Tradition på turne

Dansk cirkus lever og har det rigtig godt

Af Troels Nørlem

Verdens stærkeste mand hedder Andreas. Han er 6 år gammel og går i børnehaveklassen på Roslev skole i Nordjylland. Det vil sige, han går der mest om vinteren, for om sommeren turnere han kongeriget rundt i sin røde trikot med medalje på brystet, og løfter gevaldigt store vægtstænger.

Andreas Deleuran. (Foto: Ole Simonsen)          

Andreas er nemlig cirkusartist. Det er hans storebror Daniel også, og sammen med forældrene Marianne og Jess Deleuran udgør de grundlaget for det lille Cirkus Mascot.

Cirkus Mascot er et af de otte turnerende cirkuser, som i 2003 har været med til at holde en lang og stolt cirkustradition i hævd i Danmark.

Sammen med Cirkus Arli, Charlie, Krone og Cirkuuz Baldoni hører de til de små rejsende cirkuser, som kan opleves rundt om i den danske provins i sommermånederne. De større byer får traditionelt besøg af et eller flere af de tre store cirkuser: Cirkus Arena, Cirkus Dannebrog og Cirkus Benneweis.

Gøgl, akrobatik og jonglering har været en del af vore forfædres liv, så langt tilbage vi kan registrere. På næsten 4000 år gamle helleristninger finder vi dristige mænd afbildet, der står på hesteryg eller laver akrobatik. Og op gennem tiderne kommer flere og flere efterretninger til, der fortæller om cirkuslignende aktiviteter. Fra midten af år 1600 findes nøjagtige beskrivelser af danske og udenlandske gøglerensembler, som rejste landet tyndt og underholdt med alt fra musik og teater til tryllekunst, akrobatik og fremvisning af ’sære eksotiske ting’.

Underholdning af forskellig art smeltede efterhånden sammen og blev til den slags cirkus vi kender i dag. Nogle ensembler slog sig fast ned i varieteer og lignende, mens andre valgte livet på farten. Det turnerende cirkus havde og har den store fordel, at det ved at rejse kan nå et større publikum og dermed undgå at skulle indøve og arrangere nye tidskrævende numre så ofte som fastliggende attraktioner.

Cirkus er i byen ! (Foto: Troels Nørlem)

Op og nedture

Op igennem nyere tid er det gået op og ned for dansk cirkus. Mange er kommet til og mange er hurtigt faldet fra igen. Lidt ældre danskere vil nikke genkendende til navne som Cirkus Moreno, Cirkus Louis, Cirkus Miehe og Cirkus Royal, hvis karavaner fartede rundt på de danske landeveje i halvtredserne.

Ingen af dem overlevede, og i begyndelsen af halvfjerdserne var der for alvor krise i dansk cirkusverden. Kun tre var på banen: Nytilkomne Cirkus Arli, der var etableret i 1971, Cirkus Arena, der var kommet til i 1955, og så naturligvis dansk cirkus’ gamle flagskib, Cirkus Benneweis, der med etableringsdato den 13. juli 1887 sandsynligvis er verdens ældste stadigt turnerende cirkus.

Men danskerne har tilsyneladende igen fået smag for løjerne i manegen. De i alt cirka 6000 siddepladser som de otte turnerende cirkuser i 2003 har kunnet tilbyde pr. aften, har været så godt fyldt op, at der er stor fortrøstning til fremtiden blandt cirkusdirektørerne.

”Cirkus har helt klart fået en renæssance, og vi har haft en rigtig god sæson i år”, fortæller en meget tilfreds Diana Benneweis. Også hos de små er der både glæde og overraskelse over den måde danskerne igen tager cirkus til sig.

René Mønster fra Cirkuuz Baldoni ser også en klar opblomstring for faget, og i Danmarks mindste cirkus, Cirkus Krone er Direktør Irene Thierry begejstret over 2003 sæsonen. Hun har sin egen teori om hvorfor folk igen går i cirkus.

