Cirkus uden elefanter og søløver?
Med nogle års mellemrum
genopstår debatten om brug af dyr i cirkus. Justitsministeriets råd vedrørende hold af
særlige dyr – et råd, som har overlevet regeringens sanering af råd og nævn
– foreslår nu, at man skal ophøre med at give tilladelse til at fremvise elefanter
og søløver i danske cirkus.
Forevisning af rovdyr blev på mere eller mindre sagligt grundlag forbudt her i landet
helt tilbage i 1962. Også i de øvrige nordiske lande er fremvisning af rovdyr i cirkus
forbudt. Det danske forbud, som findes i dyreværnslovens § 17, lyder: ”Vilde dyr
må ikke anvendes ved forestillinger i cirkus, varieteer og lignende virksomhed.” Ved
vilde dyr forstås alle, der ikke i almindelighed anvendes som husdyr her i landet.
Dyreværnslovens § 17 giver mulighed for, at justitsministeren kan meddele undtagelse fra
forbuddet, hvis det er ubetænkeligt. Med hjemmel i denne regel har det været fast
praksis at give tilladelse til forevisning af indiske og afrikanske elefanter, kameler og
søløver. Og det er altså denne dispensationsadgang, som justitsministeriets eksperter
mener, at man skal ophøre med at bruge f.s.v. angår elefanter og søløver. Rådet
finder, at cirkusfolk generelt behandler deres dyr godt. Men cirkus flytter fra sted til
sted, og dyrene skal optræde på de tidspunkter, som passer i programmet. Det finder
rådet strider mod vilde dyrs natur.
Rådet overser, at det er tamelefanter, man oplever i cirkus. Heller ikke de legesyge
søløver kan betragtes som vilde dyr.
Cirkus Arena, Dannebrog og Arli kæmper for at bevare elefanter og søløver m.v. som
cirkusdyr. Diana Benneweis tager det mere afslappet. Hun tror, kampen er forgæves og
giver udtryk for, at hun synes, det er lidt synd for dyrene. Men konkurrencen inden for
branchen er for hård til, at hun tør droppe elefanter og søløver, hvis publikum kan
møde disse dyr hos hendes konkurrenter.
Også i andre lande har forbud mod cirkuselefanter m.v. været under overvejelse. Det
svenske Jordbrugsverk har således foreslået et forbud mod transport af elefanter,
søløver og rensdyr (!). Den svenske regering besluttede imidlertid i januar i år, at
den først ville vurdere virkningerne af nogle nye regler om dyrehold i cirkus, inden man
overvejede et forbud. I forbindelse med udarbejdelsen af de nye regler havde myndighederne
haft et særdeles konstruktivt samarbejde med det svenske Cirkusakademi og cirkusfolket,
bl.a. Herbert Bengtsson fra cirkus Olympia.
I både USA, England, Holland og Sverige har dyreværnsaktivister demonstreret – ikke
altid fredeligt – mod dyr i cirkus.
I gamle dage var dyr et must for cirkus: hestene blev brugt til at transportere
materiellet fra sted til sted, og elefanterne var gode til at trække vogne op af mudder
og hjælpe med at rejse master m.v. Hertil kom, at dyrene i en årrække var relativt
billige medvirkende. I dag er dyrene ikke nødvendige i driften, og prisen på dyrenumre
overstiger ofte, hvad man betaler for andre artistnumre. Ud fra en økonomisk vurdering
kan det derfor være fristende at sige farvel til dyrene, hvis man tror, at man alligevel
kan holde på publikum.
Der er næppe tvivl om, at en hel del dyr tidligere ikke levede en misundelsesværdig
tilværelse i cirkus. Det gjorde de heller ikke i de snævre bure og små indhegninger,
som man tidligere så i zoologiske haver. Og der har utvivlsomt været trænere, der gik
ind for hårdhændet træning med brug af pisk m.v. Der var jo også dengang forældre,
som lod korporlig afstraffelse være et fremtrædende element i børneopdragelsen.
I dag er der næppe nogen cirkus eller domptør – i hvert fald ikke på vores
breddegrader – som ikke behandler dyrene godt. Nutidens publikum tolererer ikke
brutalitet, og dressørerne har for længst opdaget, at det heller ikke er nogen
hensigtsmæssig dressurmetode. I England tilbragte en fremtrædende dyreekspert, Dr.
Marthe Kiley Worthington, i 1987/88 18 måneder med at undersøge cirkusdyrs forhold.
