Ølund Barly 100 år 18. august 2017


Af Dan Roneklint Sørensen

Ølund Jacobsen fødtes 18. august 1917 i baghuset Søndergade nr. 25 i Nakskov som søn af musiker Hans Jacobsen, der var født 24. december 1865 i Kerteminde og hustru Mary Laurentse Olsen, som var født 25. oktober 1888 og altså væsentligt yngre end manden. Han blev døbt 10 februar 1918 i Sankt Nikolaj Kirke i Nakskov af sognepræst Holck. Fadderne var forældrene og glarmester Bernhard Engel og hustru Mary. Faderen var en udmærket fløjtenist, der bl. a. spillede til artistoptræden, hvorfor der kom en del artister i hjemmet. Da der ikke altid var noget at bestille i faget, måtte han ofte tage andet arbejde. Barly havde et nært forhold til sin mor, så længe hun levede. Senere i livet, tog han en gang om året til Nakskov for at se til gravene.

Den unge Ølund trænede til artist - klischnigger (slangemenneske med foroverbøjninger som speciale) og jonglør. Rekvisitterne tilvirkede han selv. Hans køller var i grunden for korte, men da han senere blev klar over det, havde han vænnet sig til dem. Han var om sig for at tjene penge. Bl. a. var han programsælger, når der var optræden på Hotel Harmonien. Under en optræden skulle sangeren og revymanden Ludvig Brandstrup bruge en påklæder. Det blev Ølund. Brandstrup frarådede artistvejen, men lovede at hjælpe. Da Barly nogen tid efter deltog i et kunstnerforum i National-Scala i København, var Ludvig Brandstrup konferencier og introducerede ham med ordene: ”Nu kommer der en lille mand fra Nakskov; tag godt imod ham”. Ølund var ellers noget benovet ved at arbejde til Aage Juul Thomsens store orkester. – I forvejen havde han optrådt lokalt. Debuten havde fundet sted i Nakskov KFUM.

Han kaldte sig ”jongløren Ølund”. Navnet Barly fik han ved en optræden, vist på et marked, hvor varieteens indehaver ikke kunne huske hans navn og tidligere havde haft artisten Barley engageret og derfor introducerede ham som Barly. Som jonglør havde Barly selvironi. Han sagde, at man ofte sagde om en artist: ”Han er skør, men han er jo også jonglør”. Det skyldes nerver, fordi jonglører lever af perfektion. Hvis en luftakrobat ender i nettet under forsøg på at udføre den tredobbelte saltomortale, får han som oftest et opmuntrende bifald, men taber en jonglør en bold, er det pinligt. Her havde Barly et lille trick. Hvis han havde tabt en bold, fik den et par dask med en lille dukketæppebanker, men så kunne han heller ikke tillade sig at tabe flere bolde under den forestilling. Desuden jonglerede han med køller og viste balance med kniv til kniv med en opsats med en lampe. Nummeret sluttede i mørke med selvlysende rekvisitter til tonerne af Københavnermarch, som er god at klappe i takt til. Jonglører ender ofte med dårlig ryg af alle de gange, de skal bukke sig for at samle op under træningen. Barly er da også omtalt i et kiropraktortidsskrift. Kun i starten arbejdede han som slangemenneske. Senere blev trylleri hans andetnummer.

Før 2. verdenskrig var han engageret af bl. a. Cirkus Brdr. Schmidt, hvor han tjente lidt ekstra ved at have cykelstalden, og Kramers velrenommerede variete på Dyrehavsbakken. Når han havde vænnet sig til at stå til skue på den høje parade inden hver forestilling, var der meget at lægge mærke til. De sanitære forhold på Bakken var den gang ikke de bedste, så ofte så man en dame vade ud i aftenmørket efterfulgt af sin mand, som skulle stå for. Det endte tit med et vræl, når hun satte sig i en klynge brændenælder. Efter en tur i kongens klæ’r fortsatte karrieren. Under besættelsen var han bl. a. med Eli Benneweis’ vinterturne. (Den gamle Benneweis ville virkelig ikke føde på Eli om vinteren). Her gik de efter opfordring af beboerne over isen til Tunø, hvor de havde en festlig forestilling og aften. I de isnende krigsvintre med kun lidt brændsel klumpede artisterne sig sammen i så få senge som muligt på de kolde hotelværelser for at holde varmen, så Barly sagde for spøg, at han havde delt seng med Eva Benneweis.