”Jeg tror, blandt andet, det er eftervirkninger af begivenhederne omkring 11. september”, siger hun. ”Folk føler vi lever i en trængt tid, og de vil gerne have nogle oplevelser sammen. Vi bemærkede i år, at det var hele familien inklusive bedsteforældre der kom for at være sammen og opleve noget sjovt og positivt”.

Andre teorier går på, at cirkus er populært igen fordi det er en god modvægt til den forjagede og krævende hverdag vi lever i. Og til forskel fra computeren eller fjernsynet derhjemme får børnene her fantastiske oplevelser, men i virkelighedens verden. Gøgl, spænding og drama udspiller sig lige for øjnene af dem, og med alle sanserne sat på prøve.

Tilmed findes der få underholdningsformer som kan appellere så bredt aldersmæssigt.

Ingen offentlig støtte

Og mange tilskuere rundt om manegen er nødvendig for at vi fremover skal kunne opleve magien under kuplen.  Dansk cirkus lever nemlig i det skisma, at det så at sige er den eneste  af de anerkendte kunstformer som ikke er anerkendt!

Cirkus modtager ingen statslig støtte af nogen art, og holdningen blandt mange cirkusfolk er også, at hvis direkte støtte på nogen måde kunne bringe den kunstneriske frihed i fare, så er man hellere foruden.

Cirkusfolk er frie og stolte mennesker, som ser en ære i at klare sig selv og kunne manøvrere, uden at være underlagt for mange regler og regulativer. Alligevel har Cirkusdirektørforeningen gjort opmærksom på, at lempelser inden for visse områder ville være en velkommen hjælp til branchen. Men indtil videre er forslag om for eksempel moms- brændstof- og afgiftslempelser blevet afvist, så de store vognparker som cirkus opererer med, er stadig en meget stor udgiftspost i årsregnskabet.

Dertil kommer, at især de små cirkuser belastes af nye regler og afgifter indenfor forskellige områder. Traditionelt benyttede man tidligere østeuropæiske, typisk polske, cirkusmusikere, men danske fag-interesser vanskeliggjorde dette. Da de små cirkuser så skiftede til båndmusik, blev afgiften til benyttelse af beskyttet musik, den såkaldte Koda/Gramex afgift, mangedoblet.

”Vi fik pludselig en regning på Kr. 43000,- i stedet for de Kr. 6000,- vi hidtil havde betalt” forklarer Jess Deleuran fra Cirkus Mascot. ”Allerede ugen efter opgav vi så at spille beskyttet musik, og andre fulgte hurtigt efter. Siden da har vi spillet selvkomponeret musik”.

Cirkusdirektøren fra Cirkus Mascot beklager også, at flere kommuner nu forlanger pladsafgifter, typisk Kr. 200,- til 500,- for en enkelt forestilling. Præcist hvad beløbet skal dække har han svært ved at se, da vand- og el-afgifter alligevel skal afregnes separat, og kun i tilfælde af kraftig regn kan der forekomme småskader på de arealer, kommunerne tilbyder cirkus.

”De er så vældig glade for at vi kommer, men kan de komme efter os med afgifter og lignende, så gør de gerne det. Men det betyder jo så bare, at vi måske vælger at slå en stor bue uden om den kommune næste gang”, fortæller Jess Deleuran.

En broget flok

Det er en broget flok, der gør sit indtog, når Mascots cirkuskaravane med 28 kørende enheder ruller ind på landsbyernes fest eller sportspladser. Et æsel, 6 hunde, 4 shetlandsponyer, 3 geder, 10 duer og så ikke at forglemme lamaen Laura og den sølvhalsede italienerhane Oscar, der lægger æg på kommando, udgør dyreholdet, når Cirkus Mascot ankommer.

Det lille familiecirkus består endvidere af 5 polske teltfolk, en teltmester, som i øvrigt også er ’huskomponist’ og musikarrangør, en køkkendame, 5 artister og så familien Deleuran selv, der ud over at huse verdens stærkeste mand, består af cirkusdirektør og hestetræner Jess, hundedressøren Marianne og Rola-Rola- og balanceartisten Daniel.

