisk betydning (124).
Kendetegnende
for landbruget er også, at dette erhverv traditionelt har været repræsenteret i
Folketinget via et politisk parti, Venstre. Omvendt har cirkus ikke et parti, der kæmper
branchens sag. Ser man på ændringen af dyreværnsloven i 1962 var der dog flere
medlemmer af Folketinget, der kæmpede på branchens side. Nogen samlet og fast politisk
støtte var I er der ikke tale om.
Ligheden
mellem debatten om andelsloven og dyreværnsloven ligger i, at man i begge tilfælde var stærkt imod, at Folketinget skulle
blande sig i forholdene via lovgivning (123).
Man kan i
den forbindelse overveje, om ikke landbruget også er et erhverv, hvor man ikke kan tale
om en opdeling i system- og livsverdenen, jvf. ovenfor afsnit 7.1 om Habermas.
Konkluderende
kan man sige, at landbruget har lettere ved at forhindre uønsket lovgivning på grund af
branchens samfundsøkonomiske betydning og på grund af faste politiske støtter.
Cirkusbranchen
er derimod en branche, der står svagt i lovgivnings- processen.
Christer Cederberg beskriver forholdene omkring ændringen af den svenske dyreværnslov således: "Men förbudet er även et bevis på cirkusfolkets svaga position i samhället. det er nämligen lätt at konstatera, at uppenbart djurplågeri inte sanktioneras, så lange det har betydelse ror produktion och samhallsekonorni." (119)
Branchens
position bliver naturligvis heller ikke bedre af, at man nægter at deltage i de
forskellige tiltag, jvf. bl.a. ovenfor i afsnit 6.1.
Et eksempel
på non-decision making kunne være de forskellige betænkninger, jvf. ovenfor i afsnit 4.
Kendetegnende for disse betænkninger er, at man fra udvalgenes side altid har ønsket, at
cirkus skal have statsstøtte, mens branchen selv har kæmpet imod dette.
Statsstøtte
er aldrig blevet indført. Skyldes dette branchens modstand sådan, at vi her har et
eksempel på non-decision making ?
Svaret er
formentlig et nej.
Kulturministeriet
har i forbindelse med et spørgsmål om den seneste betænkning svaret, at man ikke har bragt nogle af betænkningens forslag
til behandling i Folketinget. Dette skyldes "nye ressourcekrævende initiativer på
kulturområdet" (125). Grunden er altså, at cirkus
prioriteres lavt, hvilket naturligvis har sammenhæng med den svage samfundsøkonomiske
position og den manglende, direkte politiske indflydelse. Desuden har det også her
betydning, at branchen ikke selv råber op, hvilket man i det konkrete tilfælde kan
forstå, da branchen ikke var interesseret i forslagene.
7.3 Operationel retssociologi.
Mens den
genetiske retssociologi beskæftiger sig med årsagerne til lovgivning, ja så handler den
operationelle om virkningerne af lovgivning (126).
I
"Lovene og livet" nævnes forskellige faktorer, der generelt må anses for at
øve indflydelse på operationelle processer. Bl. a. nævnes betydningen af, at berørte
borgere har en positiv indstilling til loven. Det anføres også, at borgernes holdning
ofte vil afspejle, om loven har økonomisk betydning for dem (127). Når man ser på rovdyr-forbudet i
1962, er det tydeligt, at de berørte borgere ikke var positivt stemt overfor loven, jvf.
ovenfor i afsnit 3 og i afsnit 6.
Hvorfor blev
ændringen af dyreværnsloven så efterlevet ? Hvorfor blev den en succes ?
Også i
dette tilfælde spiller mistilliden en rolle. Af historiske
årsager mener man i cirkus, at det er bedre at efterleve, hvad der dikteres fra
statsmagten. Hvis man gør modstand, risikerer man blot, at tingene bliver værre (128).
Det nævnes
også i Dalberg-Larsens bog, at hvis de berørte borgere er imod loven, så er deres
muligheder for at imødegå dem bl. a. afhængig af deres økonomiske styrke (127).
