Cirkus Strassburger - et cirkus, som ikke kom til Danmark

 

Indledning

Overskriften er faktisk ikke korrekt, al den stund det store tyske Cirkus Strassburger faktisk besøgte Danmark i 1914 og 1915. Og i 1941 og 1942, hvor cirkus var blevet hollandsk, optrådte det i Cirkusbygningen i København under navnet Cirkus Mikkenie - Strassburger.

Overskriften er derimod dækkende for resultatet af et forsøg på i 1930 at få Cirkus Strassburger til Danmark.

Arkivaren og folkemindeforskeren Carsten Bregenhøj, som i dag bor i Vasa i Finland, hvor han er knyttet til Österbottens traditionsarkiv, satte mig i november 2004 på sporet af historien. Carsten har forsynet mig med det materiale om, hvad der skete i slutningen af 1929 og i begyndelsen af 1930, som jeg har omtalt nedenfor. Om Cirkus Strassburger har jeg fundet supplerende oplysninger i blandt andet Per Arne Wåhlbergs bog Cirkusfamiljer i Gävle og i Alf Danielssons bog Cirkus. Oplysningerne om Cirkus Strassburgers besøg i Danmark i 1914 og 1915 stammer fra Anders Enevigs bog Cirkus og Gøgl i Odense 1875 til 1940, og oplysningerne om Meta Belli og Erhardt G. Mundeling m.v. fra samme forfatters bøger Cirkus i Danmark og Cirkus- og gøglerslægter. Endvidere har

Merete Biltzing forsynet mig med en række oplysninger om Biltzing-familien. Oplysningerne i artiklens slutning om det norske Cirkus Løwe stammer fra en artikel af Bent Ove Larsen i Norsk Cirkusforum nr. 3.

Cirkus Strassburgers start

Familien Strassburger stammer ifølge familielegenden fra Elsass (Alsace), hvis hovedby som bekendt hedder Strasburg  (Strasbourg) - deraf familiens navn. Familiens overleveringer fortæller, at en forfader i 1700-tallet rejste rundt og foreviste dresserede bjørne. Sikkert er det, at Adolf Strassburger i begyndelsen af det 1900-tallet drev et cirkus i Tyskland. Det startede som et lille foretagende med kun seks heste. I 1914 var antallet af heste vokset til mere end 60, ligesom man ejede elefanter, kameler, hjorte, bøfler, lamaer og søløver.

Der var uro i store dele af Europa i årene forud for 1. verdenskrig, som startede med mordet i Serajevo i juni 1914. Det var måske grunden til, at Adolf Strassburger forsøgte sig uden for Tyskland. Fra 13. til 19. august 1913 besøgte cirkus således Odense, hvor en anmeldelse i Fyns Stiftstidende 14. august 1913 fortalte, at der havde været ikke mindre end 4.500 tilskuere i teltet. Fra 22. til 29. april 1914 gav Cirkus Strassburger igen forestillinger i Odense, hvor det kaldte sig Europas største vandrecirkus. Senere på foråret 1914 rejste Adolf Strassburger med sit cirkus til Sverige, hvor han tilbragte resten af sæson 1914 og reklamerede med, at Cirkus Strassburger var Europas største omkringrejsende cirkus. Måske en overdrivelse. Men Cirkus Strassburger var utvivlsomt det største cirkus, som indtil da havde turneret i Sverige. Cirkus Strassburger overvintrede i Gävle og genoptog turnevirksomheden i Sverige i 1915.

I efteråret 1915 solgte Adolf Strassburger sit cirkus med telt, 63 heste, 3 elefanter samt kameler og æsler til en anden tysker, Lorenz Hagenbeck (1882-1956), som var søn af den legendariske Carl Hagenbeck. Hagenbeck supplerede dyrebestanden med andre dyregrupper, som han på den måde fik væk fra det krigshærgede Tyskland. Cirkus Hagenbeck turnerede i Norge, Sverige og Danmark i 1916 og var i de følgende år blandt andet i Danmark, Holland, Polen og Tyskland. 

I 1917 etablerede Adolf Strassburger et nyt, men noget mindre, cirkus, som turnerede i Sverige. Han vendte senere tilbage til Tyskland, hvor hans cirkus i årene mellem 1. og 2. verdenskrig udviklede sig til at blive et af de ledende cirkus, som på et tidspunkt turnerede med to enheder. Den ene af disse enheder turnerede i Sverige i 1927 og 1929 i et telt med 3 maneger, og kaldet sig "Jättecirkus Stassburger". Ansvaret for daglig ledelse af Cirkus Strassburger lå hos Adolfs søn Karl Strassburger (1899-1953). Karl var gift med sin kusine Regina, som var datter af Adolfs bror Leopold, der stod som medejer af cirkus. Karl Strassburgers fulde navn var i øvrigt Leopold Karl Strassburger.

 

Planerne om en Danmarks-turne i 1930

Besøget i Sverige gav åbenbart Cirkus Strassburger lyst til igen at besøge Danmark, hvor de i slutningen af 1929 og begyndelsen af 1930 med bistand af impresarioen H. K. Biltzing forsøgte at skaffe sig en cirkusbevilling.

Hans Kristian Djørup Biltzing var født 23. april 1870 i Agri sogn på Mols som søn af sognepræsten Emil August Biltzing og hans 21 yngre hustru Laura Djørup, som var præstedatter. Emil August var 56 år, da Hans Kristian blev født. 10 år senere valgte Emil August at gå på pension og flyttede først til Odense og omkring 1890 til København. Der købte han udlejningsejendommen Vordroffsvej 17 A og senere ejendommene Vordroffs Tværgade 3 og 5. Alt sammen for at sørge godt for sin langt yngre hustru. Emil August døde i 1896.

Angiveligt 5 år tidligere havde sønnen Hans Kristian oprettet et teater- og artistagentur på adressen Vordroffsvej 17 A, Frederiksberg, dvs. i faderens ejendom. Han har nok boet husfrit i ejendommen, lige som der efter moderens død i 1912 kan have været nogle penge, også bortset fra ejendommene, som kan have støttet det ikke altid lige profitable teaterbureau. Hans Kristian Biltzing var gift 2 gange: første gang 28. juli 1893 med Ellen Louise Margrethe Hansen (født 27. september 1873), med hvem han fik datteren Henriette. Anden gang var 23. september 1907 i Matthæus-kirken i København med Clementine Maria Leopoldine Giorio (født 19. marts 1878). Clementine var som ganske ung blevet ansat som Biltzings assistent og artistpartner, og de optrådte flere steder i Europa under navnet Les Biltzings. Hun sang, og han akkompagnerede. Clementine blev senere Biltzings elskerinde, og parret havde allerede 4 børn, da de blev gift. Og så var han endda præstesøn!

Parret fik siden yderligere 4 børn, hvoraf en dog døde som spæd. En af døtrene, skuespillerinden Lilly "Musse" Biltzing, fortæller følgende om sin barndom i Bogen om Musse, samlet af en gruppe fra Helsingør Senior-Højskole i 1987:

"Min far søgte til sit teater- og artistbureau en assistent, der kunne flere sprog. Og samme år, som Harriet blev født, kom min mor for at søge stillingen. Hun var født i Basel eller Torino. Hun var i al fald italiener, meget smuk og med lange tykke fletninger.