                 Daniel Deleuran (foto: Troels Nørlem)

Jess Deleuran er ikke født ind i cirkusfaget, men en livslang interesse for faget og et job i en periode som PR-mand hos Cirkus Benneweis fik ham til at tage skridtet fra telefonmontør til cirkusdirektør i Cirkus Mascot, som i år kunne fejre ti års jubilæum.   

Det er helt almindeligt i de små cirkuser, at de folk der står bag, også er blandt dem der optræder. Andreas’ optræden som stærk mand indgår som led i den familieappeal de mindre cirkuser ofte markerer sig på. Storebror Daniel på fjorten er ved at udvikle sig til en habil jonglør, og måske vælger han at forblive i faget, når skoletiden – som på turneerne klares med hjemmeundervisning – er forbi.

De øvrige artister i Cirkus Mascot er, som det også er vanligt for de små ensembler, artistfamilier fra Østeuropa. Ofte to eller tre familier, hvor både manden og konen har numre. I Mascots jubilæumsforestilling optræder således Tatyana Primachenko fra Ukraine både med Hula Hop-ringe og et imponerende Strapat-nummer, mens hendes mand Usbekeren Ulmas Gulyamov, er alle børns favorit som klovnen der får hanen Oscar til at lægge æg, og som chauffør på en imaginær bil, der bringer et par af de voksne fra publikum på en noget utraditionel og grinagtig manege-tur.

Desuden ser man ofte i de små cirkuser, at de udenlandske artister giver en hånd med, når der i pausen sælges candyfloss og souvenirs, eller børnene skal have lagt en flot klovnemaske.

De store cirkuser kan naturligvis indkøbe større og mere kostbare numre, som typisk findes hos andre store cirkuser i Europa og engageres for den kommende sæson. Hver sæson udskiftes gæsteartisterne så forestillingerne fornyes, men det er sjældent at man indbyrdes udveksler artister. Det er nemlig langt fra en branche, der kan prale af det store kollegiale sammenhold. Med ganske få undtagelser hersker der ubønhørlig konkurrence og en ’alle er sig selv nærmest’ stemning blandt de danske cirkuser.

Turnéplaner bliver lagt mere imod end med hinanden, og det er også grunden til at mange cirkuser slet ikke offentliggør deres turneplaner. Ud over Benneweis, der turnerer stort set samme rute hvert år, så er det en årlig kamp for de andre, om at finde steder og tidspunkter, hvor  man ikke er generet af de andre, og endvidere må man sikre sig, at man ikke dukker op i dagene efter den lokale byfest, for der er danskerne slet ikke cirkusstemte.

Tradition og fornyelse

”Det er ingen kunst at komme med en forestilling ét år. Kunsten ligger i at kunne komme igen året efter” opsummere Jess Deleuran den virkelighed der gælder for cirkus.

Det er, ifølge ham og andre i branchen, et spørgsmål om balance mellem tradition og fornyelse. Flere har knækket halsen på at ville forny genren radikalt. Man har ignoreret at fornyelsen må ske med respekt for traditionen. For cirkus er ikke bare underholdning. Det er i lige så høj grad nostalgi, genkendelse og romantik. Det er barndommens erindring om vovemod, skønhed og magi. Erindringen om at sidde helt ude på kanten af bænken og være vidne til, at døden udfordres, grine så tårerne løber, og opleve dyr, hvis skønhed og evner man næsten ikke fatter.

Cirkus styrke er dets brede appel. Fascinationen på tværs af alder. Og skal man tro en af landets førende cirkuseksperter, forfatteren Jørgen Lorenzen, så kan danskerne roligt tage familien under armen og løse billet til det han kalder ’eventyr live’. Kvaliteten af dansk cirkus er nemlig høj, også set i internationalt perspektiv.

Om Cirkus Mascots egen mascot forbliver verdens stærkeste mand er uvist, men helt sikkert er det, at dansk cirkus igen næste år vil køre de danske landeveje tynde for, aften efter aften, at tilbyde en ny version af et af verdens ældste shows.

Fra finalen i Cirkus Mascots jubilæumsforestilling 2003 (foto: Troels Nørlem)

 Tilbage til forsiden