Som
gennemgået ovenfor i afsnit 7.2 har cirkus en forsvindende lille samfundsøkonomisk
betydning. Endelig nævnes også, at borgernes grad af organisering spiller ind (129). Som nævnt i afsnit 5 er branchens
organisering ikke optimal, da ikke alle cirkus er medlem af Cirkusdirektør-foreningen, og
da man kan stille spørgsmålstegn ved, om man internt i foreningen er i stand til at
samarbejde.
7.4 Refleksiv ret.
Teorien om
refleksiv ret er en teori om en måske kommende retsform. Teoriens grundide er, at de
mennesker, der direkte berøres af en afgørelse, også skal være dem, der træffer
afgørelsen. Det vil betyde, at afgørelserne ikke blot efterleves - sådan som
rovdyrforbudet - men også, at de accepteres.
Desuden vil
man slippe for de problemer, som Habermas har påpeget, jvf. ovenfor i afsnit 7.1. Dette
skyldes, at afgørelserne ikke vil opleves som udefrakommende, ligesom de ikke vil give en
følelse af afmagt, da man selv har været med til at træffe dem (130).
Umiddelbart
er der en del, der taler for, at denne retsform vil kunne løse de tillidsproblemer, der
er beskrevet i det foregående. Dalberg- Larsen skriver, at en retsform som refleksiv ret
vil betyde, at eksperterne fremover vil få en rolle som rådgivere eller mæglere (131).
Som nævn i
afsnit 4 om de forskellige betænkninger, har udvalgene altid bestået af folk hentet
udenfor cirkusmiljøet. Dette har været med til at cementere cirkus' opfattelse af, at
der er god grund til at nære mistillid. Ved direkte at lade cirkus selv komme til orde,
vil man bevæge sig et stykke i retning af at få skabt tillid. Cirkus vil komme af med
følelsen af afmagt.
Et problem
er dog ved teorien om refleksiv ret set i forhold til cirkus. I de tilfælde, hvor der er
modstridende interesser, er det teoriens tanke, at de modstridende parter skal kunne blive
enige ved at lade fornuften råde. Hvis man tænker sig, at de modstående parter er
Cirkusdirektør- foreningen og Dyrenes Beskyttelse, ja så er det svært at forestille
sig, at disse to parter skulle kunne blive enige ved at lade fornuften råde.
Et problem
er det også, at ikke alle danske cirkus er medlem af Cirkusdirektørforeningen, jvf.
ovenfor i afsnit 5.
Hvis det er
meningen, at modstridende parter skal kunne nå til enighed, er det vigtigt, at disse
parter repræsenterer alle relevante interesser. Sagt med andre ord: Alle cirkus bør
være medlem af direktørforeningen.
Hermed er
alle problemer dog ikke løst. I afsnit 5 er det gennemgået, hvilken styrende rolle
Benneweis-familien spillede i direktørforeningen i mange år. Hvis en familie styrer
foreningen, vil nogle medlemmer sikkert tilbage med følelsen af ikke at blive hørt. De
vil have følelsen af afmagt, og dermed er vi tilbage ved Habermas' teori, jvf. ovenfor i
afsnit 7.1.
Selv om der
er uafklarede problemer og spørgsmål, er der ingen tvivl om, at teorien
kunne være det, der skal til for, at cirkus får tillid til de offentlige myndigheder og statsmagten. Herfra skal i hvert fald lyde en
kraftig opfordring til at gøre forsøget. Historien viser med al tydelighed, at det ville
være ønskeligt.
8 KONKLUSION
Da man i
1962 valgte at ændre dyreværnsloven, fik Cirkusdirektørforeningen i Danmark mulighed
for at ytre sig. Ligeledes fik direktør Eli Benneweis, Cirkus Benneweis, lejlighed til at
give sin mening til kende overfor justitsminister Hans Hækkerup.
Under
debatten i Folketinget valgte man at tro på, hvad en italiensk dressør havde sagt,
selvom man havde en modstridende udtalelse fra en dansk cirkusperson.