I rationeringens tid kunne det være vanskeligt for rejsende cirkusartister at købe ind. Da Barlys kone Inger ville købe ind hos en provinsgrønthandler, fik hun svaret: ”Vi sælger kun til faste kunder”. Samme aften skulle grøntmutter i cirkus – fribilletterne for ophængning af plakat skulle benyttes. I pausen ville hun af Inger købe en is til barnet. Svaret kom omgående: ”Vi sælger kun til faste kunder”!

Inden det blev almindeligt, at artister i cirkus havde biler og campingvogne, boede kun direktionsfamilien og dressører med egne dyr i beboelsesvogne. De andre artister spredtes straks efter ankomsten til en ny by ud over den på jagt efter logi. Barlys løsning var effektiv. Han medbragte et lille telt, som han slog op på cirkuspladsen. Billigt og tidsbesparende. Hans praktiske sans fornægtede sig ikke. En ramme med en lille plade i hver ende blev sat ned over en rekvisitkasse, og vips havde han et bord.

Foruden på de den gang mange varieteer i Danmark har Barly haft engagementer fra Norge til Schweiz. I Tyskland har han bl. a. arbejdet i Flora i Hamborg. I en længere periode har han haft engagementer i Norge bl. a. ved tivolierne, hvor han var verdensberømt. Foruden længerevarende engagementer har han naturligvis samtidigt eller ind imellem haft galas – engangsoptrædener i foreninger og lignende. I stille perioder gjorde han skoler på landet bl. a. sammen med tryllekunstneren Alf Melander.

I vintersæsonen er mange artister julemænd både i stormagasiner og – især tidligere – til firmaers og foreningers juletræsfester. I en årrække var Barly stormagasinet Illums julemand. Børnene kunne lægge ønskesedler i en kasse; et barn blev udtrukket, og juleaftensdag kom julemanden med gaverne. Ved et juletivoli, der et år blev afholdt i udstillingshallen Forum, blev han valgt som bedste julemand i en konkurrence.

Barly var den første artist i dansk fjernsyn. Det var en anstrengende dag med prøver, andet arbejde og udsendelse. Dette udnyttede han på et reklamebillede.

Han var i en længere periode medlem af bestyrelsen for Dansk Artist-Forbund.

Efter at Barly var sluttet som aktiv artist, havde han som mange andre tidligere artister job i Tivoli om sommeren. Her var han i en årrække kontrollør ved Det mystiske Hus, senere ved glashuset, hvor der nu er sygeplejevagt. Ofte kom bekendte for at snakke med ham. Man kan næsten sige, at han holdt hof.

Som mange andre artister har Barly også været statist på film. I ”Der var engang” fra 1966 ses han i et kort glimt som jonglør på en markedsplads, og i ”Olsen-banden på spanden” fra 1969 arbejder han på en boldfabrik sammen med Benny Berdino og Søren Arli; de medvirkede også i den norske udgave, hvor de skulle arbejde med ølflasker. Naturligvis har han været statist i flere film, men ikke som jonglør.

Barly var gift 2 gange. Første gang med akkordeonvirtuosen Inger Lington. Hun var datter af chimpansedressøren Viggo Benny, hvorfor Barly omtalte chimpansen Bubu som sin svoger. (Efter sin død kom Bubu på Zoologisk Museum, som desværre kasserede den ved flytningen). Ægteskabet gik i stykker. Senere traf han den elskelige Erna Johansen, som han levede sammen med en del år og blev gift med et års tid inden hendes død i foråret 1991.

Hele sit liv samlede Barly. Han samlede på meget – først og fremmest cirkus og variete med hovedvægt på artistbilleder. Når en af Københavns mange artistagenter holdt op eller døde, fik han ofte deres samling af artistbilleder etc. f. eks. efter Walter Nagel og Glaesner. Ligeså fik han også meget skænket af artister både i levende live og efter deres død. Tryllekunstneren og gøgleren Shorty har bidraget en del. Gøgl med markedsforlystelser og tivolier er også repræsenteret men i mindre grad. Hovedparten af samlingen er billeder, men der er også bøger, hvor perlen er grundlæggeren af det moderne cirkus Philipp Astleys bog om hestedressur; fine kostumer bl. a. fra herboende kinesernumre. Atleten Hofflands mundbid var en af Barlys favoritter samt en godbid som gøgleren professor Labris rejsebog. Barly samlede også revy, som især tidligere også havde artister med, og teater, hvis han fik det, og skuespillere, balletdansere og operasangere har da også optrådt på varieteerne eller i rejsende tivolier. Og så er der stakkevis af udklip.