Undersøgelsen var bekostet af dyreværnsforeningen RSPCA, og de var mildest talt ikke
glade for Marthe Worthingtons konklusion: hun fandt ikke et eneste eksempel på læsioner
eller andre problemer opstået i forbindelse med transport. Træningen af dyrene blev
udført fuldt professionelt, og der var ingen tegn på hårdhændede metoder eller
dyrplageri i forbindelse med træningen, der typisk skete ved hjælp af belønninger
(”gulerodsmetoden”). Det forekom da, at en hest fik en skideballe eller et dask
med pisken, men ikke i større omfang end man ser det i omgang med dyr uden for cirkus.
Dr. Worthingtons forslag var derfor ikke at forbyde dyrehold i cirkus, men i stedet at
fortsætte med at opfordre dem til at give dyrene stadig bedre forhold – en
opfordring, som cirkus fuldt ud har efterkommet.
Omkostningerne ved dyrenumre og dyreværnsaktivisters holdning har imidlertid betydet, at
mange engelske cirkus har fravalgt at byde på dyr: i år turnerer der således 23 cirkus
i England, og 12 af disse har ikke nogen former for dyr. Heller ikke i Englands 2 faste
cirkusbygninger, den 100 år gamle Gt. Yarmouth Hippodrome og Blackpool Tower Circus kan
man længere se dyr.
Mange cirkusvenner opfatter et cirkus uden dyr som lidt af et discount-cirkus: som hos
Netto og Aldi kan varerne være gode nok, men vareudvalget er begrænset. Det canadiske
Cirque du Soleil har godt nok haft stor succes med all human-forestillinger. Det er dog
ikke blot sket ved at præsentere en sædvanlig cirkusforestilling uden dyr, men ved at
indstudere, koreografere og iscenesætte forestillingen, som var det et Broadway-show.
Resultatet er fantastisk, men det kræver unægtelig store ressourcer at bruge flere
måneder på at indstudere en forestilling, inden den præsenteres for publikum.
Vi vil håbe, at vi kan bevare dyrene i de nordiske cirkus, og at man i stedet for at
overveje generelle forbud nøjes med at gribe ind, hvis man undtagelsesvis støder på et
broddent kar blandt dressørerne. Det er der i dag allerede klar hjemmel til i
dyreværnsloven, hvor der i den ovenfor omtalte § 17 også står: ”Dyr må ikke
dresseres eller bruges til fremvisning eller lignende, hvis dyret herved påføres
væsentlig ulempe.”
Og for at vende tilbage til elefanterne: en cirkuselefant synes at have en mere varieret
tilværelse end de fleste elefanter, man kan se i de zoologiske haver. Og i hvert fald her
i Danmark, hvor byerne ligger tæt ved hinanden, er der ikke lang transporttid fra plads
til plads. Og cirkuselefanter er ikke vilde dyr, der er indfanget og tæmmet. Det er
tamdyr, som er født i fangenskab, og de ville ikke have en chance for at klare sig, hvis
dyrevenner slap dem ud blandt deres vilde artsfæller i Serengeti.
Når det er sagt er der helt andre årsager til, at elefanten som cirkusdyr lever på
lånt tid: intet cirkus kan i dag købe elefanter fra Asien eller Afrika. Man kan hun
handle med zoo, dyreparker og andre cirkus. Og zoologiske haver og andre dyreparker
sælger normalt ikke til cirkus. Kun cirkus Knie i Schweiz kan købe, fordi Knie har egen
zoo i Rapperswil. Så medmindre man som hos visse amerikanske cirkus – med held
– satser på elefantavl, vil elefantnumre på sigt forsvinde fra cirkus – eller
blive meget sjældne.
Søløver er lettere at købe, Og de mange danskere, som i løbet af sommeren har oplevet
de søløvenumre, som såvel Arena som Benneweis og Dannebrog har budt på, har klart
kunnet mærke, at søløve og domptør har samme forhold til hinanden som hundeejeren har
til sin hund. Et godt bevis på trivsel er den nylige fødsel af en søløveunge i cirkus
Dannebrog.
Derfor: afgørende for, om dyr må vises i cirkus eller ej, må være, om de behandles
ordentligt. Ikke dyrets art. Men må derfor håbe, at justitsministeren efter som bebudet
at have sendt rådets indstilling til høring, fortsat giver tilladelse til, at elefant-
og søløvedomptører, som giver deres dyr gode forhold – både plads og kærlighed
– fortsat får lov til at vise sig i de danske maneger.
For til en rigtig cirkusforestilling hører dyr. Masser af dyr.
24. august 2003