Ændringen,
der forbød rovdyr i cirkus, blev vedtaget d. 12. juni 1962. Gennem årene er der blevet
udsendt flere betænkninger om cirkus. Disse betænkninger er udstedt af udvalg, der ikke
har haft medlemmer fra cirkusmiljøet. Særligt i forbindelse med Artistudvalget af 1998
medførte den manglende repræsentation i udvalget, at cirkusbranchen ikke ønskede at
samarbejde med udvalget.
Det har dog
været kendetegnende, at Cirkusdirektørforeningen altid er blevet hørt, men man har
også altid valgt at overhøre direktørernes bemærkninger. Dette har bl.a. givet sig
udslag i, at udvalgene altid har foreslået statsstøtte, hvilket direktørerne kraftigt
har været imod.
Det må
konstateres, at cirkus i Danmark bliver hørt, men samtidig må det konstateres, at man
ikke lytter til, hvad cirkus siger.
Cirkusdirektør-foreningen
i Danmark blev grundlagt i 1949. Foreningen har på nuværende tidspunkt 4 medlemmer
(Arena, Arli, Benneweis og Dannebrog). Da hverken foreningens medlemmer eller advokat har
ønsket at medvirke, har det ikke været muligt at få at vide, hvornår man kan blive
medlem. Alt tyder på, at det tidligere suverænt var direktør Eli Benneweis, som
bestemte, hvem der blev medlem.
Foreningen
blev altså hørt i forbindelse med rovdyrforbudet i 1962, og direktørerne i foreningen
er også altid blevet hørt i forbindelse med de forskellige betænkninger.
I 2003 er
foreningen pludselig blevet meget aktiv, hvilket formentlig skyldes, at man er klar over,
at der snart kommer en diskussion om forbud imod elefanter i dansk cirkus. Man har bl.a.
foretaget en publikumsundersøgelse. Direktørforeningen var i mange år styret af
familien Benneweis, der fra 1970-1990 havde tre pladser i foreningen. I dag må familien
antages at have 2 pladser.
Benneweis-familiens
overhoved, direktør Eli Benneweis, var ubestridt lederen af både direktørforeningen og
af hele det danske cirkusmiljø. Kendetegnende er, at der efter direktør Benneweis' død
er meget uro i det danske cirkusmiljø. Således må man stille spørgsmålstegn ved, om
man i direktørforeningen er i stand til at samarbejde. Dette skyldes, at man gensidigt
retter kraftige beskyldninger imod hinanden i pressen. Mens Eli Benneweis levede optrådte
branchen udadtil i samlet flok.
I dag findes
der ikke en sådan samlende og ledende personlighed i dansk cirkus.
Det er
kendetegnende, at cirkus ofte vælger ikke at besvare fremsendte spørgsmål eller, at man
vælger ikke at ville deltage i forskellige tiltag. Dette er blevet illustreret ved
1998-betænkningen, ved et svensk lovforslag og ved spørgsmål fremsendt til de danske
cirkus i forbindelse med dette speciale.
Cirkus
nærer af historiske grunde mistillid til lokale offentlige myndigheder og til
lovgivningsmagten. Det sidstnævnte er bl.a. illustreret ved ændringen af dyreværnsloven
i 1962. Kendetegnende var her, at man hørte, men ikke lyttede til cirkus. Samme situation
har været tilfældet i forbindelse med de forskellige betænkninger. Mistilliden til de
lokale myndigheder skyldes bl.a., at cirkus til tider mødes af fordomsfulde embedsmænd,
der benytter lejligheden til at vise, hvad de mener om disse omrejsende mennesker.
Kendetegnende
er også, at man i cirkus nærer mistillid til udenforstående privatpersoner. Også dette
skyldes historiske baggrunde. Det er illustreret, at cirkus stadig mødes af mistillid, og
derfor møder cirkus også udenforstående med mistillid.