Hende kunne Far slet ikke stå for, og han var jo vant til at få, hvad han ville have. Hans første kone ville ikke skilles, men flyttede på Østerbro med Harriet. Derefter boede Bedstemor alene ovenpå, og min mor sammen med Far nedenunder, hvor han havde sit bureau. Mor kunne 4-5 sprog og var naturligvis en god hjælp for Far. Hendes lange fletninger skyldes nok, at italieneres hår gror noget så frygtelig…

Nå, men Far havde som sagt pludselig to koner. Mor hed Clementine Maria Leopoldine Giorio. Hun hjalp blandt andet Far med korrespondancen til langt ud på aftenen, men min ældste bror, Leon, blev allerede født i 1897. Det var en stor skuffelse for Far.

Han ville have en pige med lange fletninger. Det næste barn, der kom allerede 11 måneder efter, blev også en dreng, men så endelig 2 år efter min bror, Otto, i året 1900 kom jeg. Og jeg blev Fars et og alt. Jeg var jo den længe ønskede pige. Han rendte rundt med mig og ville altid have mig i nærheden. Engang min halvsøster, Harriet, stod og kikkede på, at han tumlede rundt med mig, sagde hun bagefter noget, jeg aldrig glemmer:

- Ih, Musse, hvor ville jeg ønske, at Far ville gøre sådan med mig. Bare een gang.

Som sagt glemmer jeg det aldrig, men dengang tænkte jeg ikke på årsagen, kun at det var da mærkeligt. Jeg var jo så vant til det. Men hun må have været et meget ensomt barn, kan jeg se, når jeg nu tænker tilbage, selvom Bedstemor gjorde alt for at råde bod på at Far svigtede Harriet og hendes mor, der heldigvis senere fandt en anden at gifte sig med, så Far og Mor endelig kunne blive gift.

Men det var først i 1907 …

Nu skulle vi børn døbes alle på én gang, Léon, Otto, min lille bror Max på 2 år og mig. Ingen fortalte os spor om, hvad dåben betød, og hvorfor vi blev døbt, selvom Léon har været 10 år den gang. Vi kunne ikke begribe, hvorfor præsten sjaskede vand i hovedet på os og sagde alt det der."

Af Lilly Biltzings bog fremgår, at det ikke altid gik lige godt for faderens bureau, og at familien nok levede mere flot, end der egentlig var råd til. Der var heller ikke råd til at tage på landet, hvilket ellers den gang var in hos det finere borgerskab. I stedet løste familien sæsonkort til det gamle Bellevue.

Men tilbage til H.K. Biltzings bestræbelser på at skaffe Cirkus Strassburger en dansk cirkusbevilling til sæson 1930:

Den 14. december 1929 indgik Cirkus Strassburger og H.K. Biltzing følgende aftale:

"Imellem underskrevne Cirkus Strassburger v/ Direktør Karl Strassburger og Direktør H.K. Biltzing er Dags Dato truffet følgende foreløbige

O V E R E N S K O M S T

---------------------------------

Under Forudsætning af, at Direktør Biltzing kan fremskaffe et Arrangement med en herværende Bevillingshaver til Cirkusforestillinger i Danmark uden for København, forpligter Cirkus Strassburger sig til at levere en fuldstændig Cirkus med alt tilhørende Material, Artister etc. og hermed berejse de danske Provinser i Sæsonen 1930, mod at der af Brutto-Indtægten minus Forlystelsesskat af samtlige af Cirkus Strassburger her givne forestillinger tilfalder Cirkus Strassburger 90 - Niti - Procent.

De resterende 10 % udbetales Direktør Biltzing til Afholdelse af de nødvendige Udgifter til Bevillingshaver, Bureauprovision samt som Vederlag for Hr. Biltzings eget Arbejde.

Under det arrangement, som Direktør Biltzing skulde fremskaffe, hører naturligvis også Fremskaffelse af den fornødne Indrejsetilladelse til Cirkus Strassburgers Personale, Artister m.v.

Hvilket Beløb, der måtte blive aftalt som Vederlag til Bevillingshaver, er Cirkus Strassburger uvedkommende, men Cirkus Strassburger er dog villig til - såfremt det måtte være nødvendigt - at garantere Bevillingshaveren et Minimumsbeløb af 25.000 Kr. Denne garanti er at forstå således, at der garanteres for, at de 10 %, der er tillagt Direktør Biltzing mindst vil andrage 25.000 Kr.

Alle Omkostninger ved Cirkus Strassburgers Indrejse her i Landet, Transport fra Sted til Sted, nødvendige Attester, Opholdsudgifter, i det hele taget ingen Udgift ved Cirkusdriften her i Landet undtaget, samt Omkostninger ved Udfærdigelsen af de fornødne Dokumenter mellem Parterne og med Bevillingshaveren betales af Cirkus Strassburger.

Såfremt der ikke inden 26. Januar n.A. (fristen blev senere udskudt til 28. februar 1930) foreligger en bindende Ordning med Bevillingshaver, samt den fornødne Indrejsetilladelse (Arbejdstilladelse) til det Personale, herunder Artister, som er nødvendigt for Cirkus Strassburgers Drift heri Landet, bortfalder nærværende Aftale.

Til at forsætte Forhandlingerne med Direktør Biltzing og afslutte den endelige Overenskomst med Direktør Biltzing samt til at træffe Beslutning om mulige Ændringer i den ved denne foreløbige Overenskomst trufne Aftaler, befuldmægtiger vi, Cirkus Strassburger, herved vor Forretningsfører Julius Herbst."

Allerede inden denne aftale blev indgået havde H.K. Biltzing været i kontakt med i hvert fald Cirkus Belli og Cirkus Mundeling i et forsøg på af skaffe en ubrugt cirkusbevilling for tiden juni, juli, august og september 1930. I et brev fra november 1929 til de 2 cirkus spurgte han, hvad de forlangte i leje for de 4 måneder, og tilføjede:

"Vi bemærker, at vi selv skaffer Telt og alt Materiale, ligesom de forskellig Artist-Numre bliver engageret af os.

Som Bevillings-Haver bliver De sikkert nødsaget til ar rejse med rundt i Landet, men derudover har De intet Arbejde. Hvis vi kan blive enige om et eller andet arbejde til Dem ved Reklameringen el. l., bliver dette ekstra betalt.

Vi imødeser gerne Deres ærende omgaaende Svar, da vi ligger i Underhandling med en anden Cirkus, men ikke rigtig kan blive enige om Betingelserne.

Vi bemærker, at det ingen Interesse har, hvis De ikke er Indehaver af en fast Cirkus-Bevilling (20 % Skat) - men først skal søge en."