Barly var en omhyggelig samler, som noterede ned, hvem han havde fået tingene fra. Hvis han havde oplysninger om et billede, stod det skrevet på bagsiden med hans mikroskrift. Hvad han selv klippede, daterede han, hvilket en del af hans leverandører desværre ikke gjorde.

Men en ærkesamler nøjes jo ikke med det. Frimærker var en passion – som hos så mange artister. Kongebilleder, samlemærker, udklip om Vesterbro og andet, som vakte hans interesse. Foruden at være samler, var Barly også en gemmer som så mange, der som børn ikke havde meget at rutte med og har oplevet en lang periode med varemangel, for tingen kunne måske bruges en gang. Som mange artister var han påholdende, for man kunne aldrig vide, men han kunne også være generøs, og som det dybt kristne menneske han var, foregik det i stilhed.

Barly var en habil amatørsnedker, som selv havde bygget sine reoler fra gulv til loft i ”arkivet”. Der var i det lille køkken lavet en aftagelig ekstra køkkenbordsplade foran køkkendøren. I gangen var der indbygget opbevaringsplads til hans udstillingsplancher. Hvor der ikke var reoler, hang der billeder på væggene. ”I sengen er kun vi”, plejede Erna at sige, men sengen var klodset op, så der var plads til opbevaring af plakater under den. Den lille toethalvtværelses lejlighed på Sdr. Boulevard 70  i København var godt fyldt op. Efterhånden blev en del af gulvpladsen også taget i brug, og det var ikke muligt at strække benene under spisebordet. Desuden rådede han over flere loftsrum, hvor tingene var anbragt mindre ordnede.

I slutningen af 1970erne havde Kurt Møller Madsen en række glimrende fjernsynsudsendelser – Cirkusklubben – hvori han i samtaler med artister bl. a. viste, hvad der er let og vanskeligt i de forskellige artistdiscipliner. Et fast indslag var Barly, der med rivende tungefærdighed foreviste billeder og genstande fra sin store samling. Meget skulle nås i løbet af den – alt for – korte udsendelse. Samtidigt havde han en del udstillinger forskellige steder – Varde, Gentofte, Rødovrecentret, en bank på Vesterbro og frimærkeforeningen i Tåstrup. Barlys udstillingssystem var ganske fikst. Plancherne var anbragt i rammer, der var beregnet til bladring i plakatforretninger. De enkelte rammer, som indeholdt originalmateriale, blev så hængt op på udstillingsstedet vægge eller skærme. Når der ikke var udstilling, opbevarede han plancherne i lejligheden, rammerne på loftet. Der er blevet brugt billeder fra Barlys samling i flere bøger. Mest kendt og mest omfattende er ”Kurt Møller Madsen: Markedsgøgl og cirkusløjer. Billedredaktion: Allan Fridericia, Lademann, 1970”. – Erik Mertz: ”Cirkus-snak, 1972” og ”Cirkus er livet, 2011” bygger på samtaler med Barly.

Som gammel varieteartist havde Barly sin særlige døgnrytme, som bekendte og gæster måtte indstille sig på. Han gik i seng, når vi andre stod op. Den, der var inviteret til ham kl. 5 om eftermiddagen, begik kun én gang den dødssynd at komme for tidligt, for da var han næppe færdig med at stå op. I den anden ende var det vanskeligt at komme fra ham på den pæne side af kl. 2 nat, for han skulle lige vise … og … og! Men skulle han, kunne han komme op. Hvis han var inviteret til barnedåb, var han på plads i kirken kl. 10!

Barly sørgede meget efter Ernas død i foråret 1991. Et år senere kom der nogen opmuntring, da Selskabet Barlys Venner blev stiftet med formålet at få oprettet et permanent museum til hans samling. Sommeren 1992 blev Barly en af modtagerne af Københavns Amts Kulturpris sammen med Vestvoldens Venner. Det skete i Restaurant Kramer på Dyrehavsbakken i det hus, hvor han havde optrådt i Kramers Variete. Han var ikke adviseret i forvejen, men scenevant fattede han sig hurtigt og kunne improvisere en pæn takketale og anbringe en drikkeskilling inden for den optrædende syngepiges strømpebånd. Jo, han var showman.