Jürgen
Habermas mener, at man kan dele verdenen op i en system- og en livsverden. Førstnævnte
vedrører f. eks. arbejdslivet, mens sidstnævnte bl.a. drejer sig om meningen med
tilværelsen. Det er påvist, at man ikke tale om to sådanne sektorer indenfor cirkus-
verden. Anvendes kan derimod Habermas' teori om, at statsmagten skal være forsigtig med
at blande sig i forhold i menneskers liv, som giver dem mening med tilværelsen.
Dette er
illustreret ved 1962-ændringen af dyreværnsloven. For familien Benneweis betød disse
dyr selve eksistensgrundlaget for den specielle tilværelse, som de havde valgt. Da man
samtidig valgte at overhøre, hvad cirkus mente, havde loven den utilsigtede virkning, at
man i cirkus fik cementeret opfattelsen af, at man bør have mistillid til offentlige
instanser.
Dette er
også resultatet af den seneste betænkning om cirkus fra 1998. I betænkningen foreslog
man atter statsstøtte til cirkus, selvom cirkus selv er modstander af dette. Med
statsstøtten frygter cirkusbranchen, at der vil blive gjort indhug i den for
cirkusfolkene væsentlige og eksistentielle frihed.
På grundlag
af ovenstående findes det berettiget at konstatere, at cirkusmiljøet i Danmark med rette
nærer mistillid til offentlige instanser.
Branchen
står også svagt i lovgivningsprocessen. I et afsnit om genetisk retssociologi er det
således påvist, at cirkus ikke er i stand til at bruge begrebet non-decision making.
Dette skyldes, at cirkus har en svag samfundsøkonomisk position, og at man heller ikke
har direkte politisk indflydelse. I afsnittet om operationel retssociologi understreges
cirkusmiljøets mistillid og dets svage position i lovgivningsprocessen atter. Cirkus
valgte at efterleve ændringen af dyreværnsloven, fordi man frygtede, at det blot ville
blive værre, hvis man forsøgte at bekæmpe loven.
Cirkus havde
heller ikke de midler, der skulle til for effektivt at bekæmpe den uønskede lov. Hverken
i økonomisk eller organisationsmæssig henseende var branchen stærk nok til at kæmpe
imod loven.
En mulig
løsning af problemet med cirkus' mistillid kunne være refleksiv ret. Denne retsform er
kendetegnet ved, at de, der berøres af afgørelserne, også træffer dem.
Det vil
betyde, at cirkus får plads i fremtidige udvalg, som skal udarbejde betænkninger om
cirkus.
Der er dog
også problemer forbundet med anvendelsen af teorien på cirkus' forhold. Således må det
være et krav, at hele branchen er medlem af den organisation, der skal træffe
afgørelsen sammen med en evt. modstående part. Succesen for refleksiv ret forudsætter
således, at der ikke er en familie, som styrer branche-organisationen.
Opfordringen
er dog helt klart, at man bør forsøge sig med denne retsform.
Som nævnt
var direktør Eli Benneweis den danske cirkusverdens ubestridte leder. Han var vant til at
fa det sidste ord, og det skal han også få her. Det følgende citat udtrykker i al sin
enkelhed det, der er det væsentlige problem for forholdet mellem cirkus og de offentlige
instanser, nemlig mistillid og cirkusverdens manglende deltagelse i forskellige tiltag.
" ingen i ministerierne har
forstand på, hvordan cirkus drives. Så sad de jo ikke der. Og de kære mennesker i
cirkus faget er ikke dygtige organisatorer. Man har ikke kunnet danne en fælles
front." (133)
***
NOTER:
1: Lorenzen 1, side 37
2: Lov nr.
256 af 27/5 om værn af dyr ændret ved lov nr.
193 af 12/6 1962.
3:
Dalberg-Larsen side 220 + 247. 4: Dalberg-Larsen side 82.
5:
Dalberg-Larsen side 324.
6:
Berlingske Tidende 28/9 1969.
7: Møller
Madsen 1, side 51, og jvf. desuden note 2.