Den sidste sætning forklarer, hvorfor man ønskede at "låne" en eksisterende cirkusbevilling. I 1911 havde Rigsdagen vedtaget en lov om forlystelsesskat, som også skulle betales af cirkus. For forestillinger, som skete efter justitsministeriel bevilling, var skatten 10 %. Forestillinger, som fandt sted efter de sædvanlige polititilladelser, blev belagt med dobbelt afgift, dvs. 20 %. I 1922 blev taksterne fordoblet, således at cirkus med bevilling skulle betalt 20 % og cirkus uden bevilling 40 %. Der var derfor af stor økonomisk betydning for et cirkus at sikre sig en justitsministeriel bevilling. Først i 1950 blev skatten ens for alle cirkus, nemlig 20 %. Forlystelsesskatten blev helt ophævet fra 1. januar 1965.

Cirkus Belli var i november 1929 ejet af Meta Belli (1888-1953), som havde overtaget cirkus, da hendes ægtefælle Giovanni Belli døde i foråret 1929. Meta stammede fra Grenå og var datter af en omvandrende uldhandler. Efter konfirmationen fik hun arbejde i sætteriet på Grenå avis. Senere blev hun lærepige hos Amanda Belli, som var svigerinde til Giovanni Belli og arbejde i det cirkus, som Giovanni drev sammen med sin bror. Og således lærte Meta sin tilkommende at kende.  Allerede i 1923 fik cirkus justitsministeriel bevilling og dermed ret til at slippe med 20 % forlystelsesskat. De følgende år gik det dog ned af bakke for Cirkus Belli, så det har næppe kostet Meta en formue at købe svogeren ud, da Giovanni som nævnt døde i foråret 1929. Ifølge Anders Enevig "Cirkus i Danmark" er det tvivlsomt, om Cirkus Belli havde turneret i 1927, 1928 og 1929.

Og en enke med et nyerhvervet, nedkørt cirkus, burde være et oplagt emne til at "låne" en cirkusbevilling af.

Cirkus Mundeling var bestemt heller ikke noget verdensforetagende i 1929. Ejeren, Erhardt Gustaf Mundeling (1860-1947) havde godt nok drevet et cirkus, som var vokset i størrelse, men en række børn og svigerbørn var brudt ud fra cirkus, som efter en storhedstid i begyndelsen af 1920'erne vist nok ikke havde turneret siden 1926. Det er dog muligt, at bevillingen i de følgende år havde været lånt ud til forskellige medlemmer af Mundeling-familien, som med større eller mindre held turnerede med egne cirkus.

Og en cirkusdirektør med bevilling, men uden cirkus, burde være et oplagt emne at "låne" en cirkusbevilling af.

Forespørgslen fra H. K. Biltzing vakte da også interesse hos de 2 modtagere. Brevet til Cirkus Belli blev videresendt til Berlin, hvor direktør Meta Belli opholdt sig. I brev af 25. november 1929 oplyste hun, at hun var i besiddelse af en 20 % cirkus-bevilling. Hun forventede omkring 12.-15. december at være i København, hvor hendes adresse var Frederikssundsvej ved hjørnet af Mågevej. Hun ville da kontakte H.K. Biltzing med henblik på en personlig samtale.

I et brev af 25. november 1929 svarede cirkusdirektør E.G. Mundeling, at han havde bevilling og havde haft det i mange år. Han fortsatte: "Angaaende dette de skriver om vil jeg ikke give dem Svar dem paa pr. Brev men i Tilfælde de ønsker en Forretningsforhandling kan de eller en af deres Befuldmægtigede rejse herover til mig saa at vi kan tale om den Forretning. I Efteraaret blev der også skrevet til mig angaaende Forretning af den Slags, var det gennem deres Firma ? De kan meddele mig om de ønsker en Samtale med mig saadan at jeg kan være hjemme. Med megen Agtelse. E.G. Mundeling, Direktør, Aahvile, Skjern, Tlf. No. 154."

H.K. Biltzing valgte åbenbart ar ringe til direktør Mundeling. I hvert fald skrev han den 27. november 1929 til E.G. Mundeling, at han unde henvisning til behagelig telefonsamtale samme dag ventede Mundeling til byen mandag den 2. december om morgenen. Han bekræftede, at han ville godtgøre Mundeling jernbanebilletten tur-retur samt betale hans ophold i København. Han tilføjede: "Vi beder Dem medbringe Bevillingen saa vi kan se dens Ordlyd. Sammen med vor juridiske Konsulent, Folketingsmand, Overretssagfører SVEN, vil vi saa finde en Form under hvilken vi til Sommer indtræder som Deres Kompagnon i Cirkusforetagendet og sammen med Dem berejser de danske Provinsbyer."

H.K. Biltzing turde dog ikke nøjes med at satse på Mundeling. Dem 28. november 1929 skrev han til Meta Belli i Berlin og spurgte hende "hvad De maatte forlange for i Sommeren 1930 at optage mig som Kompagnon i Deres Cirkus, saa jeg kan udnytte Deres Bevilling til at give forestillinger i de danske Provinsbyer. Det bemærkes til Orientering, at jeg gennem min juridiske Konsulent, Folketingsmand, Overretssagfører Sven har forespurgt Justitsminister Zahle om muligheden for at jeg selv kunne søge en Cirkusbevilling men vi modtog det Svar, at Ministeriet i Øjeblikket ikke udsteder flere Bevillinger til de danske Provinsbyer. Dette er Grunden til at jeg nødsages til at gaa i Kompagni med en af de faste Bevillingshavere i Fald jer ikke vil betale 40 % i Forlystelsesskat. Det bemærkes, at jeg selv stiller Telt, Artister, Dyr m.m. saa De faktisk intet Arbejde eller Udgift vil faa med mindre Deres personlige nærværelse skulde forlanges i en eller anden By og i saa Fald betaler jeg Dem Rejse og Ophold. De maa altsaa regne med at ligge stille Sommeren over og beregne at skulle leve, samt den Sum De formener at ville have indtjent i Fald De var taget ud på egen Risiko. De vil derefter meddele hvad jeg skal svare Dem pr. Maaned. En bankgaranti, event. 50.000 Kr.. kan stilles i Landmandsbanken for Opfyldelsen af mine Forpligtelser. Da jeg på Mandag skal forhandle med en anden Cirkusdirektør, beder jeg om Deres ærede Svar og Betingelser om muligt Søndag. Diskretion fra begge Sider betragter jeg som en Selvfølge."

De planlagte forhandlinger i København den 2. december blev dog ikke til noget, idet E.G. Mundeling meldte afbud. I et brev af 30. november 1929 fra Mundeling hedder det:

"Modtaget deres ærede Skrivelse af 27 ds. Maa jeg meddele dem at jeg ikke kan rejse til København foreløbig da jeg har saa mange Forretninger at ordne for mine Børn som er i Spanien og i Østrig saa jeg ser mig ikke istand til at faa de Dage til overs til at komme ind at tale med dem angaaende Forretning. Jeg er hjemme igen Tirsdag den 3-12. Hr. Biltzing kan de ikke sende en af dem Befuldmægtige eller en af Overretssagfører Svens Fuldmægtig. Saa vi kan drøfte Forretning og se Papirerne. Hvis det ikke kan lade sig gøre på denne Maade kan jeg ikke komme til København førend midt i næste Maaned".

I et NB til brevet tilføjede Mundeling, at Biltzing kunne få Guttenbergs ryttertrup (2 damer, 2 herre, 3 heste), 2 numre og 6 isbjørne, 12 hvide hunde (spidser) og måske 12 a 14 frihedsheste med 4 numre. Tilføjelsen skyldes måske, at Biltzings bureau også ind imellem synes at have formidlet artistkontrakter.