Det år skete der meget. I december underskrev vennerne og amtet en samarbejdsaftale om et arbejdsløshedsprojekt til registrering af samlingen, Den konservative politiker Abel og de socialdemokratiske borgmestre Per Kaalund og senere Vibeke Storm Rasmussen gik meget ind for sagen. I Amtets arbejdsmarkedsafdeling stod Keld Lybke og Vibeke Reichhardt, som i særlig grad forstod at vinde Barlys sympati, for styret. Susanne Torgard, der som kunsthistoriker havde en god billedhukommelse skulle som projektleder holde orden på tropperne, hvoraf nogle var meget, andre mindre interesserede. Repræsentanter fra Arbejdsmarkedsafdelingen og foreningens bestyrelse dannede en styregruppe for projektet. Foreningens bestyrelsesmøder holdtes normalt hos Barly, styregruppens skiftevis i amtets og foreningens regi.

Nu fik Barly, der tidligere havde rådet enevældigt over sin samling, både en foreningsbestyrelse og en styregruppe til at blande sig. Det var svært for ham. I begyndelsen var det heller ikke let for Barly, at nogle af ”hans børn” skulle flytte hjemmefra. Som en Fafner rugede han over sine skatte, og de sidste gamle billeder kom da også først til registrering efter hans død.
Barly havde i årenes løb fået grund til at være noget mistroisk. Flere mennesker havde søgt hans bekendtskab for at få billeder fra ham, og han var på et tidspunkt blevet tilbudt lidt kulturpenge, så han kunne registrere sin samling, som det offentlige så senere kunne overtage, uden at der var stillet et museum i udsigt. Barly kunne godt glæde alvorligt interesserede med dubletter fra sin samling, men det skete på eget initiativ. Hany ønskede ikke at blive udnyttet.

Et af formålene for Barlys Venner var at skabe opmærksomhed ved hjælp af udstillinger. Her trak Projekt Barly et stort læs. Når der skulle forberedes en udstilling, kunne der undertiden være en del diskussion. For samleren kan affektionsværdien – som de omstændigheder hvorunder en genstand er kommet ind i samlingen – veje tungest, medens andre måske kan have et mere nøgternt syn på den pågældende ting. Normalt ordnede det sig dog i mindelighed. Der blev lavet vandreudstillinger med kopier af billeder; de havde normalt premiere i Københavns Amt – ofte på et sygehus. Senere blev de udlånt – en af dem var sågar en tur på Grønland. De største udstillinger også med originalmateriale blev vist på Amtsgården i Glostrup, Gladsaxe Hovedbibliotek og Skjern-Egvad Museum i årene 1994-1995. 1996 og 1997 var der udstillinger i Hvidovre. Ved udstillingsåbninger var den gamle cirkushest i sit es og altid god for en historie.

Efter at der var blevet sendt offerter ud til kommunerne i og omkring København, fandt samlingen sit blivende sted i Avedørelejrens hovedbygning i Hvidovre Kommune, hvis borgmester Britta Christensen gik meget ind for det. Der forestod en stor renovering af bygningen, inden dette kunne ske. Barly døde i marts 1999. Han så ikke museet indrettet, men han døde i bevidstheden om, at samlingen havde fundet et blivende sted.

Erna og Barly blev begge bisat fra Gethsemane Kirke og hviler i de ukendtes grav på Vestre Kirkegård.

Cirkusmuseet i Hvidovre blev indviet 1. september 2001. Da borgmesteren skulle klippe silkebåndet over, havde man glemt saksen, men med største selvfølgelighed fremdrog Barlys ven herreekviperingshandler Per Børsch fra Hillerød en saks fra sin inderlomme.
I Cirkusmuseet er der indrettet en mindestue med Barlys originale reoler og minimale arbejdsplads, hvor en lille seddel forkynder, at dette liv er evigt! Mindestuen kan ses som en cadeau ikke blot til Barly, men til alle de samlere, som vore museer skylder så meget.

Ved Barlys hundredeårsdag lever museet i bedste velgående med udstillinger i hovedbygningen og aktiviteter i den smukt renoverede fægtesal under ledelse af en professionel artist. Selskabet Barlys Venner er nu omdøbt til Danske Cirkusvenner. Museet og foreningen samarbejder om forskellige arrangementer. Fægtesalen har i 2016 og 2017 dannet rammen om uddelingen af den genoplivede danske cirkuspris.

Det må ikke glemmes, at Cirkusmuseet også rummer Truxas samling af tryllerekvisitter. Museets samling er heller ikke statisk. Det modtager stadigvæk nye ting.