8:
Folketings-Tidende 1961/62, tillæg A, spalte
638.
9: Møller
Madsen 1, side 37.
10:
Folketings-Tidende 1961/62, tillæg A, spalte
638.
11: Møller
Madsen 1, side 37-38.
12:
Folketings-Tidende 3, 1961/62, spalte 4833.
13:
Folketings-Tidende 1, spalte 2171-72.
14: Lorenzen
2, side 106.
15:
Folketings-Tidende 3, spalte 4835 / SKN-samling.
16:
Folketings-Tidende 1, spalte 2180-81.
17: Møller
Madsen 1, side 72.
18:
Folketings-Tidende 1, spalte 2173-74.
19: Eneste
ændring i forhold til forslaget var § 4. Der kunne herefter ikke gives dispensation til
menagerier.
20:
Folketings-Tidende 3, spalte 4836.
21: Møller
Madsen 1, side 52.
22:
Vejledning nr. 178 af 15/11 1999.
23: Enevig
1, side 258.
24:
Folketings-Tidende 1, spalte 2184. 25: Ege side 119.
26:
Udvalgets tillægsbetænkning af 915 1962. 27: Brev fra Justitsministeriet.
28: Forslag
til ändring i djurskyddsförordningen (1988:539), 2001-09-26.
29: CN nr.
1, 2003.
30: CN nr.
4, 2002.
31: CN M. 3,
2002.
32: CZ M.
11, 2002.
33: CZ nr.
7, 2003.
34:
Benneweis, side 155.
35: Lorenzen
1, side 130.
36: Oplyst
af Jørgen Lorenzen, Daubjergvej 13, 8860 Ulstrup.
37: Brev fra
Kulturministeriet .
38:
Betænkning side 7.
39:
Betænkning side 7.
40:
Betænkning side 66.
41 : Brev
fra Kulturministeriet.
42: BT 26/3
1999.
43:
Betænkning side 7.
44:
Betænkning side 8.
45:
Betænkning side 8 + side 66-68.
46:
JydskeVestkysten 6/4 1997.
47: BT 26/3
1999.
48:
Betænkning side 22.
49: Brev fra
Kulturministeriet.
50: Lorenzen
1, side 129.
51: Enevig
2, side 118.
52: Brev fra
SKN.
53:
Betænkning side 8.
54: Lorenzen
1, side 132.
55: Enevig
1, side 199.
56: Krone
grundlagt 1939 ifølge program fra cirkus Krone (SKN-samling). Arena grundlagt 1954, Arli
grundlagt 1971 ( Lorenzen 1, side 104 + 113).
57: Århus
Stifttidende 29/9 2002.
58: Møller
Madsen 2, side 212.
59: Oplyst
via telefonen af Anders Enevig, Skovløkkvej 13, 5240 Odense.
60: Lorenzen
1, side 101.
61: Oplyst i
samtale med direktør Irene Thierry d. 29/4 2003.
62: Oplyst
af Jørgen Lorenzen.
63:
JydskeVestkysten 12/5 + 15/5 1997.
64: BT 15/4
1998.
65: Ekstra
Bladet 14/4 1998.
66: BT 15/4
1998.
67: BT 15/4
1998.
68: Oplyst i
samtale med direktør Diana Benneweis d. 27/5 1997.
69: CZ nr.
10, 2001.
70: Enevig
3, side 154.
71: Enevig
3, side 154.
72: CZ nr.
5, 2003.
73: CZ nr.
7, 2003.
74: Lorenzen
1, side 132 + samtale med Anders Enevig.
75:
Manglende besvarelse fra Cirkus Benneweis og advokat Michael L. Rasmussen.
76:
Politikken 19/4 1987.
77:
JydskeVestkysten 6/4 1997.
78: BT 15/4
1998.
79: Oplyst i
samtale med direktør Irene Thieny,29/4 2003.
80: CZ nr.
4, 2003.
81: CZ nr.
3, 2002.
82: CZ nr.
8, 2002.
83: CZ nr.
2, 2003.