Mundelings afbud passede ikke H.K. Biltzing. I et brev af 1. december 1929 skrev han, at afbuddet var "meget kedeligt, thi Overretssagfører Sven's Tid er stærk optaget og denne Sag kan hans Fuldmægtig ikke ordne. At tage over til Skjern sammen med ham er derfor umuligt og jeg må derfor henstille, at De pr. Telegram blot opgiver mig den bestemte sum som De forlanger garanteret for Sommeren. Jeg har nemlig et andet Tilbud og Direktøren har opholdt sig her i Byen i de sidste Dage og var lovet Svar fra min side på Mandag."

I brevet oplyste H.K. Biltzing også, at grunden til, at han ikke selv kunne få cirkusbevilling var, at de allerede eksisterende bevillingshavere klagede over de dårlige tider. Derfor ville justitsministeren ikke udstede flere bevillinger. Brevet sluttede: "En hvilkensomhelt Bankgaranti kan af mig stilles i Landmandsbanken for Opfyldelsen af mine forpligtelser. Imødeseende et Telegram hvor De blot behøver at sætte Tallet forbliver jeg Deres ærbødige".

I et tysksproget brev af 4. december 1929 fra Julius Herbst (den person, som i den 10 dage senere indgåede foreløbige overenskomst mellem Cirkus Strassburger og H.K. Biltzing var anført som Strassburgers forretningsfører og befuldmægtigede) hedder det, at Julius Herbst havde talt med fru Belli, og at de sammen vil komme til møde på Biltzing bureau 11. december klokken 14. Julius Herbst spurgte samtidig, om Biltzing havde hørt fra Mundeling.

H.K. Biltzing besvarede brevet 6. december 1929. I svarbrevet hedder det blandt andet:

"Jeg beder Dem imidlertid skrive lidt udførligt om hvorledes Fru Belli stiller sig overfor Sagen, altså om hun er indforstaaet og ikke kommer på andre Tanker i sidste Øjeblik, saa vi atter staar paa bar Bund.

Fra Herr Mundeling har jeg hverken hørt det ene eller det andet og maa jeg gaa ud fra at han har opgivet videre Forhandlinger. Jeg har derimod en dansk Artist her paa Pladsen, som havde kongelig Bevilling for tre Aar siden; han rejste altsaa en Sommer paa Bevillingen, men fornyede den ikke - det koster nemlig 33 Kr. 66 Øre hvert Aar - og han havde sikkert faaet nok denne ene Sommer. Han var i Gaar i Ministeriet og talte med Kontorchefen, som han viste den gamle Bevilling og spurgte om han kunde faa den fornyet for næste Aar. Dette mente Kontorchefen at der ikke var noget til Hinder for og han har nu indsendt en Ansøgning, som er anbefalet af Statsminister Stauning og Folketingsmand A. J. Meyer, men der vil jo hengaa nogen Tid før han faar Svaret og før vi ser Bevillingen kan vi jo ikke regne med den. Faar han derimod bevillingen, saa skal vi blot engagere ham og hans Kone til deres sædvanlige Aristgage og her derud-over intet at betale. Fra Mundeling synes jeg at vi skal afvente et Svar paa mit sidste Brev, thi han maa jo ellers tro at vi er alt for forlegne for at komme i Forhandling, men send mig endelig en udførlig Beretning om Deres møde og forhandlinger med fru Belli, thi Deres brev siger jo intet ud over at hun kommer her på Onsdag." I en håndskreven tilføjelse til brevet stod der: "Kommer Dir. Strassburger med her op, ellers må De sørge for en retsgyldig Procura eller Fyldmagt, så vi kan slutte med fru Belli."

Forhandlingerne med direktør Mundeling var dog ikke helt slut, idet Mundeling sendte følgende telegram til H.K. Biltzing den 8. december 1929:

KOM HJEM, INTERESSERER DET DEM ENDNU, KAN KOMME BESTEMT I DENNE UGE. SVAR. MUNDELING

I et brev til Mundeling af samme dato beklagede H.K. Biltzing, at telegrammet ikke gav svar på "mit direkte Spørgsmaal i Brev af 1'December hvori jeg beder Dem telegrafere den Sum De forlanger for Sommeren." Biltzing tilføjede, at han endnu ikke havde indgået aftale til anden side, men skulle have forhandlinger herom onsdag den 11. december. Herefter hedder det i brevet: "Ved jeg imidlertid med Bestemthed, at De kommer her til Byen f. Eks. Førstkommende Torsdag, saa lover jeg Dem at lade Sagen staa saa længe og ikke slutte med en anden Bevillingshaver før vi har forhandlet sammen paa Torsdag."

I et brev af samme dato til Julius Herbst referede H.K. Biltzing dels korrespondancen med Mundeling samt gav følgende yderligere oplysning:

"Jag kan samtidig meddele Dem, at den i mit sidste Brev omtalte Artist atter var i Ministeriet og at man der har lover han Svar i Slutningen af Ugen.

Det ser altsaa ud til at Sagen gaar i orden med en af de tre, men der er jo en absolut Nødvendighed at De medbringer en lovformelig PROCURA, eller FULDMAGT til at afslutte alt i Direktør Strassburgers Navn, thi skal vi nu ligge og vente paa at han selv kommer her op, så risikerer vi i den Tid at Bevillingshaverne "springer fra". Vi skulde dog gerne straks kunne lade Overretssagfører Sven ordne alle Papirerne og sikre os Bevillingshaverens Underskrift … medens han endnu "er varm", men faar Paagældende Tid til at gaa rundt og raadføre sig med Venner og Bekendte, som ved vi aldrig om han "fortryder" og springer fra.

Sæt Dem derfor omgaaende i Forbindelse med Strassburger og forklar ham at vi vistnok "har tre Fisk på Krogen" men maa handle hurtigt og faa ham til at give Dem Procura i denne Sag, Betingelserne ved han jo."

I et telegram dateret 9. december 1929 oplyste Meta Belli, at hun først kom torsdag den 12. december.

Vi ved ikke, hvad der passerede under forhandlingerne mellem H.K. Biltzing, Julius Herbst og Meta Belli. Men et egentlig resultat nåede man ikke, idet H.K. Biltzing den 16. december 1929 skrev således til Meta Belli:

"Under Henvisning til vore Forhandlinger sidste Uge her paa Bureauet, maa vi meddele Dem, at vi intet kan foretage os i de første 14 Dage.

Straks efter Nytaar skal vil tillade os at vende tilbage til Sagen."

Forklaringen på dette svar har formentlig været, at H.K. Biltzing og Julius Herbst valgte at satse på E.G. Mundeling. I hvert fald findes der i materialet fra Biltzing Bureau kopi af en aftale, som må formodes indgået i december 1929, af følgende indhold:

"Imellem underskrevne Direktør E.G. Mundeling og Direktør H.K. Biltzing er Dags Dato afsluttet følgende Overenskomst:

I Fællesskab driver vi i Sæsonen 1930, d.v.s. Tiden Juni - September Circus i Danmark bortset fra København Frederiksberg. Jeg Mundeling, der har den fornødne Circusbevilling, stiller denne til Raadighed for vort Samarbejde. Jeg Biltzing, stiller Materiel og Kapital til Raadighed, samt sørger for at fremskaffe de forskellige Artistnumre (Heste og Dyr), ligesom jeg stiller min personlige Arbejdskraft til Raadighed.

Det eventuelle Overskud vil være at fordele ligeligt imellem os, idet jeg, Biltzing, garantere Mundeling at hans Andel mindste vil udgøre 100 Kr. pr. Spilledag, dog saaledes at Biltzing yderligere garantere 120 Spilledage. Derimod garanterer Hr. Biltzing ikke for, at der bliver spillet i de forudsatte Dage, men han kan, hvis han maatte anse det fornødent på et hvilkensomhelst Tidspunkt afbryde Turneen.

I den ovenfor omtalte Garanti af et Nettooverskud af 12.000 Kr. til Mundeling ligger, at Hr. Mundeling i enhver Retning skadesløsholdes for Udgifterne af en hvilkensomhelst Art ved Cirkusdriften i Sæsonen 1930.

Til Sikkerhed for Mundelings 12.000 Kr. vil der være at stille Bankgaranti. Beløbet udbetales ugevis bagud i Sæsonens Forløb.

Jeg, Biltzing, forbeholder mig at træde tilbage fra nærværende Kontrakt, saafremt jeg ikke maatte erholde den fornødne Indrejsetilladelse (Arbejdstilladelse) for det antal Artister m.v., som efter mit Skøn udkræves til Driften. Definitiv Besked skal dog gives senest d. 1. Februar n.A."

H.K. Biltzing søgte herefter om indrejse- og arbejdstilladelse for i alt 194 udenlandske artister, dyrepassere og musikere. I et brev af 25. februar 1930 fra Chefen for Statspolitiet til Biltzings Bureau hedder det, at man til brug for sagens forelæggelse for Justitsministeriet udbad sig "indgaande Oplysning om, hvorledes Cirkus Mundeling skal drives og hvilken Kapital, der er tilvejebragt til Gennemførelse af Sæsonen, samt Oplysning om, hvad Slags Artister der er Tale om  og om, hvor mange danske Artister, Arbejdere m.v. der agtes engageret. Endelig skal man anmode om, at der maa blive indsendt Lister i to Eksemplarer over de paagældende Udlændinge ordnet efter Statsborgerforhold og saaledes, at de enkelte Landes Undersaatter opføres i alfabetisk Orden. Listerne maa indeholde de pagældendes fulde Navne, Stilling samt Fødselsdato, -aar og -sted."

Brevet var stilet til hr. M. Biltzing. Max Biltzing (1905-1957) var søn af H.K. Biltzing og overtog bureauet efter faderens død i 1934. Det forhold, at brevet var stilet til Max viser, at han også var involveret i sagen. Om der var ham eller faderen, som var den reelle initiativtager, ses ikke af korrespondancen.

Brevet fra politiet var underskrevet af politiinspektør Mensen, som var leder af kriminalpolitiet i Danmark, hvorunder Fremmedpolitiet hørte. Det synes som om Mensen har haft mistanke om, at det ikke næppe var Mundeling selv, som var den reelle drivkraft bag cirkus, men at han blot var stråmand. Noget sådant har formentlig været i strid med hans cirkusbevilling. I bogen Cirkus i Danmark gengiver Anders Enevig således en bevilling fra 1937 til Ferdinand Benneweitz (sådan staves navnet i bevillingen). Heri står udtrykkeligt, at bevillingen ikke må udlånes, udlejes eller på nogen måde udnyttes gennem andre. Overtrædelse heraf kunne medføre, at ministeriet erklærede bevillingen for forbrudt, dvs. tilbagekaldt. Denne klausul har formentlig været et standardvilkår i justitsministeriets cirkusbevillinger.

Stråmandsvirksomhed var næppe heller velset i det danske cirkusmiljø. Da slet ikke, hvis det fik udenlandske konkurrenter ind på det danske marked !

26. februar 1930, dvs. samme dag, som brevet fra statspolitiet må være modtaget, skrev H.K. Biltzing til direktør Mundeling. Efter af have gengivet indholdet af brevet fra politiet fortsatte Biltzing:

"Jeg tog straks ind til Overretssagfører Sven der raadede mig til at bede Dem - herr Mundeling - om snarest muligt at indsende de to Lister med vedlagte Følgeskrivelse, som De venl. vil underskrive og forsynes med Deres Firmastempel. Herr Sven mente da at Sagen ville blive ordnet ret snart og i Fald der skulle yderligere spørges om hvem der staar bag Dem, da kan De roligt opgive mig, der beviseligt disponere over en Kapital af 100,000 Kr. og min svigersøn, Generalkonsul for Portugal Wm. Christiansen, Vesterbrogade 94, der er villig til yderligere at forstrække mig med 100,000 Kr. For øvrigt skriver jeg samtidig til hr. H. (formentlig Cirkus Strassburgers forretningsfører Julius Herbst) og beder ham forberede sine Chefer paa, at Justitsministeriet vil forlange et Depositum i en herværende Bank for de givne Arbejdstilladelser samtidig med et Depositum for Bevillingen. Disse punkter lader vi Sven ordne saa snart vi har alt ordnet. Da jeg over for Landbrugsministeriet har opgivet Nykøbing Falster som første By, maa vi vel sikre os Pladsen fra 1'Juni. De vil nok fremskynde Skrivelsen og de to Listers Afsendelse og lade Brevet rekommandere."

Den omtalte svigersøn, generalkonsul William Christiansen, var gift med H.K. Biltzing datter af første ægteskab Harriet. I Bogen om Musse betegner Lilly Biltzing ham som "frygtelig velhavende".

Brevet til direktør Mundeling var vedlagt følgende brev, som det var meningen at Mundeling dateret 27. februar 1930 skulle skrive til Statspolitiet:

"Under henvisning til Statspolitiets ærede Skrivelse af 25. ds. til Biltzings Koncert- & Teater-Bureau, København V., skal jeg oplyse, at min Cirkus i den kommende Sommer-Saison skal drives i lighed med de tidligere Aar - dog med et langt større Program og større Telt.

Jeg har sikret mig den fornødne Kapital til Gennemførelsen af Saisonen og vil, om det fra Ministeriets Side maatte ønskes, gerne stille et kontant Beløb som depositum for den udenlandske Personales Hjemrejse, og beder blot Ministeriet opgive Summens Størrelse.

Artist-Programmet består af alle Arter Cirkus-Artister - Luftnumre, Akrobater, Jonglører, Klovner ets., samt forskellige Trupper - marokkanske, kinesiske etc., og forskellige Dyregrupper.

Der er til Dato kun engageret nogle enkelte danske Artister, men agter jeg i nærmeste Fremtid at supplere mit Program med nogle af de ledige danske Artistnumre. Danske Arbejdere vil der blive antaget i hver By man kommer til ligesom de tidligere Aar (til Hjælp ved rejsning af Telt etc.).