84: Lorenzen
1, side 37. 85: Enevig 1, side 237. 86: Ege, side 10ff.
87:
Olofsson, side 72.
88: Enevig
2, side 188.
89: Møller
Madsen 2, side 120.
90: Enevig
1, side 59 ff.
91:
Cederberg side 57.
92: CN M. 3,
2003.
93: SKN
94: Enevig
1, side 18.
95: CN M. 4,
2002.
96:
Politikken 8/4 1998.
97: Cederberg, side 30-32.
98: Lorenzen 1, side 57.
99: Enevig 1, side 21.
100: Enevig 2, side 162.
101: Enevig 1, side 13.
102: Cederberg, side 55.
103: Forslag
til Forordning om ändring i djurskyddsförordningen (1988:539) 2001-09-26.
104:
Jordbruksdepartementet, remiss 2001-11-15.
106:
Wåhlberg, side 315-326.
107: Cirkus
Scotts programblad 1991 (SKN's samling). Cirkus Scott indstillede driften efter sæson
2003.
108: Cirkus
Scotts program-blade 1998-2002 (SKN's samling).
109: Oplyst
af AlfDanielsson, Riskvagen 26, S-12233 Enskede.
110: Samtale
med direktør Irene Thierry 29/42003.
111:
Dalberg-Larsen, side 82 ff.
112:
Cederberg, side 73.
113:
Cederberg, side 89.
114:
Benneweis, side 115.
115:
Cederberg, side 94.
116: Møller
Madsen 2, side 121.
117: Enevig
1, side 263.
118: Ege,
side 119.
119:
Cederberg, side 58.
120:
JydskeVestkysten 6/4 1997.
121:
Dalberg-Larsen, side 84.
122:
Dalberg-Larsen, side 220.
123:
Dalberg-Larsen, side 226.
124:
JydskeVestkysten 6/4 1997.
125: Brev
fra Kulturministeriet.
126:
Dalberg-Larsen, side 247.
127:
Dalberg-Larsen, side 252.
128:
Cederberg, side 58.
129:
Dalberg-Larsen, side 253.
130:
Dalberg-Larsen, side 325.
131:
Dalberg-Larsen, side 327.
132:
Dalberg-Larsen, side 327.
133:
Lorenzen 1, side 134.
LITTERATUR- LISTE :
Benneweis: Diana Benneweis:
"Alting har sin pris." Elkjaer & Hansen 2002.
Betænkning:
Betænkning fra Kulturministeriets Artistudvalg 1998: "Cirkus og Artister i Danmark.
"
Cederberg:
Christer Cederberg: "Cirkusliv." Gidlunds 1981.
CN:
Cirkulära Notiser, udgivet af Akademien for Cirkuskonstens bevarande i Sverige. Stora
Mossens Backe 14, S-167 56 Brornma.
CZ:
CircusZeitung, udgivet af Gesellshaft der Circusfreunde e. V., Weser- str. 11, D-45659
Reck1inghausen.
Dalberg-Larsen:
Jørgen Dalberg-Larsen: "Lovene og livet." Jurist- & Økonomforbundets
Forlag 2001.
Ege: Ole
Ege: "Benneweis - En cirkusfami1ies historie." Politikkens Forlag 1987.
Enevig 1,2 og 3: Anders Enevig: "Cirkus i
Danmark." Dansk Historisk Håndbogsforlag 1981-1982.
Lorenzen 1:
Jørgen Lorenzen: "Rundt om cirkus." Dansk Historisk Håndbogsforlag 1987.
Lorenzen 2:
Jørgen Lorenzen: "Hvad er cirkus ?" Skippershoved 1991.
Madsen 1:
Kurt Møller Madsen: "Cirkus" Fremad 1964.
Madsen 2:
Kurt Møller Madsen; "Markedsgøgl og Cirkusløjer." Lademann 1970.
Olofsson:
Marie Olofsson: "Bronetts - historien om en cirkusfamilj." Fischer & Co.
1995.
SKN: Søren
Kastoft Nielsen.