Idet jeg maa bemærke, at det vil være af afgørende Betydning, at jeg erholder definitivt Svar snarest mulig, forbliver jeg til Tjeneste med alle nærmere Oplysninger."

Som bilag til dette brev havde H.K. Biltzing udarbejdet en liste over 191 artister, dyrepassere, musikere m.v.. Listen opfyldte politiets krav om oplysning om nationalitet, fulde navn, stilling, fødselsdato og år samt fødested. 12 nationaliteter var repræsenteret: Amerika, Belgien, Bulgarien, Det Britiske rige, Holland, Kina, Letland, Marokko, Rusland, Tjekkoslovakiet, Tyskland og Østrig, hvortil kom 6 opført som statsløse. Langt de fleste kom fra Tjekkoslovakiet (58, heraf 55 opført som musikere!) og Tyskland (88). Kineserne, marokanerne og russerne var alle anført som artister. Send mig en email, hvis du er interesseret i kopi af listerne. Så modtaget du dem som jpg.filer (fylde knap 600 KB).

Det vides ikke, om E.G. Mundeling underskrev brevet og fremsendte det til politiet eller hvad der videre skete. Så vidt vides turnerede Cirkus Mundeling ikke i sæson 1930, og der er intet der tyder på, at Cirkus Strassburger på anden vis kom til Danmark.

Carsten Bregenhøj, der som nævnt satte mig på sporet af historien, har for årene 1927-1932 nøje gennemgået "Der Artist" (Central-Organ d. Circus, Variétébühnen u. reisenden Theater ... - Druck und Verlag: Ed. Linz A.-G., Düsseldorf ), og noteret sig alt, som man deri skrev om Danmark. Desuden havde bladet ca. to gange årligt en beskrivelse af Cirkus Strassburgers program, på hvilket sted den optrådte og hvor de holdt vinterkvarter. På grundlag heraf er Carsten er helt sikker på, at de ikke optrådte i Danmark 1930.

Carsten Bregenhøj skriver videre: "Som arkivar ved jeg, at når folk har bevaret enkelte sager fra en virksomhed (Biltzings Bureau) som kaldte sig "Danmarks ældste", og resten er borte, så er der noget rigtigt specielt ved netop denne sag. Om det nu er så at det hele (som vi vist kan slutte af resultatet) gik i vasken og Biltzing sad med Sorteper, eller om det bare er fordi dette som Bureauets største engangssatsning involverede så mange mennesker, ved jeg ikke. Det er også usikkert om det var Bureauets senior H.K. eller junior Max Biltzing som havde klækket idéen om Strassburgers besøg i Danmark …Men alt det usynlige arbejde bag et udenlandsk artistengagement kommer frem, og fortæller lidt om hvad cirkusdirektører også lavede - de to minutter ved forestillingens indledning og afslutning er bare toppen af isbjerget."

Flere af navnene på listerne over artister er i øvrigt personer, som cirkuskendere er stødt på i anden sammenhæng. Per Arne Wåhlberg genkender således navnet Emil Wacker. På listen er han anført som artist. I 1936 var han blevet Cirkus Strassburgers forretningsfører. Han fulgte med, da cirkus blev solgt til Paula Busch, se herom nedenfor. Efter 2. verdenskrig blev Emil Wackers eget Cirkus Apollo et af de førende i Tyskland og havde på et tidspunkt 2 forskellige turnerende enheder. Cirkus Apollo blev indstillet efter sæson 1957, hvorefter Emil Wacker nedsatte sig som artistagent. Han døde i 1967, men agenturet blev videreført af enken Margarete Wacker. Du finder mere om Emil Wacker i Alf Danielssons bog Cirkus.

Per Arne Wåhlberg er også faldet over navnet Franz Adamski. Adamski var kendt som bjørne- og elefantdomptør og arbejdede i mange år for det tyske Cirkus Busch. Per Arne Wåhlberg fortæller, at han første gang så Franz Adamski i 1946 hos Trolle Rhodins Zoo Cirkus. Per Arne fortsætter: Jag tror at han en period höll till i Furuviksparken med sina björnar. Hösten 1940 uppfördes en cirkusbyggnad i parken vilket, som du redan vet, lockade till sig många cirkusmänniskor. (Cirkusbyggnaden brann ned i slutet av mars 1994. Man lät då uppföra en ny cirkusbyggnad som invigdes den 13 maj 1995. Sommartid ger Furuviks Undomscirkus föreställningar där.)

Betr. Adasmski så bodde han i slutet av 40-talet med Hans Strassburger och Michaela Busch i Staffantorp i Sverige. De hade vinterkvarter där. Alf Danielsson skriver även en del om Adamski & Co. Senare såg jag Franz Adamski med sina björnar hos Cirkus Rolando i Sverige 1958. Sista gången jag såg honom och hans bruna vänner var sommaren 1968 hos Cirkus Busch-Berlin & Roland-Bremen i Tyskland. Han skulle det året fylla 76 år!

Bland de anställda hittade jag även Rudolf Blumenfelds namn. Han och hans bror, Jak, kom till Scott i slutet av 30-talet. Deras syster Sara - kallad Rosa - var gift med Carl Goldkette-Bronett - clownen Kalle. Senare gick de över till Trolle Rhodin och var med om att göra "Djungelrevyn" en liten show i Brazil Jacks tivoli Tältstaden till Zoo Cirkus. Jag minns båda bröderna från sommaren 1943. Rudi var Trolles närmaste man. Det visste jag inte då utan nöjde mig med beundra hans sätt att köra traktor. Jak - han stavade sitt namn så - var tältmästare och luftaktrobat. Han har för övrigt fått ett eget kapitel i min nya bok, som nu är under produktion.  

Rudi såg jag senare som elefantdressör men sedan försvann han. Jag vet att han har en son i Göteborg. Han heter Rennie Blumenfeld. Han berättar att pappa Rudi lämnade cirkuslivet på 50-talet för att bli portier på Grand Hotell i Göteborg."

 

Hvordan gik det senere for Cirkus Strassburger

Familien Strassburger havde jødisk blod i årene. Naziperioden i Tyskland ramte dem derfor hårdt, selv om de slap fra krigen med livet i behold. I det hele taget have nazisterne ikke høje tanker om cirkusfolk og andre rejsende.

Adolf Hitler blev tysk rigskansler 30. januar 1933. Få måneder senere, den 1. maj 1933, kom det første indgreb fra nazisterne rettet mod cirkusfolket. Det skete gennem udstedelse af „Verordnung über ausländische Arbeitnehmer" (forordning om anvendelse af udenlandske arbejdstagere), hvorefter enhver beskæftigelse af udlændinge krævede en officiel arbejdstilladelse, som blev udstedt og tilbagekaldt helt vilkårligt. Alle cirkus, som ikke i tide havde forladt Tyskland, blev derved tvunget til at afskedige udenlandske medarbejdere. En mere effektiv håndhævelse af forordningen i 1934 reducerede yderligere personalebestanden i de store cirkus. Fra oktober 1934 blev alle cirkusdirektører pålagt at indmelde sig i en forening af cirkusdirektører, som skulle undersøge deres egnethed som virksomhedsledere. Den 14. februar 1935 kom "Verordnung zu amtlichen Ariernachweisen", som pålagde direktørerne at godtgøre deres ariske afstemning, hvilket var umuligt for flere direktører. Efterhånden kom der flere regler, som eksempelvis forbød fremmedartede kostumer, optræden af negere eller personer sminket som negere samt  forbød at jøder deltog i noget, som havde med tysk kultur at gøre. Man skulle også have musik-tilladelse fra propagandeministeriet, som ikke tillod hot eller swingende musik eller musik, som havde forbindelse med negere eller jøder. Cirkus Strassburger blev det første offer for disse nye regler. De nazistiske aviser kørte en systematisk hetz mod cirkus og tvang dermed i 1936 direktør Karl Strassburger til at flygte til Holland og sælge sit cirkus til  spotpris til en anden cirkusejer, Paula Busch. Paula Busch overtog Cirkus Strassburgers forretningsfører Emil Wacker, som forstod at holde sig på god for med de nazistiske koryfæer, og som en periode også var gift med Paula Busch datter Micaela. 

Flugten til Holland skete med hjælp af den hollandske impresario Frans Mikkenie, som hajlp til med at skaffe det hæderkronede cirkus en ny tilværelse. Han skaffede familiemedlemmerne hollandsk statsborgerskab og pas, som trods deres jødiske afstamning ikke var overstemplet med et stort J. Det redede familien fra tyskerne under den senere tyske besættelse af Holland. Karl Strassburger fik endda erstatning for tyskerne for skader på hans cirkus i forbindelse med, at tyskerne invaderede Belgien i 1940.

I 1938 turnerede Cirkus Strassburger blandt andet i Sverige i samarbejde med den svenske cirkusdirektør Henning Orlando under navnet Cirkus Orlando-Strassburger. Karl Strassburger viste sig ikke i manegen, men havde udelukkende administrative opgaver. Hans lillebror Hans fremførte et cowboynummer med heste i frihedsdressur, og hans hustru Regina red skoleridt. Henning Orlando viste sine egne heste frihedsdressur.

Som nævnt ovenfor optrådte Karl Strassburger i 1941 og 1942 i Cirkusbygningen i København under navnet Cirkus Mikkenie - Strassburger. Frans Mikkenie (nævnt ovenfor) var dansk gift, og hjalp cirkusdirektør Karl Strassburger med at få forestillingerne sat op. Forestillingerne skete vist i øvrigt via lån af Cirkus Bellis bevilling. Så selv om det i 1929 ikke lykkedes for Meta Belli at gøre forretninger med Strassburger-familien, så lykkedes det altså i 1941 og 1942. I oktober 1942 optrådte Mikkenie-Strassburger også i Fyens Forum i Odense, hvor de blev annonceret som "Cirkus Belli præsenterer Cirkus Mikkenie-Strassburger." Cirkus optrådte vist nok også i Århus.

I 1953 var Cirkus Strassburger igen i Sverige, denne gang i samarbejde med ledelsen for Cirkus Mijares-Schreiber. De øvrige svenske cirkusdirektører med Trolle Rhodin og Käte Bronett i spidsen protesterede uden held mod besøget, idet de betragtede Baptista Schreiber og Chuy Mijares som en slags stråmænd for det tyske cirkus. De svenske myndigheder gav imidlertid de nødvendige tilladelser betinget af, at Baptistas og Chuys egne heste også optrådte. En måneds tid efter turnestarten i Göteborg 4. april 1963 omkom Karl Strassburger ved en drukneulykke 7. maj i havnen i Trelleborg. Aviserne skrev, at dødsfaldet skyldes dårligt hjerte. En politirapport, af hvilken der findes en kopi i Anders Enevigs samling, referere imidlertid en læge, som havde undersøgt Karl Strassburger efter at denne havde haft et svimmelhedsanfald i Göteborg. Lægen udtalte, at "hjärtat hade förefalllit att vara bra och blodtrycket hade likaledes varit utan anmärkning". Den svenske cirkusforfatter Alf Danielsson skriver, at meget taler for, at Karl Strassburger selv valgte druknedøden efter længere tids uoverensstemmelser med ægtefællen Regina og hendes søster Elly (1910-1988). Der er dog ikke i politirapportens oplysninger belæg for, at der skulle være tale om selvmord. På den anden side indeholder rapporten heller ikke nogen forklaring på, hvordan Karl Strassburger ved et uheld skulle være faldet i havnen, lige som der ikke var tegn på at dødsfaldet skulle skyldes en forbrydelse. Den svenske forfatter og cirkuskender Per Arne Wåhlberg fortæller, at det var den almindelige opfattelse blandt de ansatte, at Karl Strassburger tog sig eget liv. Der var uvenskab mellem på den ene side Karl og på den anden side Regina og Elly. En dag havde der således været et frygteligt skænderi en af vognene, hvor de tre opholdt sig. Da Karl forlod vognen, var der nogen som kastede en sko efter ham. Der findes i øvrigt en bog på tysk, kaldet STRASSBURGER - GESCHICHTE EINES JÜDISCHEN CIRCUS. Den er skrevet af Herbert St. Nissing og udkom på Circus Verlag i 1993. I bogen antager forfatteren, at Karl Strassburger under en spadseretur ved havnen fik en blodprop eller et hjerteanfald, og at det var derfor, han faldt i vandet og druknede.

Søstrene Regina og Elly Strassburger overtog ledelsen straks efter Karls død.

I 1955 var Cirkus Strassburger igen tilbage i Sverige, denne gang i samarbejde med Cirkus Scott. Det var fortsat Regina og Elly Strassburger, som stod i spidsen for Cirkus Strassburger. Telt, vogne, heste og elefanter var familien Strassburgers, men programmet var sammensat af Cirkus Scotts ejer Käte Bronett.

Fire år senere, i 1959, var Regina og Elly Strassburger med deres dyrenumre engageret til Cirkus Scott. Elly Strassburger var nu blevet gift med den tyske domptør Harry Belli (1914-1975) som under turneen indstuderede det nummer med en ridende tiger, som han senere fik stor succes med. I 1959 var familien Strassburgers egen cirkusvirksomhed under nedtrapning. De turnerede ikke længere med teltcirkus, men optrådte om vinteren i Amsterdams Royal Theatre Carré og om sommeren i teatret i Scheveningen. Sæson 1963 blev Cirkus Strassburgers sidste.

Hvordan gik det siden for de øvrige involverede

 

H.K. Biltzing og hans familie

H.K. Biltzing drev sit teater- og artistbureau frem til sin død 18. februar 1934. Hans ægtefælle Clementine døde 2. april 1956. Efter H.K's død blev burreauet overtaget af hans og Clementines søn Max Stefan Biltzing (16/4 1905 -27/6 1957) og videreført på adressen Jernbanegade 4, København. Max blev gift 2 gange: første gang 16. april 1930 med Else Oda Pedersen og anden gang 15. maj 1941 St. Petri Kirke med. Trudy Hof, født 5. september 1909 i Basel. Trudy var af profession: solo - jodler (!) og impresario. Efter Max' død videreførte Trudy bureauet, som hun i telefonbogen annoncerede som "Danmarks ældste teater bureau" eller noget i den retning.

H.K. Biltzings datter Lilly, som er nævnt ovenfor, blev skuespillerinde og optrådte i 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne blandt andet på Casino, i svenske Folkeparker og som primadonna i Helsingør revyen. Senere begyndte hun at fabrikere brystholdere og havde virksomheden MIRA, lige som hun solgte diverse patenter til udlandet og økonomisk set synes at have klaret sig ganske godt.

Merete Biltzing, som har hjulpet mig med oplysningerne om sin familie, er yngste barnebarn af H.K. Biltzing, men født flere år efter bedsteforældrenes død. Merete er frivilligkonsulent for Dansk Flygtningehjælp.

 

Meta Belli

Som det ses ovenfor, gled forhandlingerne med Meta Belli ud i sandet allerede i december 1929. Meta Belli fik imidlertid sit cirkus på vejen i 1930 i samarbejde med en ældre tysk artist, Willy Borchardt, som havde tegnebogen i orden. De anskaffede til sæson 1930 det største cirkustelt, som endnu var syet i Danmark. Diameteren var 31 meter, og det var landets første 4-masters telt.

Efter sæson 1933 købte Meta Belli Willy Borchardt ud, og fra 1934 til 1948 havde hun bistand af Fredy Wachman, som blev regnet for hendes ægtefælle, selv om de aldrig fik papir på det. Forretningen gik derefter ind i en række gode sæsoner. I 1938, 1940 og 1941 var medlemmer af familien Schumann blandt de optrædende, og i 1939 gjorde Cirkus Belli et scoop ved at engagere den amerikanske cowboy og filmhelt Tom Mix. I 1945 holdt Cirkus Belli landspremiere i ruinerne af det bombesprængte Forum i København. Efter Fredy Wachmanns død i 1948 indtråde Meta Bellis bror Ejnar Jensen som teknisk leder. I 1952 valgte man at slutte sæsonen med et gæstespil på Plænen i Tivoli efter at Tivoli-sæsonen var slut. Meta Belli døde i juli 1953, men forretningen kørte videre og sluttede i september på Plænen i Tivoli. Herefter blev cirkus sat til salg.

Meta Bellis bror Ejnar Jensen gav et bud, men blev overbudt af et konsortium med blandt andet direktør Ernst Sahlstrøm. Ejnar Jensen forsøgte sig i 1954 med et cirkus kaldet Cirkus Meta, som snart kom i vanskeligheder og rejste til Isle of Man, hvor det endte med et krak. Ernst Sahlstrøms cirkus overlevede sæson 1954. I januar 1955 blev der solgt til Eli Benneweis, som kørte det videre til 1957 og som derefter overtog traditionen med at slutte sæsonen på Plænen i Tivoli, indtil han i 1970 havde lejet Cirkusbygningen og fandt det nemmere at bruge den til sæsonslut. I 1961 blev Cirkus Bellis materiel for sidste gang sendt på turne under navnet Cirkus Buster og med skuespilleren Buster Larsen som hovedattraktion.

 

Erhardt Gustaf  Mundeling og hans efterkommere

Erhardt G. Mundeling fik derimod aldrig mere sit cirkus ud at turnere. Adskillige andre medlemmer af familien fik dog heldet med sig i branchen, ikke mindst i Norge hvor medlemmer af slægten var involveret i driften af Cirkus Empress, Cirkus Løwe og Cirkus Viola.

Det norske Cirkus Empress blev således stiftet i 1915 af Hartvig Ingolf Mørk Berg (1888-1956), som tog artistnavnet Leonardi, og hans ægtefælle Viola Mundeling (1883-1961), som var datter af E.H. Mundeling. Parret blev skilt i 1930, hvorefter Anna drev cirkus videre frem til 1959.

Det norske Cirkus Løwe blev etableret i 1952 af Leonardis bror Eugen Berg Løwe (1890-1963) og hans ægtefælle Viola Mundeling (1897-1981), som var datter af E. G. Mundeling og således søster til Viola. Efter Eugen Berg Løwes død førte Viola Mundeling cirkus videre, bistået af en anden søster, Erna Mundeling (født 1907) og dennes datter Viola Mundeling (født 1937). Viola var kendt som en dygtig skolerytter, og i 1950'erne og 1960'erne var hun Cirkus Løwes store trækplaster. Hun optrådte også hos Ringling Bros. and Barnum & Bailey og var blandt de optrædende under dette cirkus vinterturne i Europa fra september 1963 til marts 1964. I flere sæsoner fik de 2 Mundeling-søstre i øvrigt god hjælp af Haddy Enoch, der i 1977 startede sit eget Cirkus Dannebrog i Danmark. Sidste sæson for Cirkus Løwe blev 1973. Man havde planlagt også at turnere i 1974, men der opstod uoverensstemmelser med de folk, som skulle levere dyrenumrene, og Cirkus Løwe stod med et amputeret program. De aflyste derfor sæsonen og fragtede materiellet til Danmark, hvor man forsøgte at genstarte det under navnet Cirkus Mundeling. Det holdt dog kun nogle få uger efter premieren i Ringkøbing den 6. juli 1974. Fra 1975 til 1980 var familien tilbage i Norge med under navnet Cirkus Viola og med Viola Mundeling som direktør. I 1981 ændredes navnet til Cirkus Mundeling. Det blev den sidste sæson for Mundeling-ejet cirkus turnerede i Norge.  

I 1986 genstartede Erna Mundeling og datteren Viola Cirkus Mundeling i Danmark. I sæson 1986 samarbejdede mor og datter med den tyske artistfamilie Lauenburger. Cirkus fortsatte i 1987, dog uden Lauenburger-familien, og derefter blev driften indstillet.  Viola og hendes søn Carl Mundeling arbejdede derefter i nogle år for danske Cirkus Arena og norske Cirkus Merano. Carl har de senere år optrådt som rovdyrdomptør og kunne eksempelvis i 2001 opleves med sine tigre i det tyske Cirkus Busch-Roland - i øvrigt med mor Viola som en af sine assistenter. I oktober 2004 optrådte Carl i det italienske Cirkus Darix Togni.

Ole Simonsen, januar 2005

Carsten Bregenhøj, som satte mig på sporet af foranstående historie, har skrevet en lille artikel "Underholdning og kultur i en kassebog. Biltzing's Koncert- & Teater-Bureau, 1920-1937" i: Eyðvinur. Heiðursrit (festskrift) til Eyðun Andreassen. Ed: Malan Marnersdóttir, Jens Cramer, Anfinnur Johansen. Føroya Fróðskaparsetur, (Færøernes Universitet), Torshavn 2005, (s. 122-129, ill.). Biltzing's Bureaus kassebog er foråret 2004 doneret til Håndskriftsafdelingen, Det Kongelige Bibliotek. Den har fået signatur acc. 2004/40, og kan benyttes på Center for Manuskripter og Boghistorie, KB. Kassebogen er fuld af underholdningsartister og musikere (bl.a. enkelte cirkusmusikere).

 

Forfatteren Anders Enevig har forsynet mig med nedenstående foto af Hans Kristian Djørup Biltzing.

 biltzing_just.jpg (26025 bytes)

 Tilbage til forsiden